ÖZIL FORTJENTE HVERKEN KONTRAKTEN ELLER AT BLIVE LAGT FOR HAD
Avisen The Guardian har en dygtig tegner ved navn David Squires, der uge efter uge hudfletter den selvoptagne britiske fodboldverden.
Da coronakrisen bragede løs sidste forår, tegnede Squires et par prominente britiske politikere som dinosaurer, der rasede over “Bloody Footballers”, mens en kaempekomet susede over himlen, og han fangede på vanlig vis den vrede, der ofte regner over Premier League-spillerne fra både britiske tabloidmedier og store dele af befolkningen.
En af dem, der har vaeret i sigtekornet laenge, er ekstremt vellønnede og ikke laengere så velspillende Mesut Özil.
Den tyske chanceskaber fik en ugeløn på op mod tre millioner kroner, da han forlaengede sin kontrakt med fem år i begyndelsen af 2018, og det var en klar fejl af Arsenal helt mod slutningen af Arsene Wengers regeringstid. Hverken Unai Emery eller Mikel Arteta kunne se Özil i en hovedrolle, og uden for banen pustede lønnen og et lidt for taet forhold til Tyrkiets autokratiske praesident Erdogan til upopulariteten.
Helt galt gik det, da Özil ikke ville gå ned i løn, og Arsenal efterfølgende fyrede mange ansatte. At Arsenal ejes af den amerikanske milliardaer Stan Kroenke, der bygger et vanvittig dyrt stadion til NFL-holdet Rams i Los Angeles, reddede ikke Mesut Özil fra noget som helst.
7 1/2 år efter, han var et scoop købt i Real Madrid med rabat for at smide kontanter i den madrilenske kasse til Bale-handlen, tog Mesut Özil i denne uge så til Fenerbahce.
De 400 millioner kroner give or take, midtbanespilleren fra Gelsenkirchen har kostet siden forlaengelsen for tre år siden, har han helt sikkert ikke vaeret vaerd.
Fra et klubsynspunkt illustrerer det meget godt, hvor risikabelt det er at give så stor en femårig kontrakt til en spiller, der lige straks fylder 30 år, også selvom Özil på det tidspunkt stadig lignede en topspiller.
Og hvis jeg var fodboldspiller, ville den tyske verdensmesters historie også vaere en påmindelse om, at det er helt i orden at tage den store løn, isaer i big business som verdens rigeste fodboldliga Premier League. Loyaliteten og kravet fra fansene om at blive er ufravigeligt, når man er god, og det sekund, ejeren eller traeneren ikke vil bruge en, skal man forsvinde, uanset om man skal gå 90 procent ned i løn. I det spil er ingen uskyldige, i hvert fald ikke så laenge store klubber som Arsenal nyder godt af at vaelge og vrage mellem 99,9 procent af verdens professionelle fodboldspillere takket vaere et skyhøjt lønbudget.
Mesut Özil var ikke sin løn vaerd til sidst, men det er ikke synd for Arsenal eller nogen omkring klubben, at tyskeren ikke bare flåede sin kontrakt i stykker, i det sekund det var opportunt for Mikel Arteta, ledelsen og klubejer Stan Kroenke.