Tusind tak for festen, Danmark

Var der straffespark til Raheem Sterling og England? Njah, vel ikke helt, vel?

VAR fik nok ikke nye danske fans denne aften ved at lade det straffespark stå, og de traette danske spillere kan med rette aergre sig over, at de kom så taet på, som de faktisk var, selvom der på ingen måde er noget at indvende ved den engelske sejr i forhold til spil og chancer, ud over det lidt traelse straffespark, som Kasper Schmeichel så naer havde reddet for Danmark.

Men tabte, det gjorde Danmark, og dermed står den på Italien-England i finalen, mens Danmarks spillere kan tage på sommerferie.

Og hvis der nogensinde har vaeret tale om en fortjent sommerferie, er det da til disse spillere.

De tabte til Finland og Belgien men vandt alles hjerter. Så klaskede de Rusland i en euforisk fodboldfest, der klaedte høj og lav i rødt og hvidt.

Festen fortsatte i Amsterdam med en fantastisk udebanetur for tusinder af danske fans, et veloplagt landshold, der taevede Wales, og en nation i ryggen.

De klarede rejsen halvvejs til Kina og slog Tjekkiet i Aserbajdsjans hovedstad Baku.

Men nu er det slut – England vandt på Wembley efter en veloplagt indsats, der lover godt for både finalen og underholdningsvaerdien på søndag, og for det engelske landshold i de kommende år.

Landsholdet havde muligheder i onsdagens stemningsfyldte brag på Wembley og vil aergre sig over, at man ikke holdt føringen til pausen efter Mikkel Damsgaards forrygende frisparksmål.

Der er al mulig grund til at vaere skuffet og aergerlig, men når tristheden over at vaere så taet på en EM-finale har lagt sig, er der også endnu mere grund til at vaere glad, fortrøstningsfuld og stolt.

Der er 1.000 både at reagere på chok.

Og det fik Christian Eriksen, hans holdkammerater, staben, tilskuere i Parken, en hel nation, ja en hel verden, da Danmarks bedste fodboldspiller efter 43 minutter af Finland-kampen faldt om med det, der viste sig at vaere et hjertestop.

Holdkammeraterne, de frivillige, laegerne, der reddede Eriksen og landsholdet har fået enorm og dybt fortjent ros for håndteringen den aften og siden da.

På aftenen og i dagene efter var der frygt, tårer, vrede, raedsel og et vaeld af andre følelser, som følger naturligt i kølvandet på en så voldsom episode.

Da det begyndte at stå klart, at Christian Eriksen var ok, den alvorlige situation taget i betragtning, var det som om, en følelse kondenserede.

På arbejdspladser, i kiosken, i bussen, i skolen, på gaden, og da ikke mindst i og omkring Parken følte vi det. Det her skulle vaere en fest.

Først i Parken for Christian Eriksen, en umådelig følelsesladet og flot affaere, med en stemning som ikke er følt magen til i Parken.

Selv for garvede rotter som os, der har vaeret til alverdens finaler, var den kamp noget helt specielt, og selvom Belgien vandt på et par enestående angreb, var der en følelse af, at der her stadig kunne blive til noget, fordi Rusland-Finland dagen før var endt 1-0.

Mod Rusland eksploderede festen.

På en halv time, hvor Danmark sendte Rusland hjem til svaere fodbold-tømmermaend med en 4-1-sejr, og Belgien scorede to mål i det sidste kvarter mod Finland, begyndte en fest, der ikke er stoppet siden.

Mikkel Damsgaard fik studenterhue på et par minutter efter pragtkampen mod russerne, før Thomas Delaney leverede den tilbage til ejermanden sammen med sin kamptrøje, der vrimlede med selvsamme hovedbeklaedning overalt, og spontant opstod der i fredelige, tilknappede Danmark gadefester i de store byer, familier satte sig ind i stationcaren og kørte ind til byen for at finde andre at feste med og trykket bilhornet i bund.

Det var en forløsning efter 15-16 måneders corona-mareridt.

Overalt talte vi fodbold og hvor dejligt det dog var at have det dejligt sammen, og det traengte vi alle sammen til efter mere end et år med sygdom, forbud, frygt og restriktioner, der trods alle gode intentioner også på nogle måder har vaeret med til at splitte både Danmark og mange andre samfund endnu mere, end de allerede var.

Alt det her har landsholdet med landstraener Kasper Hjulmand i en meget stor rolle vaeret med til at skabe og skubbe til med en positiv, åben og inkluderende tilgang til det at vaere en hel nations hold, også når noget en sjaelden gang gik skaevt.

De her spillere og den her landstraener gør det ikke svaerere, end det er.

Glaed dig over at spille på et landshold, der er så mange fodboldspillende piger og drenges drøm, og som er et dejligt afbraek fra en hård, kynisk og til tider brutal hverdag i klubberne.

Det er overhovedet ikke nogen simpel operation, men landsholdet har klaret det til topkarakter ved dette EM. Og som jeg har sagt før:

Hvor er det dog aergerligt, at Danmark, deres onsdagsmodstander England og de andre landshold med en masse spillere, traenere og millioner og atter millioner af fans, der har hjertet på rette sted, skal sendes til VM i Qatar af politikere og økonomiske kraefter, der ikke kunne ligge mere fjernt fra det, Danmark har stået for i den seneste måned.

Det har det her landshold og deres kolleger i fodboldverdenen og fansene på laegterne simpelthen ikke gjort sig fortjent til.

Og så kan de danske fans og danskerne generelt også klappe sig selv på skulderen.

Der kan og skal ikke vaere fodboldfest hele tiden – men der må da gerne vaere det oftere, også i dagligdagen i Superligaen eller ude på det lokale stadion.

Det var så taet på at ramme 1992 inde på banen i en flot kamp, landsholdet havde al mulig taenkelig aere af, og med bare lidt mere held i et par nøglesituationer havde vundet.

Men vi kan vaere stolte af den seneste måned alligevel – tusind tak for festen.