KUNSTEN AT RYKKE ORDENTLIGT NED – OG KOMME OP IGEN
Siden indførelsen af slutspilsstrukturen i dansk fodbold fra sæsonen 2016/17 har vi set 11 nedrykninger fra Superligaen. Kun fem formåede at rykke op i første forsøge og fire af dem er slet ikke vendt tilbage til landets bedste række. Men selvom det aldrig er godt at rykke ned, kan det også bruges positivt og som afsæt til en ny succes. Tipsbladet zoomer ind på den svære kunst at rykke ned, som er aktuel nu efter SønderjyskE's exit fra Superligaen.
Vi ser det sæson efter sæson, når sommeren nærmer sig og turneringerne bliver afgjort. Mens der spilles om medaljer og europæiske billetter i den ene ende af tabellen, er der alvorstunge ting på spil, når det i den nederste del af rækken handler om overlevelse i Superligaen. Nedrykningskampen er ofte et stort drama, og man kan ane bekymringen, desperationen og i de dybe panderynker hos klubledere, fans og spillere, når det snerper til i bunden af rækken, når dommens dag nærmer sig. For en nedrykning gør ond på en klub. Man forlader det gode selskab og spiller på anden klasse – og man skal forsøge at vende tilbage igen med det samme. Det sidste er ikke nemt.
De fleste nedrykkere fra Superligaen har en ambition om at vende tilbage til Superligaen i første forsøg, men det sker sjældent. De seneste fem sæsoner er det kun lykkedes fem af de 11 nedrykkere at rykke op med det samme, og så er faren omvendt, at man bliver hængende og går i stå i 1.division. Så hvordan håndterer man en nedrykning på den bedste måde, så det ikke bliver starten på en nedtur og stagnering, men i stedet begyndelsen på en opbygning, der kan ende med en succes?
En af de mænd, der har prøvet at rykke ned nogle gange er Niels-Erik Søndergaard, igennem 40 år var en del af Esbjerg fB. I 1986 var han med til at rykke ud af landets bedste række som spiller, mens han var direktør, da klubben vendte tilbage til
Superligaen omkring årtusindeskiftet. De seneste 20 år har budt på både op- og nedture i form af medaljer, europæiske kampe – og fire nedrykninger i 2001, 2011, 2017 og 2020.
I de tre første tilfælde formåede Esbjerg fB at bruge nedrykningen positivt, og man vendte tilbage i første forsøg med succesfulde sæsoner til følge. I 2004 vandt man bronzemedaljer to år efter en oprykning. I 2013 vandt man pokalfinalen og blev nummer fire i Danmark efter en oprykning. Og i 2019 blev det ligeledes til bronzemedaljer som oprykker.
”Man kan godt bruge en nedrykning til noget positivt. Det kan man godt. Man kan forsøge at vende tilbage til noget af det, man tidligere har været dygtig til. I Esbjerg var det de unge spillere, der måske ikke var dygtige nok til Superligaen, men vanvittigt dygtige 1.divisionsspillere. De fik 30 kampe på en sæson, hvor de tankede selvtillid og blomstrede op. Det blev en affyringsrampe for dem til at skabe en karriere. På den måde kan man godt bruge det positivt,” siger Niels Erik Søndergaard.
Han husker årene med Hans Henrik Andreasen, Jakob Poulsen og Jan Kristiansen,
der var unge lokale spillere, der i 2004 vandt bronzemedaljer tre år efter en nedrykning. Og han husker de stærke kuld i årene 2011-2013 og 2018-2019.
”Når man rykker ned, er det jo ofte på baggrund af, at man ikke har præsteret ret godt. Man har tabt mange kampe, og det skaber en negativ spiral. Spillere vil væk, nogle vil sælges, andre har kontraktudløb. Det er også den erfaring, jeg har haft. I 2011 skete der en stor udskiftning i vores spillertrup, og vi sagde farvel til mange udenlandske og dyre spillere. Vi gik tilbage til det gamle Esbjerg-DNA med unge spillere. Det viste sige, at de unge spillere senere blev stjerner i form af Martin Braithwaite, Lukas Hradecky, Jonas Knudsen, Peter Ankersen, Jakob Ankersen og Kian Hansen. Det kan virkelig bruges til noget positivt, hvis man som klub formår at komme videre derfra og formår at vende nedrykning til noget positivt,” siger Niels Erik Søndergaard.
STOR KONKURRENCE, STORT PRES
Han lægger dog ikke skjul på, at det kan være vanskeligt at vende tilbage til Superligaen, og nogle gange har det handlet om tilfældigheder eller dygtige spillere, der har trukket læsset for EfB som eksempelvis Søren Rieks i oprykningssæsonen 2011/12 og Anders Dreyer i 2017/18. Hvis man ikke rykker op i første forsøg, kan det blive endnu vanskeligere.
”I 2011 var vi pressede og skulle reducere nogle lønomkostninger. Der var nogle dyre, udenlandske spillere, der blev sorteret fra, og vi byggede op omkring en kerne af egenudviklede unge spillere. De var heldigvis så dygtige, at de kunne løfte den opgave, men det kræver også, at man har nogle marginaler på sin side,” siger han.
”I min verden er det absolut lettere at komme tilbage i første forsøg, end hvis man kommer ned og bare bliver en del af den turnering, man spiller i. Den første sæson er sindssygt afgørende i forhold til at holde momentum og være bevidst om situationen. Der vil tit være et forventningspres, og man kan komme ud i et trænerskifte og anden turbulens med sportschefer, der ryger ud og ind. Man kan risikere at skulle bygge en hel masse op forfra, men i de klubber, der klarer sig godt, har man is i maven,” tilføjer den erfarne fodboldmand, der i dag er talent- og sportschef i AC Horsens, der netop kæmper for at sikre sig et hurtigt Superliga-comeback i denne sæson.
Det har også været en tilvænning, forklarer han.
”Hvis man har været vant til at skulle forsvare sig til point, skal man pludselig til at være favorit i mange kampe. Man skal skabe spillet og være mere opsøgende i forhold til at score mål. Det sled vi også med i starten. Jeg synes selv, at vi producerede nogle chancer, men vi var ikke farlige nok, og der er også noget mentalt i det,” siger Niels Erik Søndergaard.
En anden fodboldleder med erfaring fra den næstbedste række er Per Rud. I 2003 blev han ansat i Herfølge Boldklub, der siden blev til HB Køge, og han har også prøvet rykke ned fra Superligaen og op igen nogle gange. HB Køges seneste besøg i den bedste række var i 2012, og Per Rud har de senere år bemærket, hvor stærk 1.division er blevet, og hvor svært det er at rykke op.
”Jeg havde en snak om det med (tidligere HB Køge-spiller) Nicolaj Madsen, da han var hjemme fra Island. Han har været her i et par omgange, og det er blevet en hel anden række i forhold til sidst, han var her. Der er fuldtidsfodbold 90 procent af stederne. Der er store trupper og store setup. Der er mange klubber i 1.division, der kører på Superliga-manér. Selvfølgelig er spillerne ikke på samme niveau, men i forhold til setup, er det på Superliga-niveau næsten alle steder,” siger Per Rud, der peger på flere faktorer, man skal være opmærksom på, når det handler om elevatoren mellem Superligaen og 1.division.
”Der er kommet nogle kraftige ordninger i form af faldskærmspengene, så derfor er nedrykkerne meget stærkere økonomisk. Men der sker jo altid noget, når man rykker ned. Dels har man tabt en masse fodboldkampe. Dels har der været en masse uro i klubben. Det plejer også at være sådan, at der er en masse usikkerhed omkring hvilke spillere, der bliver i klubben efter en nedrykning. Der plejer ofte at gå et halvt år, før folk egentlig finder ud af, at de er blevet 1.divisionsspillere og at de finder sig selv. Det samme er jo sket i denne sæson, hvor Horsens kom hakkende i gang, inden de fandt sig selv, og det samme kan man sige om Lyngby,” siger Per Rud, som også peger på det eksterne pres,