KAMPEN OM DEN RØDE TRØJE
Gennem mere end et århundrede har den røde kamptrøje været det fremmeste visuelle symbol på Liverpool Football Club. Men trøjen har ikke kun forenet fans, sponsorer, producenter, ledelse og forbund. Den røde dragt har også været kampplads for vidt forskellige forestillinger om, hvad Liverpool skal være. Tipsbladet har mødt svenske Björn Melin, der er aktuel med bogen ”Bakom tröjan”, som fortæller historien om Liverpools røde trikot.
Det faldt ikke i god walisisk jord, da Cardiff Citys malaysiske ejer, Vincent Tan, i 2012 besluttede sig for at male klubbens hjemmebanetrøje rød frem for blå - den farve ”The Bluebirds” havde optrådt i siden 1908. Klubbens fans gik på barrikaderne og tordnede mod ejeren, men Cardiff City trængte til en ”rebranding”, der kunne gøre klubben mere attraktiv på det asiatiske marked, mente Tan og hans folk. Så selv om sæderne på Cardiff City Stadium var blå, og fansene fortsatte med at troppe op i samme farve, måtte Craig Bellamy, Andreas Cornelius og resten af spillerne iklæde sig røde gevandter.
Noget langt og lykkeligt ægteskab mellem kærlighedens farve og Cardiff City blev dog ikke til. I 2013 forsøgte Vincent Tan at sprede sin foretrukne kulør til tribunerne ved at uddele gratis halstørklæder til klubbens fans, men de fleste af dem endte på grønsværen og i urinalerne. Klog af bitter erfaring og med et forsvindende trøjesalg in mente omstødte Tan i 2015 derfor sin beslutning, og han har siden medgivet, at hele miseren var en grov fejltagelse fra hans side.
THE REDS
Trøjekrigen i Wales hører afgjort til i den karikerede ende, men den illustrerer tydeligt, hvor vigtig kamptrøjen er for en klub. I Liverpool har spændingerne om den røde trøje aldrig været lige så store som hos naboerne i syd, men det betyder bestemt ikke, at der altid har været fred og fordragelighed omkring The Reds’ trøjevalg. Tværtimod.
Det bliver tydeligt, når man dykker ned i Björn Melins nye bog om Liverpools trøjehistorie, ”Bakom tröjan”, som han netop har udgivet på svenske Idrottsförlaget. Bogen er Melins anden om sin yndlingsklub, Liverpool F.C., men hvor hans første tilbød en bredere indføring i klubbens historie, bestemte han sig med ”Bakom tröjan” for at gå mere snævert til værks og derfra zoome ud, fortæller han.
Bogen byder på talrige billeder af de vigtigste trøjer fra Liverpools mere end hundredårige historie og er, som Melin selv understreger, forsøgt gjort let tilgængelig og læselig for enhver fan af Liverpool, men den kan afgjort også fungere som et forstørrelsesglas for de komplekse konflikter, der har præget Liverpool og andre engelske traditionsklubber gennem tiden.
For som Björn Melin fortæller til Tipsbladet, så er trøjen ultimativt det mest håndgribelige symbol på en fodboldklub, hvorfor den nødvendigvis er en oplagt kampplads for forskellige idéer om, hvad en klub skal være:
”Det mest betydningsfulde visuelle element ved en fodboldklub er logoet, og derefter kommer klubbens primære farver, vil jeg sige. Men de to ting er jo samlet i hjemmebanetrøjen, så derfor er den så central for fans. Væsentligt ved trøjerne er selvsagt også, at spillerne faktisk bærer dem på banen.
Fodbold handler om meget mere end det, der sker på banen, men i sidste ende er det alligevel der, tingene bliver afgjort. Så trøjen symboliserer ikke bare klubben og dens grundlæggende historie. De enkelte trøjer repræsenterer også særlige øjeblikke, hvor det enten gik godt eller dårligt. Og de oplevelser præger jo fans’ blik på trøjerne for eftertiden,” fortæller Melin.
I den forstand er trøjen ikke så simpelt et symbol, som man måske tænker - i hvert fald ikke hvis den betragtes med nutidens øjne. En god hjemmebanetrøje skal rumme historien og ikke afvige for meget fra traditionerne, men omvendt skal den heller ikke bare ligne den forrige.
Trøjen skal på raffineret vis skille sig ud, så den netop kan inkarnere et særligt år eller kamp. En Liverpool-fan skal naturligvis kunne se forskel på trøjerne, så han eller hun kan huske, hvilken trikot Liverpoolspillerne bar i 2005, da man besejrede A.C. Milan i Champions League-finalen. Eller hvilken de trak overhovedet i finalesejren i Mesterholdenes Europa Cup i 1981.
Dertil kommer, at sponsorer, forbund og klubledelse skal være tilfredse, så producenternes job er ikke ligetil – også med tanke på, at de skal reklamere lidt for sig selv, når de nu de har tegnet milliondyre aftaler med klubberne. Liverpools nuværende aftale med Nike estimeres at indbringe klubben i omegn af 70 millioner pund (590 millioner kroner) om året afhængigt af præstationerne på banen, salgstal osv.
DE KONSERVATIVE BRITER
Bevæger man sig helt tilbage til begyndelsen af Liverpool Football Clubs historie, var der knap så mange aktører at tilfredsstille, når trøjen skulle designes. Faktisk går historien på, at Liverpool efter stiftelsen i 1892 startede med at spille i de blå og hvide hjemmebanetrøjer, som Everton år forinden havde efterladt sig, da mandskabet begyndte at optræde i rødt og flyttede væk fra Anfield.
Da Everton ombestemte sig og permanent overgik til det blå udtryk, tog Liverpools stifter, John Houlding, dog hurtigt affære og købte i 1896 20 røde trøjer fra den lokale sportsbutik på Lord Street 32. Rationalet var, at man ville iføre sig byens farver, når man
Trøjen skal på raffineret vis skille sig ud, så den netop kan inkarnere et særligt år eller kamp
nu bar dens navn og samtidig havde den såkaldte ”Liverbird” i klubemblemet, altså det mytiske fuglevæsen, som i århundreder havde symboliseret byen.
I årene derefter fandt det engelske fodboldforbund, FA, og de engelske klubber stille og roligt frem til nogle af de regler, vi kender i dag. I 1909 blev det vedtaget, at målmændene skulle bære en trøje, der tydeligt adskilte sig fra markspillerne, så dommernes job blev lettere. I 1939 kom turen så til nummererede trøjer, en overgang der dog ikke var uden slagsmål.
Allerede i 1928 havde Arsenal smidt numre på ryggen af sine spillere, fordi Arsenal-manageren, Herbert Chapman, forestillede sig, at spillerne lettere kunne holde deres taktiske positioner på banen, hvis de var ”stemplet” med nummeret, der passede til positionen. Målmanden var nummer 1, højrebacken nummer 2 og så fremdeles.
Da et forslag om at gøre numrene lovpligtige for alle klubber i den bedste række kom på bordet, blev det dog afvist ad flere omgange, da man frygtede, at initiativet ville blive for dyrt at indføre.
Omtrent et årti efter blev det argument gjort til skamme af én af de vigtigste forandringer i britisk fodbold. I 1937 begyndte BBC nemlig at vise levende billeder fra ligakampene, og da det ikke nyttede noget, at fans i form af tv-seere ikke kunne se forskel på spillerne på den grynede skærm, skulle spillerne fra 1939 optræde i nummererede trøjer.
Men igen måtte det kun være i cifre fra 1 til 11, og numrene skulle altså matche spillernes placering på banen. En lovændring, der fik betydning for den måde, man til stadighed taler om taktik på, hvor begreber som 8’er, 10’er og 9’er flittigt bruges om særlige positioner på banen på trods af, at spillere med knap så konservative præferencer til tider finder på at bede om nummer 99.
Ifølge Björn Melin løber der en konservativ tråd igennem hele trøjehistorien, både hos Liverpool og i engelsk fodbold generelt. Konflikten har gennem årerne ofte stået mellem ”det nye” og ”det gamle”, og her har engelsk fodbold ofte udmærket sig ved at være på sidstnævntes side lidt længere end andre nationer.
”Fra mit synspunkt kan man med rette betragte englænderne som ret konservative. Det gjaldt dengang måden, man spillede fodbold på, men også deres syn på trøjenumrene og stoffet, man valgte til trøjerne. Jeg skriver i bogen om Englands kamp mod Ungarn på Wembley Stadium i 1953 (den såkaldte ”Match of the Century”, red.), hvor modstanderne møder op i lette, kortærmede trøjer. Det inspirerede Umbro til at gå væk fra de store, tykke bomuldstrøjer, som man hidtil havde produceret, og som England tabte 3-6 i mod Ungarn.”
I årerne efter udviklede produktionen af trøjerne sig, klubemblemer kom på i sæsonen 1955/56, og i Liverpool forandrede manager Bill Shankly klubben indefra. I den lette afdeling hørte eksempelvis, at han i midten af 1960’erne indførte, at Liverpool skulle spille helt i rød frem for i rødt og hvid, fordi træneren mente, at den røde farve ville intimidere modstanderne.
POLYESTER OG HITACHI PÅ BRYSTET
Trods ændringerne og Liverpools succes i 1960’erne kom konservatisme igen i fokus i 1971, da Liverpool tabte til Arsenal i FA Cup-Finalen:
”I de år havde Arsenal lettere trøjer end Liverpool. Finalen blev spillet på en virkelig varm dag, og nogle mener, at trøjerne bidrog til Liverpools nederlag. Deres uldtrøjer blev helt tunge af sved. I dag fokuserer man jo meget på den slags små fordele, men det gjorde man ikke dengang,” siger Björn Melin.
Liverpool lærte af nederlaget og begyndte at spille i det lettere materiale, Aertex,
Konflikten har gennem årerne ofte stået mellem ”det nye” og ”det gamle”, og her har engelsk fodbold ofte udmærket sig ved at være på sidstnævntes side lidt længere end andre nationer.
som man også sikrede sig FA Cup-trofæet i tre år senere. I det hele taget rykkede meget sig ifølge Björn Melin på trøjefronten i 1970’erne og 1980’erne. Nye teknikker og stoftyper som polyester gjorde det muligt at udvikle trøjerne, så de ikke længere bare var ensfarvede eller stribede, men nu også kunne rumme særprægede mønstre.
Det betød, at man lettere kunne producere unikke trøjer, der ikke lignede de forrige. Lagt sammen med en copyright-lov fra 1968 resulterede det i, at klubberne fik mulighed for at tjene betydningsfulde penge på trøjesalg.
”Butikker kunne ikke længere bare sælge en hvid bomuldstrøje, og sige at det var en Leeds-trøje,” påpeger Melin.
Dertil så trøjerne ikke mindst den store forandring, at de nu blev prydet, eller besudlet (alt efter politisk ståsted), med logoer fra firmaer, der i stigende grad så kommercielle muligheder i fodbolden. Det bekom klubberne i det engelske vel, da flere i slutningen af 1970’erne var i økonomiske vanskeligheder, inklusiv Liverpool.
Da klubben for første gang spillede med en sponsor på brystet i form af den japanske teknologivirksomhed Hitachi i 1979 – kort efter Everton havde optrådt med den danske kødproducent Hafnia på brystet – blev det ifølge Melin derfor også mødt med en vis forståelse fra klubbens fans:
”Mange havde nok indset, at fodbolden var på vej ind i den kommercielle æra, og der var ikke nogen vej udenom, hvis man ville kunne konkurrere på øverste niveau. Og så længe pengene tilfaldt selve fodboldholdet, tror jeg, at mange forstod det i en eller anden grad.”
Efter tre år med Hitachi kom det lokale firma Crown Paints til med tiltrængte midler, og trøje for trøje vænnede fans sig til, at sponsoren på brystet blev en del af klubbernes identitet. Som Björn Melin bemærker, er det også én af de interessante udviklinger i løbet af de seneste årtier, nemlig at fans foretrækker nogle firmaer frem for andre, og at de bliver mere integreret i klubben. Det så vi eksempelvis i Danmark, da Unibet forrige år overtog Carlsbergs trøjesponsorat i F.C. København, hvilket medførte mishagsytringer blandt klubbens fans.
MODSTAND MOD WARRIOR
Melin peger på selvsamme Carlsberg, når han skal gætte på den sponsor, som flest Liverpool-fans ville foretrække at have på brystet, hvis man så bort fra deres finansielle styrke. Ligesom det var tilfældet i F.C. København, stod Carlsberg nemlig skrevet på det røde bryst i en lang årrække, 18 år helt præcist, og det længste trøjesponsorat i Premier League’s historie har altså knyttet tilhængerne til brandet.
En virksomhed, der imidlertid var mindre populær hos The Reds’ tilhængere, var sportstøjmærket Warrior Sport, der i 2012 overtog ansvaret for Liverpools trøjer efter Adidas. Modstanden skyldtes ikke så meget Warriors trøjedesigns, men snarere den lave kendskabsgrad til virksomheden. For i modsætning til, hvad der tidligere havde været tilfældet med firmaer som Umbro, Adidas og Reebok, så kendte meget få Liverpool-fans til Warriors brand.
At Liverpool så sig nødsaget til at indgå en aftale med en ukendt fabrikant (som dog betalte glimrende), betragtede mange tilhængere som et tegn på, at klubbens storhedstid var forbi, og således blev firmaet fra begyndelsen synonym med klubbens pauvre år. Lidt hjalp det selvfølgelig, at man i 2014 var tæt på at vinde Premier League, men Warrior lykkedes aldrig rigtig med at kæmpe sig igennem tilhængernes parader.
Som sammenstødet med Warrior antyder, så har Liverpools fans’ forhold til de kommercielle aktører altså ikke været helt ukompliceret. Til tider har sponsorerende virksomheder haft for lille markedsmæssig slagkraft, i andre perioder har firmaer som Carlsberg gelinde indyndet sig hos klubbens fans, og i atter andre tider har firmaer søgt for stor indflydelse ifølge tilhængerne.
Det sidste gjorde sig blandt andet gældende, da Adidas i starten af 90’erne forstørrede deres traditionelle striber og placerede dem på brystet frem for kun på skuldrene, som virksomheden ellers vanligt praktiserede:
”Da folk så trøjerne, begyndte de at spørge sig selv, hvad fanden Adidas havde gang i. For nu skulle man ikke kun se på logoet på brystet og de små striber, men også de her voldsomme streger. Det hang vist sammen med, at Adidas på det tidspunkt var i økonomiske problemer og ville genopfinde sig selv, men fansene blev voldsomt frustrerede over, at Adidas ville i centrum på den måde”
”Til bogen har jeg interviewet Glenn Hysén, der dengang spillede i klubben, og han fortæller også, at da spillerne blev præsenteret for trøjerne, kiggede de på hinanden og spurgte sig selv: ’Hvad er det her?’ Det paradoksale er, at de efterhånden er blevet kult, fordi de var så grimme,” fortæller Melin.
FREMTIDENS KAMPE
Hvilke slag byder fremtiden på, når krigen om den røde trøje fortsætter? Sikkert er det i hvert fald, at de stadig mere professionelt drevne klubber og trøjeproducenter bliver stadig mere bevidste om de signaler, trøjerne sender. Men samtidig er det også blevet svært at finde på atter nye designs, når minimum tre nye trøjer skal designes hvert år.
Det har betydet, at klubberne oftere ser mod fortiden for at hente inspiration (og lidt nostalgisk oprejsning måske), hvilket eksempelvis ses på Manchester Uniteds hjemmebanetrøje i år, hvor kraven er hentet fra trøjen fra den succesfulde 93/94-sæson.
Men som Melin betoner, så kan netop de mange trøjelanceringer i fremtiden meget vel blive et stridspunkt. Som han fortæller, er det helt normalt for de fleste producenter i dag at tænke bæredygtighedsprincipper og miljø- og klimavenlige materialer ind i produktionen, men spørgsmålet er, om Nike og co. kommer udenom at skære ned på antallet af trøjer i takt med bevågenheden på tekstilindustrien vokser.
I hvert fald bekendtgjorde Brentford F.C. i fjor, at man ville fortsætte med samme trøje som i foregående sæson. Dels for at skåne klimaet, dels for at spare de trængte tilhængere for udgifterne til endnu en trøje.
Sådan er det med fodboldtrøjer. De repræsenterer ikke bare fodboldklubber, de er også symboler på tidens ånd.
Mange havde nok indset, at fodbolden var på vej ind i den kommercielle æra, og der var ikke nogen vej udenom, hvis man ville kunne konkurrere på øverste niveau