Superligaen må ikke gå glip af den næste Højlund
Patrick Mortensen har fået et flot comeback på topscorerlisten, efter han for et år siden nær var skiftet til udlandet. FC Midtjyllands Gustav Isaksen, der som oftest har været wing, har gjort det flot som forward og målscorer i 2023, og Viktor Claesson, Ohi Omoijuanfo og Tonni Adamsen har ligesom FCN’s wing/forward Ernest Nuamah og den solgte Andreas Schjelderup nået et tocifret antal mål.
Men i det store billede, der mangler altså de angribere, der først og fremmest er på banen for at putte den i kassen, og gerne 20-25 gange på en sæson.
Der er flere forklaringer på fraværet af den ‘fødte’, ‘ægte’ angriber, for nu at bruge to lettere udtrådte floskler.
Fodbold, ikke mindst her i Danmark, er blevet meget kollektivt orienteret.
Vi over 35 år mener måske nok ligesom generationerne før os de seneste 5.000 år, at ungdommen er mere selvcentreret end nogensinde før, men jeg tvivler på, at vi har ret, i særdeleshed i fodbold.
De unge træner, selvtræner, lytter til dygtige trænere, der ved alt om fysik, kost og de seneste principper i presspil, og det påvirker den type spillere, der kommer fra de stadigt mere moderne akademier.
Det er næppe en tilfældighed, at der er et væld af fagligt dygtige offensive midtbanespillere, midtbaneopryddere og stoppere, der er sikre i afleveringsspillet, og backer, der kommer drønende frem i tide og utide.
Og angriberne? Dem er man i Superliga-klubberne mestendels nødt til at købe i udlandet, hvis de ikke spiller i Superligaens mindre klubber og især nede i 1. Division eller allerede er solgt til udlandet. Allright, det er sat på spidsen.
Men både en spiller som Mikael Uhre og den nuværende topscorer Patrick Mortensen har spillet deres portion divisionskampe.
Og hvem har FCK og FCM som de to klart største pointhøstere i Superligaen i ti år udviklet af danskere med den profil, siden Andreas Cornelius brød igennem og Frank Kristensen patruljerede luftrummet på stadion i Herning?
Man kunne sige Casper Tengstedt og Rasmus Højlund, men de nåede dårligt nok på banen, før de blev solgt igen og nu er i Benfica og Atalanta.
Spillestilen i Danmark er relativt kollektiv, og det er egentlig et stort plus.
Men der mangler altså de angribere, der er med til at få os ind til fodbold, som giver det sus, der går gennem stadion i Århus, når Patrick Mortensen får bolden i feltet.
Nicklas Bendtner var egentlig en anakronisme, en angriber taget ud af 80’erne og 90’erne, men han havde det inde i feltet, som Danmarks landshold ikke for alvor havde haft siden Preben Elkjær - både Ebbe Sand og Jon Dahl Tomasson var andre, mere alsidige typer.
Det er måske sigende for Superligaen, at Rasmus Højlund som det nye håb måtte til Atalanta via Sturm Graz, da Khouma Babacar og Mamoudou Karamoko gjorde ham overflødig i FCK.
Til sommer skal FC Midtjylland pinedød have en ny angriber, der laver mål, fire år efter Paul Onuachu blev solgt til Genk, i øvrigt også efter at have været meget udskældt i flere år.
FC København skal finde ud af, om Andreas Cornelius’ krop igen er klar til at udfylde netop den bomber-rolle, han var tiltænkt, og også i Brøndby og AGF er der overvejelser om, hvem der skal fange andenbolde i skyggen af Patrick Mortensen og Ohi Omoijuanfo eller stå i mesterlære hos de to veteraner.
Man burde måske se mod egen trup, som førnævnte Højlund og Tengstedt er eksempler på, men mere sandsynligt er det nok, at de nye målmagere bliver købt.
Det er en dyr og dermed svær øvelse, fordi målscorernes pris er den, der hurtigst ryger i vejret, og dermed også forklarer, hvordan Højlund og Tengstedt senest blev handlet for 125 og 60 millioner kroner.
Er det tillid, der mangler? Den er svær at give, både for cheftrænerne, som er blevet skiftet i løbet af denne sæson i både FCK, Brøndby og FC Midtjylland, og for de sportsdirektører, der måske ikke er lige så meget på vippen som deres cheftrænere.
Men det er da en tanke værd, om lidt mere tillid til dem, man allerede har i truppen eller ungdomsafdelingen, kunne være løsningen, nu hvor det åbenbart er så svært at købe sig til målene.
Men i det store billede, der mangler altså de angribere, der først og fremmest er på banen for at putte den i kassen, og gerne 20-25 gange på en sæson.