Ekstra Bladet - Tipsbladet

EN GOD SÆSON TRODS SKUFFELSEN

Det svier på Arsenal, at en lang sæsons føring er smuldret og nu nok ender med et Manchester City-mesterskab. Men der er positive ting at tage med fra sæsonen, mener en af klubbens tidligere profiler.

- TEKST: JACOB HANSEN

Det var en flok slukørede Arsenal-spillere, der luskede ud fra Emirates Stadium søndag aften. En øretæve på 3-0 mod Brighton sender med stor sandsynlig­hed titlen til Manchester City igen i år. Selv manager Mikel Arteta måtte indrømme, at dén lige ville tage et par dage at sluge. Også selvom titlen på intet tidspunkt var et emne, da sæsonen gik i gang, og spørger man den tidligere Arsenal-legende Lauren, har Arsenal-drengene intet at hænge med hovedet over.

”Vi kan stadig vinde Premier League og udfordre hvem som helst. Måske ikke i denne sæson, men så den næste. Det har denne her generation af spillere vist lige siden starten af sæsonen. De har bragt troen på Arsenal tilbage blandt fansene”, lyder det overbevise­nde fra Lauren over et Zoom-kald med Tipsbladet.

Lauren var en del af Arsenal-truppen, som i 2003/04 skrev sig ind i fodbold-historien ved at vinde Premier League uden et eneste nederlag. De såkaldte ”Invincible­s”, som Lauren spillede 32 ligakampe for i dén sæson. Det gjorde han så godt, at han kom på årets hold i Premier League, og han er begejstret for klubbens hold i denne sæson.

”Vi har for det første en top-manager og så er der masser af talent i truppen. Jeg er ikke så overrasket over, hvor godt holdet har spillet, men det har overrasket mig, hvor længe de har været i stand til at levere på dét niveau, de har gjort. Det er den stabilitet på absolut topniveau, vi har sukket efter i årevis i Arsenal,” fortsætter Lauren, der mener, at succes’en i denne sæson skyldes flere ting.

”For det første står jeg fast ved, at en stærk manager hæver niveauet på et hold. Sådan én har vi. Tilgangen af Gabriel Jesus og Zinchenko har også været stærkt medvirkend­e til holdets øgede kvalitet”, vurderer Lauren, der især mener, at netop Zinchenko har givet holdet flere strenge at spille på.

”Zinchenko har været mere stabil i denne sæson, end han tidligere har været. Han er i stand til at trække ind fra sin plads på kanten og også dominere midten af banen. Hvis du skal dominere en modstander, skal du kunne dominere midten af banen og med Zinchenko, Granit Xhaka, Thomas Partey og Martin Ødegaard på midten, har vi været i stand til at gøre netop dét i mange kampe,” lyder analysen.

ØDEGAARD BEDSTE MAND

Nu vi er ved Ødegaard, så får anføreren også mange rosende ord med på vejen. Lauren arbejder også som kommentato­r på spansk fodbold, hvor han havde lejlighed til at følge den norske landsholds­spiller udfolde sig for Real Sociedad.

”Han er en klassespil­ler. Man var aldrig i tvivl om, at han havde talentet til at blive noget stort. Han skulle bare finde den rette måde at udvikle det på. Dén har Mikel Arteta givet ham. Han er intelligen­t, han kan dominere kampene, men han har også evnen til at sætte tempoet ned, når han føler, der er behov for det”.

”Han gør stort set det rigtige i hver eneste situation. Han er både dygtig til at bringe sig selv i situatione­r, hvor han kan score, men står også gerne for den afgørende aflevering til en angriber”, lyder de rosende ord til nordmanden, som efter Laurens mening har været Arsenals bedste i denne sæson sammen med Bukayo Saka. Lauren ønsker til gengæld ikke at holde det nuværende hold op imod den exceptione­lle Arsenal-trup, han selv var en del af.

“Vi skal undgå sammenlign­inger, for det er efter min mening et tegn på svaghed, når man gør den slags. De her gutter har spillet vidunderli­g fodbold i hele sæsonen, og jeg er stolt af dem. De skal ikke sammenlign­es med nogen fra min generation”.

EN SPILDT VM-CHANCE

Apropos generation, så var Lauren ikke kun del af et ekstremt stærkt Arsenal-hold, men også det måske bedste landshold, Cameroun nogensinde har mønstret. Han var med til at vinde African Cup of Nations i både 2000 og 2002 samt guld ved de Olympiske Lege i Sydney i 2000.

Lauren kan uden at blinke remse navne op fra datidens landshold, men ikke mange vækker i dag lige så meget genkendels­e, som spillerne fra Nigerias landshold, der vandt OL i 1996, stadig gør i 2023. Så hvorfor strøg Cameroun til tops ved OL?

”En fantastisk generation af spillere. En fantastisk holdånd og et indædt vindergen. Når man kombinerer talent med dedikerede spillere og har de tre førnævnte ting, er det let at vinde, og vi var flyvende, da vi kom til OL efter guld ved de afrikanske mesterskab­er”, husker Lauren, der heller ikke er sen til at minde om, at Cameroun netop bankede det nigeriansk­e landshold i de år. Trods uovertruff­en succes i tre år, tænker Lauren stadig tilbage på landsholds­karrieren med en vis ærgrelse.

” Vi skulle have præsteret meget mere. Med den generation af spillere, som vi havde, kunne vi mindst have gjort, hvad vi så Marokko gøre ved VM i Qatar. Vi fulgte guld ved de afrikanske mesterskab­er i 2000 op med guld ved OL. Vi vandt igen guld ved de afrikanske mesterskab­er i 2002, og rejste så til VM. Dér skulle vi have klaret os meget bedre”, sukker Lauren om en slutrunde, hvor Cameroun røg ud i gruppespil­let på en tredjeplad­s efter Tyskland og Irland og en sejr over Saudi Arabien.

Lauren stoppede sin landsholds­karriere efter blot 25 kampe. Han arbejder i dag for Arsenal som ambassadør på det afrikanske kontinent. Et job der er blevet udført med en del mere smil på læben i denne sæson end de seneste år. Som han siger. Man er igen stolt af Arsenal.

 ?? FOTO: GETTY IMAGES ?? Lauren spillede for Arsenal fra 2000 til 2007.
FOTO: GETTY IMAGES Lauren spillede for Arsenal fra 2000 til 2007.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark