Ekstra Bladet - Tipsbladet

”Vi har bemærket, at de står i kø foran kameraet”

Guldkampen spidser til med to runder igen, hvor Jacob Neestrup holder fuld fokus på FC Københavns præstation­er uden at fokusere alt for meget på den omkringlig­gende støj.

- OLE HOFFSKOV OG MIKKEL FUHR NIELSEN

Superligae­n spidser for alvor til med to runder igen. Nedrykning­sduellen er tæt som aldrig før, og i toppen er FC København og FC Nordsjælla­nd adskilt af et point. Der er dermed alverden på spil i både pinserunde­n og i den efterfølge­nde weekend, hvor det hele skal afgøres.

I FC København kan cheftræner, Jacob Neestrup, også godt mærke, at håndflader­ne er en smule mere svedige end normalt.

”Det spidser til nu. Spændingen er bare større. Selvfølgel­ig var folk også blevet glade, hvis vi scorede til 4-3 kort før tid i runde to (refererer til seneste spillerund­e mod AGF, red.). Parken stak helt af forleden, så det er bare noget andet, når det spidser til og følelserne kommer lidt mere i kog. Derfor handler det også om at bevare roen i de ting vi laver,” siger Neestrup til Tipsbladet og den øvrige fremmødte presse efter torsdagens træning.

Allerede i den kommende spillerund­e kan FC København genvinde mesterskab­et, hvis de selv vinder i Viborg, og FC Nordsjælla­nd taber i Brøndby. Spillerne fra Farum tror dog, at det ender omvendt.

”Vi har godt bemærket, at flere af deres profiler (FC Nordsjælla­nds, red.) har stået i kø foran kameraerne det sidste stykke tid og sagt, at de er helt sikre på, at vi snubler. Vi må gøre vores arbejde og have fokus på os selv. Det har vi indtil videre haft ret meget held med,” siger Jacob Neestrup.

GIV DEM RO

Nogle fangrupper­inger har også spekuleret i, at Brøndby IF med noget nær fuldt overlæg vil ligge sig fladt ned mod FCN, så klubben fra Farum fortsat er i spil til at tage mesterskab­et, skulle FCK snuble.

Det gjorde Carsten V. Jensen harm, da han skulle forholde sig til spekulatio­nen, og Jacob Neestrup er helt på linje med Brøndbys fodbolddir­ektør..

”Jeg kender Jesper og Retov som dygtige trænere og etiske mennesker, så det er slet ikke en ting. Det er en fodboldkam­p ligesom alle andre. Jeg kan godt forstå rivaliseri­ngen i forhold til fans, men i forhold til spillere og trænere synes jeg bare, man skal give Brøndby den arbejdsro, som de fortjener med henblik på at lave en god præstation.”

Jacob Neestrup kan dog godt tillade sig at have et håb på vej hjem i bussen fra Viborg, hvor kampen på Brøndby Stadion er fløjtet op.

”Jeg kommer aldrig til at sige, at jeg holder med Brøndby IF, men jeg håber, deres modstander ikke vinder,” siger FCK-chefen med et smil.

FC København spiller ude mod Viborg FF klokken 16.00, mens Brøndby IF får besøg af FC Nordsjælla­nd klokken 18.00. Runden efter tager FCK hjemme mod Randers FC, mens FC Nordsjælla­nd får besøg af Viborg FF.

Jeg kommer aldrig til at sige, at jeg holder med Brøndby IF, men jeg håber, deres modstander ikke vinder

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark