HIPPIENS GODE IDÉ
Forest Green Rovers var i over 120 år en gennemsnitlig klub fra de lavere raekker i England, men siden 2010 har den forvandlet sig til pionér for klimabevidste fodboldfolk. Det begyndte alt sammen med en omstrejfende hippie, der skabte en milliardforretning på vedvarende energi og satte sig for at omdanne sin lokale fodboldklub.
Det lyder som plottet til en dårlig B-film, men det er faktisk tilblivelsen af en aegte fodbold-, forretnings- og klimasucces: I begyndelsen af 90’erne var Dale Vince en hippie, der boede i sin varevogn rejste rundt som nomade i det britiske landskab, da han en dag kom forbi den lille by Stroud i det vestlige England. Han blev vild med området, og han fik det, der skulle vise sig at vaere en lys idé, men som dengang formentlig syntes mere som en skør plan.
”Jeg fik en åbenbaring, da jeg så min første vindmøllepark i 1991. Jeg taenkte, at enten kan jeg fortsaette på egen hånd med vindmøllen oven på min varevogn, eller så kan jeg gå ind i de store ting,” fortalte han selv til The Independent to årtier senere.
Det blev startskuddet til et usandsynligt forløb, der forvandlede hippien til multimillionaer og ejer af verdens første klimaneutrale fodboldklub, Forest Green Rovers. I en fodboldverden, der bliver mere og mere opslugt af penge, diktatorer og lyssky interesser, har League Two -klubben vist en anden vej, der ikke bare gør fodboldverdenen men hele planeten til at bedre sted.
Indtil 2010 var Forest Green Rovers en klub som alle i det engelske ligasystem: hjemmehørende i en mindre by, stiftet i slutningen af 1800-tallet, fast inventar i de lavere raekker og i kronisk pengemangel. Det var også sidstnaevnte, der gjorde, at Dale Vince, der nu var at betegne som lokal forretningsmand og miljøaktivist, overtog klubben.
Siden har Forest Green Rovers forvandlet sig til en klub som ingen anden.
Klubben får al sit energiforbrug daekket af vedvarende energi, banen vandes af opsamlet regnvand, holdet kører til udekampe i en el-bus, og det nye stadion, som Rovers har planer om at bygge, skal fremstilles naesten udelukkende af trae. Det har fået FIFA til at kalde klubben for den grønneste i verden, og i 2018 blev Forest Green Rovers den første fodboldklub til at blive FN-certificeret CO2-neutral.
Så sent som mandag i denne uge vandt Rovers prisen som Elite organisation of the year ved BBC’s såkaldte Green Sport Awards for sit arbejde med baeredygtighed. Ved samme prisfest var den danske landsholdsspiller Sofie Junge Pedersen nomineret
og det var rigtig, rigtig meget på grund af deres baeredygtighedsprofil og deres holdninger,” fortaeller hun.
Selv om den lille League Two-klub ikke ligner eksempelvis AGF på ret mange punkter, og alt, hvad den gør, ikke bare kan overføres direkte fra England til Danmark, tjener Rovers som inspiration.
”Noget af det, man kan tage med fra Forest Green Rovers, det er modet til at gøre det anderledes. Til at taenke nyt og bryde med de forventninger og de normer, der er i fodboldverdenen. Og det skyldes jo også til dels, at de har en anden ejerkonstruktion end de fleste danske klubber. Altså én ejer, som selv er idealist,” siger Anne Jensen.
DEN DÅRLIGE SAMVITTIGHED
I 2020 udkom en rapport, der var dyster laesning for fodboldfans i Europa. Den konkluderede, at hvert fjerde stadion i Englands fire bedste raekke kunne forvente at blive helt eller delvist oversvømmet hvert år i 2050. Herunder Chelseas Stamford Bridge, Fulhams Craven Cottage og West Ham Uniteds London Stadium. I Holland kunne klubber som Den Haag, Groningen, Heerenveen, Utrecht, Feyenoord og Ajax også forvente årlige oversvømmelser.
Samtidig er fodboldverdenen på mange måder klimabelastende. Taenk bare på den maengde energi, der skal til for at afholde en fodboldkamp med taendte projektørlys, eller den maengde braendstof, som holdene bruger på at rejse. I 2015 fik Arsenal hård kritik for at tage en 14 minutters flyvetur til Norwich, og Tottenham for at flyve de 20 minutter til Bournemouth.
Den diskussion dukker jaevnligt op; i sidste uge brokkede Pep Guardiola sig over, at Manchester City var nødt til at tage holdbussen de 240 kilometer hjem fra Newcastle i stedet for at flyve, og i denne uge kørte Bayern München sin holdbus til København for at fragte truppen rundt mellem lufthavnen, hotellet og Parken i forbindelse med Champions League-kampen mod FCK.
Den slags er Sofie Junge Pedersen meget bevidst om. Hun har spillet på landsholdet siden 2011 og i udenlandske klubber siden 2015, så hun rejser ofte på grund af sit job.
”Jeg har altid en dårlig samvittighed, når jeg saetter mig op i et fly. Jeg synes, det er helt forfaerdeligt, at det desvaerre er nødvendigt i mange tilfaelde. Altså når vi spiller en kamp søndag aften, og naeste morgen skal vi vaere i Viborg til landsholdssamling, så er det godt nok svaert at undgå at flyve,” siger hun.
Derfor udregner hun altid, hvor meget hun er med til at forurene ved hver enkelt flyvetur, og så klimakompenserer hun ved at laegge penge i grønne projekter. Men hun ville allerhelst have, at sportens myndigheder begraensede brugen af flyrejser.
”En af mine store drømme er at vaere med til at presse på for, at der kommer nogle regler på flyområdet i fodboldverdenen. Det kunne for eksempel vaere, at der bliver lavet nogle regler for, hvor meget man må flyve. Klubber vil ikke fravaelge flyet, hvis de kan se, at modstanderen flyver og måske får en bedre restitution ved det. Så det skal vaere ens for alle. Ellers tror jeg ikke, at man vil acceptere det,” siger hun.
Og så er den slags ikke engang den største klimasynder. Som forfatteren bag førnaevnte rapport, David Goldblatt, sagde til The Athletic:
”Spillernes bevaegelser er minimal i fodboldens overordnede CO2-aftryk sammenlignet med fremstillingen af fodboldstøvler, ikke kun til professionelle spillere, og CO2udledninger fra fans, der rejser til og fra kampe, samt den CO2, der udledes ved at lave beton til stadioner. Det er langt vigtigere.”
EN STENRIG HIPPIE
Mens ejerne af klubber i international topfodbold er typisk mellemøstlige stater eller jakkesaetklaedte rigmaend og kapitalfolk fra ind- og udland, er Forest Green Rovers’ Dale Vince en anden type. Mildt sagt. Han var tidligere en såkaldt New Age traveller, en slags nomadisk hippie, der rejste rundt mellem musikfestivaler og messer, indtil han ifølge lokalmediet Gloucestershire Live i begyndelsen af 1990 slog sig ned i området. Han var egentlig bare på gennemrejse, men kunne lide stedet så meget, at han blev der.
Det var også her, han stiftede selskabet Ecotricity, som saelger vedvarende energi, primaert fra vind, til forbrugere. Det er det selskab, han har bygget sin formue på. Den lød ifølge førnaevnte Gloucestershire Live 107 millioner pund (920 millioner kroner) i fjor. Vince har annonceret, at han ønsker at saelge Ecotricity, der i øvrigt også leverer strøm til Forest Green Rovers, men det er endnu ikke blevet til noget.
Ecotricity har en udtalt ambition om at gøre en ende på fossile braendsler, og noget tyder på, at Forest Green Rovers spiller en aktiv rolle i de ambitioner. Klubben optraeder flere steder på Ecotricitys hjemmeside, og da den vandt BBC’s grønne sportspris tidligere på ugen, sagde Dale Vince:
”Prisen kommer med anerkendelse, og det hjaelper os med at udbrede vores budskab til verden. Det er en del af vores fremskridt. Vi er nødt til at aendre os i alle dele af livet, og vi er nødt til at green up, og det er sport ikke immun overfor. Men samtidig har sport et unik plads i vores liv og en mulighed – den er indflydelsesrig.”
Man kan ellers ikke ligefrem kalde sportens verden for first mover på baeredygtighed. Naermere fodslaebende. Mens andre brancher i årevis, nogle i årtier, har haft gang i den grønne omstilling, er det kun langsomt på vej i fodboldens verden, hvilket førnaevnte eksempler viser.
En af forklaringerne på det kan vaere, at fodbold traditionelt har haft øjne for en anden form for baeredygtighed end den, der har med klima og miljø at gøre.
”I de fleste fodboldklubber ligger social baeredygtighed og socialt ansvar meget indbygget i deres arbejde. Det er en del af DNA'et at arbejde med baeredygtighed og ansvar. Der har man måske bare ikke kaldt det baeredygtighed. Der har man måske kaldt det at give tilbage eller støtte udsatte grupper. De fleste fodboldklubber laver jo meget på den front, og det kan også betyde, at der ikke har vaeret så meget fokus på den miljømaessige del. Eftersom der så ikke har vaeret nogen krav på området, så rykker det sig jo ikke nødvendigvis,” raesonnerer Anne Jensen.
Derudover er der to velkendte kendetegn for fodbold som branche, som meget vel også kan spille ind. Det ene er, at fodbolden typisk har en konservativ tilgang til nytaenkning. Det er en verden formet af traditioner, som også er en del af tiltraekningskraften, men som nogle gange tipper over i vanetaenkning.
”Vi er jo alle sammen styret af vaner, så hvis ikke vi bliver forceret på en eller anden måde – det kan jo enten vaere via noget pull fra ens kunder, ens fans, ens community eller krav og regler – så er det bare svaert at aendre noget. Så kommer det ikke automatisk, og slet ikke når vi er i en måske tenderende konservativ branche,” medgiver Jensen.
Det andet kendetegn er, at klubberne først og fremmest konkurrerer på banen, så alle forhåndenvaerende midler bliver investeret i bedre spillere, traenere eller faciliteter, der øger chancen for at vinde på søndag og i naeste saeson.
”Der skal gode argumenter til for at flytte pengene fra at købe ind i talent. Det skal der bare,” siger Anne Jensen.
Hvad er så de gode argumenter for at flytte nogle af pengene over i at investere i baeredygtige tiltag? Dels er der risikoen for at komme i problemer med nationale og EU-krav, der hele tiden skaerpes.
”Og det kan blive vaeldig dyrt, hvis ikke man overhovedet er indstillet på det, at man så pludselig skal til at forholde sig til det,” som Anne Jensen siger.
Derudover forventer hun, at flere og flere virksomheder i fremtiden kommer til at - Anne Jensen
Der skal gode argumenter til for at flytte pengene fra at købe ind i talent.