Alene den russiske propagandahistorie burde koste jobbet
Tirsdag i denne uge kunne Jesper Møller og en raekke af hans europaeiske fodboldkolleger drage et lettelsens suk, da UEFA-praesident Aleksandar Ceferin sløjfede de russiske landsholds retur til UEFA-turneringer. U/17-landsholdenes retur til det gode selskab i UEFA var ellers blevet vedtaget på et møde på Cypern i forrige uge, uanset at Jesper Møller benaegter det, men presset på UEFA i en decideret lortesag for europaeisk fodbold med minimum 11 lande og givetvis flere på vej, der ikke ville møde russiske hold, førte til en lidet glorvaerdig retraete.
AT CEFERIN har fortrudt handler naturligvis om den massive modstand blandt politikere, medier, fans og i fodboldsystemet i en lang raekke lande og ikke den undskyldning med tekniske komplikationer med at lukke de russiske hold ind i turneringer igen.
Denne sag tjener som fremkaldervaeske for den vilje, der er til at lukke Ruslands fodboldhold tilbage ind i varmen, samtidig med at Putins regime forsøger at erobre Ukraine med lige dele konventionel krigsførelse og angreb på civile, der tangerer krigsforbrydelser.
TAG IKKE FEJL:
slap Møller og hans kolleger billigt, når nu chefen Ceferin trak et hamrende upopulaert forslag, der kunne have kostet flere folk deres poster eller tvunget dem til at sige praesidenten midt imod under diktat hjemmefra, som det var tilfaeldet for Møller.
Men denne sag er ikke nogen gevinst eller noget positivt for fodbold i Danmark og Europa eller for nogen af de involverede parter.
En raekke dybt bekymrende spørgsmål traenger sig på.
Hvem fandt på, at Ruslands U/17landshold pludselig kom på dagsordenen?
Hvem bryggede den bizarre daekhistorie om børns rettigheder og FN-konventioner, der er både vildledende og vildt umoralsk med blik på, hvad selvsamme Rusland foretager sig i Ukraine, når det kommer til at myrde og lemlaeste børn og teenagere, og deres foraeldre og bedsteforaeldre?
Og hvorfor genfortalte Jesper Møller og fodboldfolk Europa rundt samme vanvittige historie i naermest identiske ord?
HVORFOR DUKKEDE IDEEN op, netop som Rusland forsøger at manipulere sig tilbage til OL 2024 i Paris?
Hvorfor i himlens navn daekkede Jesper Møller sig ind under en tavshedsklausul, der enten var opspind eller blev brudt af en raekke kolleger?
Og hvordan kan han gå med til en så lukket og udemokratisk proces, når han og DBU praediker det modsatte?
Det gode humør er bestemt ikke tilbage - også langt ind i fodboldens raekker i Danmark er DBUchefen upopulaer, ikke mindst efter Qatar-katastrofen og de seneste ugers pinlige Rusland-rygsvømning.
Man skal huske, hvordan FIFA og UEFA i nogle døgn sidste år forsøgte at holde russiske fodboldhold inde i varmen med IOC’s Quisling-løsning fra OL 2016 og 2020 med russiske atleter uden Ruslands flag på dragten og i flagstangen. Først da Polen naegtede at spillede VMkvalifikationskamp i Moskva og Infantino var ved at blive lynchet i den globale opinion, måtte man give op.
hvorfor genfortalte Jesper Møller og fodboldfolk Europa rundt samme vanvittige historie i naermest identiske ord?
ET EKSTRA SPØRGSMÅL: Står UEFA’s princip-beslutning om at lukke Rusland ind igen stadig ved magt, og er blot udskudt, til man - i modsaetning til nu - kan finde en praktisk måde at lukke dem ind? Fodboldpolitik er så hemmelighedsfuldt og gedulgt, at jeg ikke stoler ét sekund på intentionerne og planerne i kulissen, uanset at DBU’s bestyrelse i denne uge har kritiseret tildelingen af VM 2030 og forberedelsen af Saudi-Arabien som vaert i 2034, og hvorfor Alexander Dyukov fra Rusland og Gazprom deltager fuldt ud i arbejdet i UEFA’s eksekutivkomite. Jeg ville vaere dybt bekymret som part i dansk fodbold, uanset hvor jeg befandt mig i systemet, men tegnene på fornyelse er desvaerre ikke til stede, hverken her til lands eller i det større landskab i Europa.
Jacob Quvang jaq@tipsbladet.dk