EN GANSKE FREDELIG UGE – PÅ BANERNE
Som klummeskribent er man jo hver uge undergivet det vilkår, at der skal vaere sket noget spaendende i ugens løb, som kan baere en klumme. Som min tidligere chef sagde, når jeg forsøgte at saette spørgsmålstegn ved et eller andet, at dette var et vilkår – og et vilkår kan du ikke gøre ret meget ved.
Det er noget, som er bestemt ovenfra og fastsaetter de rammer, som du kan reagere indenfor. Og så kan det godt vaere en barsk omgang 52 uger om året at skulle udtaenke et eller andet (mere eller mindre) genialt, som man ønsker at bruge laesernes tid på. Specielt når der ikke har vaeret de store ting at gribe fat i.
Jeg kan ikke huske, om det var Mark Twain eller Storm P., der introducerede den aforisme, at det var dog fantastisk, at der hver dag skete nøjagtig så meget i verden, at det kunne fylde avisen. Men det daekker selvfølgelig over den sandhed, at hvor historierne er små, må typerne blive større.
SÅDAN EN UGE har vi gang i her og nu. Den forløbne weekends kampe kastede ikke det store af sig.
Bevares, lidt muntre bemaerkninger i stil med Hvidovres Peter Lassens udtalelse om, at den kunne selv hans gamle halvblinde mormor have fanget (i forbindelse med et sejrsmål, som gik den forkerte vej). Nu kender jeg udmaerket Peter gennem mange år, også som spiller, og kedeligt har det aldrig vaeret. Gud ske lov for sådanne typer, så det ikke bliver leverpostej det hele. Men den mormor ville jeg da gerne have haft på et dommerkursus, hvis hun har sådanne evner.
Jeg håber, at de kommende dages landskampe vil give noget at skrive om, for jeg har brug for noget letfordøjeligt noget eller bare noget, hvor der er en klar problemstilling at skulle vurdere.
Fodboldloven har trods alt stadig kun 17 paragraffer, så der må i sagens natur komme gentagelser – ikke mindst fordi de fleste spørgsmål, som jeg får ind, går på de samme emner.
Det ville ikke gøre noget med noget helt nyt – men det findes ikke rigtig i vores branche. Og det er jo netop det, som karakteriserer fodboldloven: at det skåret ind til benet er det samme regelsaet som tilbage i 1863, hvor man for første gang nedfaeldede nogle skriftlige faelles regler. Indtil da var det de enkelte distrikter i England, som kørte med hver deres regler, og det kan også vaere interessant at gribe fat i. Ikke mindst hvorfor vi så landede med det regelsaet, som vi gjorde.
OP TIL 1863 var der selvfølgelig mange forskellige regler, mange forskellige synspunkter – og der var brug for en masse følsomme kompromiser. Vigtigst var nok spørgsmålet, om man måtte bruge haenderne eller ej. Man må ikke glemme, at fodbold er opstået på skuldrene af kostskolesporten rugby, hvor haenderne unaegtelig er en meget vaesentlig del af foretagendet. Men man landede altså, hvor man gjorde – og det gjorde også brugen af haenderne til en forseelse, som vi unaegtelig stadig slås med i dag. Jeg har ikke glemt, at jeg skal tage en tur igennem hands i en klumme, men det kraever lige et par dybe indåndinger og et par store glas af et eller andet, før jeg kaster mig ud i det, for det er godt nok hajfyldt farvand. Jeg har nok de samme frustrationer som mange andre, men kunsten er lige nu at få noget struktur på det, så det også bliver forståeligt for andre.
JAN CARLSEN ER TIDLIGERE DOMMER-OBSERVATØR OG EN AF EUROPAS MEST VELANSETE FORTOLKERE AF FODBOLDLOVEN.
VI HAVDE I weekenden konference for de nordiske lovfolk (’konference’ er måske et lidt voldsomt ord, når vi kun er 5-6 mennesker), hvor vi drøftede dette og hint. Men det er et forum, hvor vi drøfter de trends, som foregår i de forskellige nordiske lande – og ikke mindst hvordan man håndterer dem.
Vi diskuterer, vi ser tonsvis af videoclips – alt med det formål at prøve at ramme en nogenlunde ensartet fortolkning i Norden. Mine europaeiske venner har fortalt mig, at det faktisk er en ret enestående foreteelse, for regionale møder af denne type har man ikke i resten af Europa. UEFA holder fra tid til anden nogle samlinger, hvor man på samme vis gennemgår videoclips, diskuterer og med lidt held når frem til en konklusion (og ellers har UEFA én klar i baglommen).
Men det vaesentlige er, at vi er vaek fra den situation, der eksisterede, da jeg startede i 1983, hvor hvert land havde sin egen lille ø, hvor man herskede suveraent uden at lytte til andre. Det gav nogle spøjse situationer fra tid til anden, og ikke mindst var det jo håbløst at navigere i for både hold og dommere, som kom ud i Europa.
TEKNOLOGIEN HAR HELDIGVIS gjort tingene noget lettere med hensyn til materialeudveksling og erfaringsudveksling, og i det hele taget har atmosfaeren aendret sig markant i de 40 år. Nu er jeg selv i denne henseende en gammel hund, men det har vaeret rart at se, hvordan yngre kraefter er kommet til også i andre lande, hvor traditionen måske ikke lige har vaeret sådan. Nu om stunder kan man heller ikke blive international dommer eller linjedommer, hvis ikke man kan gøre sig forståelig på engelsk. I tidligere tider var det bestemt ikke givet, at dommertrioen overhovedet kunne kommunikere, hvis man kom fra forskellige lande, og det kunne give besynderlige situationer (taenk bare på det mytiske måske-mål i VM-finalen mellem England og Vesttyskland i 1966).
Nå, men nogle af de ting, som vi diskuterede i weekenden var noget, som også er en klassiker her i spalterne, nemlig 6 sekunders.-reglen for målmanden. Vi har før prøvet at få IFAB til at se på den igen (uden held), men nu tager vi en tur til. Der er groft sagt tre muligheder – enten begynder man at overholde den, eller man finder et alternativ – eller man afskaffer den.
Der er jo ingen grund til at have en regel stående på papiret, hvis alle og enhver kan se, at den ikke bliver overholdt.
Det grundlaeggende problem er, at alle andre på og uden for banen lader til at vaere fint tilfredse med fortolkningen af den. Holdene får med 10-12 sekunder til rådighed mulighed for at køre deres folk i stilling til igangsaettelsen. Så det er temmelig meget op ad bakke. Men nu har lige det jo aldrig afholdt os fra at forsøge. Det kan godt vaere, at popularitetsindekset ikke ligefrem ryger i top, men i hvert fald for mit eget vedkommende kan jeg sige, at jeg med dåbsattesten in mente ikke har så meget at risikere eller miste.
SÅ MUNTREDE VI os også med et andet faenomen, som jaevnligt optraeder i mine indgående mails. Nemlig det faktum, at målmanden efter en redning laegger sig på jorden naermest oven på bolden, vinder nogle sekunder og så kan saette bolden i spil igen. Lovmaessigt er der det problem, at bolden teknisk set er i spil, men der er bare ingen andre spillere, der lovligt kan komme i naerheden af den. Kan man finde et lille hul i loven, som giver mulighed for at straffe målmanden, hvis det efter dommerens opfattelse tager for lang tid ? Det kommer vi også til at spørge IFAB om.
Som man kan se, er mange af de mails, som kommer, faktisk relateret til ting, som også forekommer i de øvrige nordiske lande. Som sagt, vi prøver – men det er et meget langt sejt traek (omend Danmark i sin tid faktisk kom igennem med et aendringsforslag omkring formuleringen af offsidereglen – men den historie følger en anden gang).
OG SELVFØLGELIG TALTE vi hands, hvor stort set alle var lige frustrerede. Vi fik i faellesskab listet en halv snes kriterier, som burde med i vurderingen. Det bruger vi nogle af de tidligt mørke vinteraftener på at strukturere, og så kommer det også afsted til IFAB. Der er i den grad brug for simplificering. Vi får naeppe noget julekort derfra, men det er så også OK. Hovedsagen er, at man når frem til en fortolkning og formulering, som er forståelig også uden for murene.
Som man kan se, keder vi os ikke, selv om der ikke sker de store ting ude på banerne. Vi hviler ikke på laurbaerrene (som vi aldrig har haft), men prøver at leve op til mottoet om ’What does football expect ?’
Nogle af de ting, som vi diskuterede i weekenden var noget, som også er en klassiker her i spalterne, nemlig 6 sekunders.-reglen for målmanden