DE STORE VAKLER I SVERIGE
To af Sveriges største og mest succesfulde klubber er i fare for at rykke ned. Numødes de i et nervepirrende opgør i andensidste spillerunde, og i centrum af det hele står en raekke danskere.
På mandag spiller IFK Göteborg og AIK en afgørende kamp i andensidste spillerunde af Allsvenskan. Det er der ikke noget underligt i; der trods alt to af Sveriges største og mest succesrige klubber gennem tiderne, så de har hver isaer spillet masser af den slags kampe sent på saesonen, hvor alt er på spil.
Det plejede bare at vaere med omvendt fortegn.
I år er der hverken titler, medaljer eller europaeisk fodbold på spil. I stedet handler det om at undgå det, der i begge klubbers tilfaelde vil vaere en overraskende og ødelaeggende nedrykning. Intet mindre.
IFK Göteborg og AIK er de to klubber, der har spillet flest saesoner i Allsvenskan, der i øvrigt fylder 100 år i 2024: henholdsvis 95 og 91, men i denne saeson har de skuffet faelt, og ingen af dem kan vide sig sikker på overlevelse. I centrum af det hele står en raekke danskere, og en af dem, IFK’s Sebastian Hausner, er godt klar over, hvad der er på spil.
”Det er jo to historisk set store klubber, som lige nu, kan man vist godt sige, har kniven lidt for struben. Så jeg tror, der kommer til at vaere fuld gas både på laegterne og inde på banen, så det glaeder jeg mig helt vildt til,” siger han om kampen.
For både IFK Göteborg og AIK vil det vaere en katastrofe at rykke ud af den bedste raekke. Begge klubber har nemlig ikke kun historiebøgerne fyldt med succes; de har også ambitioner om at blande sig i toppen af Allsvenskan – og formentlig spillertrupper, der er alt for dyre til at have løbende rundt i Superettan.
Men selv om der er meget på spil, er Sebastian Hausner ikke til at hyle ud af den. Han haefter sig ved, at IFK har tre point ned til playoffpladsen og fem til direkte nedrykning, så holdet har stadig sin skaebne i egne haender. Eller fødder.
”Jeg havde måske haft en lidt anden tilgang til det, hvis det var sådan, at vi skulle til at egne med, at de andre hold slog hinanden. Men jeg kan sgu meget godt lide, at bolden ligger for vores fødder. Så kan man jo sige, at så er der måske et større pres på os selv, men fodbold er jo et spil, hvor man skal kunne håndtere naermest alle situationer. Så jeg tror også, at det er meget godt for os, at bolden ligger for vores egne fødder, og vi selv kan styre det,” siger han. ”Så nej, jeg frygter ikke noget som helst.” Mens Hausner og IFK Göteborg altså har henholdsvis tre og fem point ned til de hold, som de for alt i verden skal holde bag sig, er AIK i en lidt bedre position. Trods alt. Holdet har fem point ned til Brommapojkarna på playoffpladsen, så meget skal gå galt, hvis det skal ende med en tur på anden klasse. Omvendt er det en skuffelse i sig selv, at der mangler to spillerunder, og nedrykningsfare overhovedet er et tema.
IFK går ind til kampen med tre nederlag på stribe, men for Sebastian Hausner er nøglen til succes netop, at spillerne ikke går i panik af den årsag. Selv om jorden truer med at braende under dem, skal de have is i maven.
”Jeg tror egentlig ikke, vi skal forandre så meget. Jeg tror bare, det er vigtigt, at vi holder os til vores base, fordi så kender alle os også deres roller, og så er det lidt lettere at gribe kampen an, i stedet for man begynder at trykke på alle panikknapperne,” siger han.
”Jeg tror, det er meget vigtigt at have ro og tiltro til projektet og til måden, vi spiller på. Og så er jeg ret sikker på, at hvis vi har det, så vinder vi også den kamp. Som jeg ser det lige nu, så er vi et bedre hold.”
”DEN VILDESTE RUTSJEBANETUR”
I midten af seneste årti landede IFK Göteborg på en tredjeplads, to andenpladser og en fjerdeplads, men siden har det i bedste fald vaeret ustabilt og måske snarere en
langtrukken, lavintens krise. Økonomien har i perioder var dårlig, ledelsen har vaeret praeget af stor udskiftning, og resultaterne har vaeret derefter. Denne saeson tjener som et godt eksempel.
Som Sebastian Hausner opsummerer det:
”Det er Skandinaviens vildeste rutsjebanetur lige pt. Det har vaeret sindssygt meget op og ned.”
Holdet fik en dårlig start på saesonen, da det røg ud af pokalturneringen allerede efter gruppespillet bland andet på grund af et 4-0-nederlag til IFK Norrköping. Det fik ledelsen til at fyre cheftraener Mikael Stahre bare tre en halv uge før holdets premierekamp i Allsvenskan. I hans sted trådte hans to assistenttraenere, der besluttede, at Hausner og co. skulle spille en anden, mere boldbesiddende spillestil.
”Starten af foråret var sindssygt turbulent. Der skete utroligt mange ting. Traenerfyring, ny spilstil, som skulle implementeres, og en masse nye spillere, der skulle starte deres saeson sammen. Så gik der jo en masse kampe, hvor vi ikke rigtig fik skrabet nogen point sammen,” siger Hausner.
”Assistenterne ville gerne implementere en anden måde at spille fodbold på. Hvilket også var helt fint. Lidt mere possession-orienteret. Men der var saesonen jo også i gang, så det var ikke sådan, at der var sindssygt meget tid i ugerne til både at fokusere på holdet, som vi skulle spille mod i weekenden, og laere en masse nye mønstre at kende. Så jeg tror bare, der var meget tryk på, og der fik vi ikke helt den ro, som det kraever, når man skal implementere nye ting.”
Hausner siger det ikke for at kritisere hverken assistenterne eller klubbens ledelse. Det er bare sådan, omstaendighederne var. Den kritik har andre dog stået for tidligere. De har peget på det, som de ser som en dysfunktionel ledelse med for meget fokus på snarlig succes og for lidt på det langsigtede arbejde, der skal skaffe succesen. Som chefredaktøren for mediet Idrott & Samhälle sagde til FotbollDirekt i fjor:
”Det er en bestyrelse og ledelse, der ikke har fungeret. De har jo skiftet alt meget ofte – både bestyrelser og ledelse.”
”Det er den slags kortsigtethed, som på en måde har skadet klubben gennem årene. De har brug for langsigtet perspektiv, fred og ro og frem for alt orden.”
Det er jo to historisk set store klubber, som lige nu, kan man vist godt sige, har kniven lidt for struben
EN NY, KLAR RETNING
IFK Göteborg vandt kun én kamp i saesonens første 16 spillerunder – altså over halvvejs gennem den 30 kampe lange ligasaeson – og holdet lå laenge til nedrykning. I øvrigt side om side med AIK. Men efter den korte sommerpause begyndte der at ske noget.
I starten af juni ansatte klubben en permanent erstatning for den i marts fyrede cheftraener Stahre: AC Horsens’ Jens Berthel Askou. Han tog backen Thomas Santos med sig fra Den Gule Fare, fra Vejle hentede han Arbnor Mucolli, og i løbet af kort tid gik danskerenklaven altså fra én til fire.
Efter runde 16 vandt IFK seks af de naeste ni kampe, to endte uafgjort, og holdet tabte kun en enkelt gang. Da september blev til oktober, havde kun ét hold hentet flere point i de seneste ti spillerunder. Askou fortalte selv i et interview med Tipsbladet, at hans største aendring handlede om kulturen på holdet.
”Der er mange årsager, og det kommer over tid. Vi fik nogle gode spillere ind, som har gjort en forskel. Vi fik nogle vigtige spillere tilbage fra skader, og så fik vi sat nogle ting i vores dagligdag omkring kultur,” sagde han.
”Vi fik taget fat i nogle ting, der gjorde lidt ondt, omkring mentaliteten først og fremmest.”
Sebastian Hausner mener dog også, at hans landsmand på traenerbaenken rykkede nogle ting rent sportsligt.
”Efter Jens og Ola [Larsson, teknisk direktør, der blev ansat i slutningen af april] kom til, så tror jeg, at de blev enige om, hvordan slagets gang skal gå, og der kom ligesom en rød tråd i, hvordan det skulle fungere på banen, offensivt og defensivt. Det er jo også meget lettere som spiller at skulle forholde sig til, hvad man skal gøre, fordi så er det jo ligesom bare at passe ind i den rolle, som man er blevet sat til, og så er det ellers bare at follow the leader,” siger han.
”Og så er det jo bare vigtigt, at alle er på samme side, så der ikke er nogen, der sejler i sin egen sø, fordi så fungerer det ikke. Det er jo bygget meget op omkring, at hvis holdet som helhed fungerer, så fungerer individet også. Han har vaeret ret klar og tydelig om, at det var sådan, det kom til at fungere nu, og så har folk ellers bare vaeret loyale over for tilgangen til det. Og jeg tror, det er det, der har hjulpet os, at man har den der loyalitet, og at man ligesom laegger troen på, at det her er vejen nu, og så er det bare at følge den vej.”
SVERIGES AGF
Nu skal den tilgang og ikke mindst troen på den stå sin store prøve. For siden den flotte periode har IFK Göteborg tabt tre kampe på stribe, hvorfor holdet fortsat risikerer at rykke ned. Isaer hvis det taber mandag til AIK. Det vil ifølge FotbollDirekt koste 40 millioner svenske kroner i tabte indtaegter. Det svarer til mellem en tredjedel og en fjerdedel af klubbens årlige omsaetning.
Så Sebastian Hausner overdriver ikke, når han siger, at holdet har kniven for struben forud for saesonens to sidste kampe, men omvendt tror den danske midtstopper ikke alene på, at IFK overlever. Han spår, at dette efterår kan vaere et vendepunkt. Hausner har nemlig set det ske tidligere.
Han fik sin fodboldopdragelse og sit gennembrud som senior i AGF, der på flere punkter tåler sammenligning med IFK Göteborg. Begge klubber hører hjemme i landets naeststørste by, begge har en lang og stolt historie, mange fans og dertilhørende store forventninger – som de til gengaeld har haft svaert ved at indfri.
Det oplevede Hausner på naermeste hold i Århus gennem en årraekke, og nu genkender han nogle af de samme mekanismer i Gøteborg.
”Jeg så jo det hele fra de indre linjer, og frustrationen over de forgangne år, den hober sig jo også bare op, ligesom den gjorde AGF,” siger han.
Men som AGF har vist, kan selv de mange års frustrationer og tilsyneladende tilbagevendende problemer godt vendes til fremgang og relativ succes. Måske har IFK Göteborg allerede taget de første skridt på vejen dertil.
”Vi kan jo tage det hold, vi har nu, og det, vi har vist spillemaessigt i efteråret. Det var måske også noget af det, vi så i AGF, da David Nielsen kom ind. Der kom en traener, som vidste 100 procent, hvilken vej vi skulle gå. Som spiller er man bare loyal, det skal man jo altid vaere, men det hold, han kom ind til, passede også bare godt til den måde, som tingene skulle foregå på. Lige siden har AGF jo – udover forrige saeson – bidt skeer med toppen,” raesonnerer Sebastian Hausner.
IFK har ikke vaeret uden for Allsvenskan siden 70’erne, og hvis holdet rykker ned i løbet af den naeste halvanden uge, bliver det mulige vendepunkt selvfølgelig udskudt. Men Hausner er optimist.
”Nu har jeg selvfølgelig kun vaeret her i syv måneder, men jeg vil sige, at solen skinner stadig ude på traeningsanlaegget, så så mørkt er det ikke.”
Han er fast besluttet på, at lighederne med AGF ophører, når det kommer til ét bestemt punkt: Før det blev godt, måtte klubben ned i den andenbedste raekke. Men som Hausner siger om IFK Göteborg:
”Det skal vi ikke.”
The great fallacy is that the game is first and last about winning. It is nothing of the kind. The game is about glory, it is about doing things in style and with a flourish, about going out andbeating the lot, not waiting for them to die of boredom”
Fra 1954 til 1964 var den nordirske midtbanemand Danny Blanchflower anfører for Tottenham, da London-klubben ramte sin absolutte storhedstid under manager Bill Nicholson med The Double i 1961, en FA Cup-titel mere i 1962 og Europa Cuppen for pokalvindere i 1963.
Men den gode Blanchflower var også dygtig til det med ord, og ovenstående citat, som han leverede i 1972, da karrieren var slut, har siden stået som den skrift, der definerer Tottenham Hotspur Football Club – hvad den er lavet af, hvordan den skal spille, og hvilke forventninger folk på laegterne har til fodboldoplevelsen.
Trods de smukke intentioner er det dog aldrig blevet til den store succes. Der har bestemt vaeret glimt af storhed undervejs, men man har stadig kun vundet de to mesterskaber i 1951 og 1961, mens den seneste FA Cup blev sikret i 1991. Og i Premier League-aeraen, der begyndte i 1992, er det kun blevet til et par beskedne Liga Cup-titel i 1999 og 2008. Men det har ikke aendret på grundtanken om ”glory ... style and with a flourish” [aere, stil og med fanfare].
”Det kan vaere et åg, men det er jo et fedt åg, og nu har vi alligevel vaennet os til, at vi aldrig vinder en skid. Vi vil bare gerne se noget fodbold, der gør os glade og stolte,” som den danske Tottenham- fan Janus Køster-Rasmussen siger det.
Han er forfatter og journalist på DR, hvor han har lavet TV-dokumentarer om blandt andet vikarlandsholdet og de tabende modstandere fra dengang Danmark vandt EM i 92, mens han også startede podcasten Fodboldmagasinet i sin tid. Og så blev han ramt af Tottenham i 1983, da han som 11-årig indirekte blev indfanget af Danny Blanchflowers ord, som de dengang blev udlevet af profiler som Glenn Hoddle og Steve Archibald.
”Det skete i november 1983, hvor jeg satte mig foran Sportslørdag – dengang var der jo ikke så meget andet at lave en lørdag eftermiddag – og så var det Tottenham, der skulle spille mod Luton på Kenilworth Road. Og så vandt Tottenham 4-2, og de spillede bare pissegodt.”
”Jeg kan tydeligt huske det øjeblik, det skete, for det var en ung spiller, Tottenham havde på det tidspunkt, der hed Ally Dick, der scorede det sidste mål til 4-2. Det var så overskudsagtigt. En haelaflevering fra Steve Archibald, som han så hugger ind helt Haaland-agtigt fra kanten af feltet.
Og så taenkte jeg bare, det er fedt, det der, dem holder jeg med,” siger Janus Køster-Rasmussen, der lige har fejret et lidt tidligt 40 års jubilaeum med Tottenham, da London-klubben for en lille måned siden vendte tilbage til Kenilworth Road og vandt med beskedne 1-0 efter en udvisning af midtbanemanden Yves Bissouma.
Resultmaessigt lyder det jo lidt som det Tottenham-hold, der har floreret i Premier League i de seneste fire saesoner under først José Mourinho og siden Antonio Conte, men intet kunne vaere laengere fra sandheden. For selv om italienske Conte i marts braendte sit traenernavn i England ned til grunden med en laengere tirade om Tottenhams egoistiske spillere, der var for svage til at spille under pres, så var det altså ikke vaerre end, at en forholdsvis ukendt 58-årig australier på rekordtid har løftet klubben og holdet op på en sensationel førsteplads som ubesejret efter 10 runder.
Og Ange Postecoglou har gjort det med en gang fodbold, der rammer lige ind i fortidens ord fra Danny Blanchflower.
MANAGERE MED POKALGARANTI
Sidst, der duftede lidt af storhed i Tottenham, var under den argentinske manager Mauricio Pochettino, der fra 2014 til 2019
byggede et mandskab, der kunne have vundet et sjaeldent mesterskab i 2016, men blev overtrumfet af sensationen fra Leicester, og til sidst nåede Champions League-finalen i 2019 med et hold, der ikke havde fået tilført nødvendige forstaerkninger og egentlig havde toppet, og derfor også tabte 2-0 til Liverpool i Madrid, før det hele brød sammen kort efter.
Med finalenederlaget rundede Tottenham mere end et årti uden titler, og det hjalp ikke at ansaette først José Mourinho og siden Antonio Conte, selv om de to ellers havde vaeret garant for titler i deres tidligere klubber. Det var ikke skidt, men det blev heller aldrig godt, og Mourinho og Contes defensive spillestil var samtidig et voldsomt brud med traditionerne fra White Hart Lane, som man jo også gerne ville have med over på det nye stadion.
”Det er lidt forkaelet at vaere sur, for det ene år blev vi jo nummer fire [under Conte i
2022], og det andet år kom vi med i Europa League [efter en sjetteplads under Mourinho i
2020], så jeg er sikker på, at Southampton for eksempel gerne ville bytte. Men de sidste fire år har alligevel vaeret drøje at komme igennem.”
”Jeg holdt simpelt hen op med at glaede mig til at se Tottenham. Det blev en pligt frem for en fornøjelse, og man skulle sidde og kaempe sig igennem de der kampe, hvor Eric Dier prøver at spille ud til siden, og den, der spiller back den dag, bliver presset og spiller den tilbage til Eric Dier.
Vi kunne ikke spille os ud af det pres.”
”Under Mourinho fungerede kontraspillet så ret godt, men det er jo ikke det, som vi Tottenham-fans identificerer os selv med. Vi identificerer os ikke med at vaere reaktive, vi skal vaere proaktive, tage dirigentstokken og prøve at bestemme hvordan en kamp skal vaere. Men det gjorde vi aldrig.”
”Det var da fint nok med en fjerdeplads, og noget af tiden under Conte gik det jo også godt nok, men det er faktisk ikke det, vi gerne vil have ud af at vaere fan af Tottenham. Vi vil have den identitet, der er så staerk i den klub, den skal komme til udtryk hele tiden. Men den identitet som klubben har haft tilbage til Blanchflower og laengere tilbage endnu, den var jo vaek på det tidspunkt, og det var faktisk vaerre end at tabe. Den glaede og stolthed og identitet, som vi Tottenhamfans forbandt med klubben, den var vaek.”
”For mig handler fodbold om følelser og om øjeblikke. Man er jo kun i øjeblikket. Der er ikke andet end øjeblikket. Og så kan det godt vaere, at vi tabte den skide Champions League-finale, men semifinalen mod Ajax inden... [Tottenham gik videre på et mål af Lucas Moura i sidste sekund af udekampen]. De følelser, der ramte mig der...”
”Jeg var helt alene i stuen og hoppede op og ned på stuegulvet og var nødt til at gå ind til min kone der ved midnatstid og sige, at jeg ikke kom til at gå i seng nu, det kunne bare ikke lade sig gøre. Det øjeblik kan aldrig blive taget fra os.”
”Men hvis man ikke har de øjeblikke nogensinde eller saerlig tit, men skraber en reaktiv 1-0 eller 1-1 hjem hver gang, så fungerer det ikke. Det identitetstab, der lå i det, var for mig og mange andrevaerre end at blive straffet for at spille for kaekt,” siger Janus Køster-Rasmussen.
Så satset med Mourinho og Conte fungerede ikke. Der faldt ikke en gang et lille trofae af, og de to blev i de fire saesoner fra 2019 til 2023 gennemsnitligt nummer 6,25, mens Pochettino fra 2015 til 2019 ramte en meget bedre tredjeplads i snit med flere fine øjeblikke undervejs. Der var noget, der var gået helt galt, og det var den ellers så udskaeldte formand Daniel Levy også klar over.
”Strategien var at ansaette en manager med pokalgaranti, og det gjorde vi to gange. Man må laere af sine fejltagelser. De er begge store managere, men måske ikke for denne klub. For vi vil gerne spille på en saerlig måde, og hvis det betyder, at det vil tage lidt laengere at vinde, så er det måske detrigtige for os. Og det er derfor, at det for mig at se var den helt rigtige beslutning at få Ange ind,” sagde Levy ved et fanarrangement i september.
Det kunne han selvfølgelig også sagtens sige, for på det tidspunkt havde Tottenham taget 13 point i de første fem kampe – og det er kun blevet bedre siden de sjaeldne ord fra formand Levy.
Det kan vaere et åg, men det er jo et fedt åg, og nu har vi alligevel vaennet os til, at vi aldrig vinder en skid. Vi vil bare gerne se noget fodbold, der gør os glade og stolte
DEN UNDERVAELDENDE POSTECOGLOU
Da Antonio Conte holdt sin brandtale om alt det, der var galt i Tottenham – den 18. marts efter 3-3 mod bundproppen fra Southampton – var det klart og tydeligt for alle, at det var slut med italieneren i Lon