ET LANDSHOLD I UBALANCE
Det der skulle have vaeret en formsag på det olympiske stadion i Serravalle endte med at blive én af de mest omdiskuterede landskampe i nyere tid. 2-1 sejren på San Marino sendte Danmark taettere på EM. Men rykkede den i virkeligheden også landsholdet laengere fra dem selv - og befolkningen?
Euforien nåede i mange henseender samme højder som i sommeren 1992, men semifinalen på ikoniske Wembley blev punktummet på den smukke, naermest H.C. Andersenske fortaelling om fodboldherrerne anno 2021.
Fra Christian Eriksens naerdødsoplevelse i Parken, til rejselystne, løsslupne danske roligans, der efter år i coronaisolation satte kulør på Amsterdam og Baku som sjaeldent set før. Det var magisk. Det var uforklarligt, hvordan holdet, hvordan kollektivet, rejste sig fra traumet, da hele nationens nummer 10 gik i graesset.
Mødet med San Marino et par år senere står derfor i skaerende kontrast til ovenstående ud som et historisk lavpunkt. Det kom bag på mange - spillerne inklusiv - at bunden sad så løst monteret, som tilfaeldet var det i de 90 pinagtige minutter mod verdens på papiret ringeste fodboldnation.
Sejren bragte mere skam end glaede, og for første gang i umindelige tider fandt man det end ikke passende at synge sejrssang i omklaedningsrummet efter tre vigtige point til EM-regnskabet. Hvordan kan det hold, vi alle faldt i svime over i sommeren 2021 falde så hurtigt fra tinderne? Hvad ligger bag de tomme blikke vi oplevede i ørkenstaten godt 6.300 kilometer fra Rådhuspladsen sidste vinter? Hvad ligger bag kollapset i Astana dette forår, hvor tre sikre point mod verdensranglistens nummer 98 forsvandt mellem fingrene på de rød/hvide drenge i løbet af et kvarter? Og hvad ligger bag den forkrampede og naermest bundløse praestation for praecis 31 dage siden mod miniputnationen over dem alle? Og hvordan humper landsholdet sig ind over målstregen i de resterende kampe mod Slovenien og Nordirland - saerligt med tanke på skadesfravaeret af både Christian Eriksen og stjerneskuddet, Rasmus Højlund?
POTENTIEL SORTEPER
Spørgsmål som disse rumsterer antageligt i hovederne på mange af dem, der gang på gang køber sig adgang til faellesskabet i et udsolgt Parken.
Det samme er tilfaeldet hos Andreas Kraul, DR’s landsholdskommentator. Han husker, hvordan følelserne rakte langt ud over Parkens graestaeppe et par somre tilbage, men oplever også hvordan de opskruede forventninger nu rammer spillerne på banen som en boomerang.
“Sommeren 2021 vil altid stå tilbage som noget helt saerligt. Både for landsholdet, men også for den almindelige dansker. For hver kamp, for hvert resultat steg folkestemningen, og hele nationen red på en bølge af lykke, faellesskab og samhørighed.”
“Det blev selvforstaerkende. Der var ikke det, vi ikke kunne. Og følelsen varede egentlig ved efter nederlaget til England i semifinalen,” forklarer fodboldkommentatoren.
Den suveraene og snorlige kvalifikation til historiens mest omtalte slutrunde i Qatar, gjorde i manges optik Kasper Hjulmands
mandskab til VM-slutrundens ypperste dark horse, der, hvis alt flaskede sig, sagtens kunne gentage bedriften fra EM og spille med om sportens mest eftertragtede trofae.
Og her kommer én af spillets største floskler så i spil. Det har nemlig vist sig, at det kan gå hurtigt i fodbold. Meget hurtigt endda.
“Nu er spillet blevet frygtsomt, og der skal ikke meget til, før fundamentet begynder at krakelere. Det så vi i Qatar, i nederlaget mod Kasakhstan og senest mod San Marino, hvor det var ved at gå helt galt mod verdens dårligste landshold,” siger Kraul og fortsaetter.
“Sejren i Helsinki lignede startskuddet til en tilbagekomst. Det var ikke prangende, men den knyttede naeve, den fremskudte brystkasse og følelsen af, at holdet stod sammen, var der igen. Man kom så forholdsvis hurtigt tilbage i den samme, kedelige rille et par dage senere.”
Den vitale sejr over Finland blev nemlig fulgt op af endnu en vaklende praestation, hvor man skulle hen til de to sene scoringer i første halvleg af Jonas Wind og Robert Skov, før man kunne adskille de dan
Nu er spillet blevet frygtsomt, og der skal ikke meget til, før fundamentet begynder at krakelere
ske spillere fra de kasakhiske gaester. Endnu en sejr, der affødte flere spørgsmål, end den gav svar.
KRAMPAGTIGT
At praestationen mod San Marino var ildevarslende vidner sølle fire afslutninger inden for rammen og en akkumuleret xG på beskedne 0,68 i allerhøjeste grad om.
På bagkant er diverse situationer blevet analyseret og debatteret, men saerligt én episode er blevet billedet på landsholdets nuvaerende tilstand - både spillemaessigt og mentalt.
Debutanten fra F.C. København, Elias Jelert, virkede nervøs som et espeløv og selv mod amatører med del- eller fuldtidsarbejde ved siden af anstrengelserne på det grønne klaede, var simple pasninger eller berøringer forbundet med fejl og mangler.
Ifølge mentaltraener og sportspsykolog Henrik Hjarsbaek er dette ikke et udtryk for et akut tab af fodboldmaessig ydeevne, men snarere blokeringer på øverste etage.
“Jeg ser klart et skifte i dynamikkerne på landsholdet i øjeblikket. Fra at agere og tage hånd om kampene, ender holdet ofte med at reagere ud fra modstanderen eller resultatet,“forklarer Hjarsbaek, der via sin virksomhed HH Mentality har arbejdet taet sammen med flere spillere i periferien af landsholdet.
“Tidligere oplevede jeg et landshold, hvor spillerne løftede hinanden i niveau, hvor alle passede ind i nye roller og hvor spillet og tilgangen var legende, fri og intuitiv.”
“Nu virker spillerne tynget, tappet for energi, mentalt traette og indadvendte. Det løsningsorienterede er blevet forceret og krampagtigt, og i stedet for at løfte opgaven i flok, oplever jeg spillere, der mest af alt sørger for at sikre sig selv og sin egen praestation,” siger Hjarsbaek.
Hertil hjaelper det selvfølgelig heller ikke landsholdets forudsaetninger for at levere champagnefodbold efter få traeninger sammen, at baerende kraefter som Kasper Schmeichel og Simon Kjaer naermer sig den fodboldmaessige pensionsalder eller at profiler som Christian Eriksen, Pierre Emile Højbjerg, Andreas Skov Olsen, Mikkel Damsgaard, Kasper Dolberg og Alexander Bah enten har vaeret skadet eller henvist til baenken i store perioder af kalenderåret 2023.
HVOR STÅR HJULMAND I DET HELE?
Også manden på sidelinjen har virket draenet og ude af sync siden det tidligere end ventet exit i Doha sidste år. Kasper Hjulmand, der under EM på hjemmebane blev hele nationens retoriske og empatiske kaeledaekke, fremstår mere søgende i sine svar og mere famlende i sine holdsammensaetninger end hidtil. Landstraenerens navn har tidligere vaeret kaedet sammen med store, udenlandske klubber som Ajax, Aston Villa, Everton samt en raekke Bundesliga-mandskaber. Nu synes der mere stille om Hjulmands navn, og også hovedpersonen selv har i perioder trukket sig fra rampelyset.
Det er i sig selv ikke alarmerende, siger Henrik Hjarsbaek. Det kan dog saette gang i ting, der kan vaere svaere at reparere.
“Vi så hvordan han ikke bare løftede holdet, men hele nationen, i en svaer tid i sommeren 2021. Han talte til alle, når han åbnede munden.
“Hele debatten om Qatar som vaertsnation gik han jo også ind i med oprejst pande. Han endte nok med at stå alene og tage for mange kugler selv, og fra at løfte
holdet til uanede højder under EM-slutrunden, så spillerne, og os der fulgte med fra afstand, pludselig en anden udgave af Hjulmand under og efter Qatar.”
“Og det kan vaere farligt. Begynder lederen, i dette tilfaelde Kasper Hjulmand, at tvivle på egne evner og sine beslutninger, så går der ikke laenge før den tvivl har forplantet sig til hele truppen.”
Kuren mod sådanne sygdomme skal ifølge mentaltraeneren identificeres hurtigt muligt.
Og selvom svarene kan vaere forholdsvis banale, kan de vaere svaere at komme frem til, hvis de ikke bliver italesat i plenum eller på tomandshånd.
Hjulmand har i traeningerne op til skaebnekampen mod Slovenien advokeret for et frygtløst dansk mandskab, der for alt i verden ikke må holde sig tilbage og blive låste fredag aften. Flere af spillerne, heriblandt Mathias Jensen og Joachim Andersen, har også ytret sig om holdets udtryk - eller mangel på samme - og bragt ord som
“usikkerhed” og “problematisk” op til overfladen i interviews i landsholdslejren i Helsingør.
Fodbolddirektør Peter Møller har for nylig vaeret ude og frede landstraeneren, og i et historisk perspektiv, og da slet ikke efter fire sejre på stribe, har DBU ikke haft for vane at bede om et ryddet skrivebord før tid.
PRES FORPLANTER SIG
Det bør heller ikke komme på tale i Hjulmands tilfaelde, mener DR’s fodboldkommentator.
“Der er flere scenarier i spil, som jeg ser det. Vi kan slå Slovenien, kvalificere os til slutrunden i Tyskland, og få en fest i Parken fredag aften. Så kan vejen og måden vi nåede til slutrunden på, hurtigt blive glemt.”
“Det er et scenarie, der vil give Hjulmand og resten af staben ro. Står vi derimod i en situation, hvor vi er tvunget til et resultat i Nordirland, kan jeg godt vaere bange for, at det bliver mere nervøst end hvad godt er,” siger Andreas Kraul, og tilføjer.
“Så kan spøgelset vi har forsøgt at uddrive nogle gange snildt vende tilbage. Og jo mere fokus der er på problemerne, også fra os i medierne, jo hurtigere vil det forplante sig til spillernes hoveder. Og fødder.”
Kommer det så vidt, at Danmark skal gennem et par nervepirrende playoff-kampe for at kvalificere sig til naeste sommers slutrunde - eller skulle deltagelsen ved slutrunde helt glippe, vil billedet selvfølgelig vaere noget anderledes, mener Kraul.
“Så vil kritikken opstå igen. Det er klart.
Så vil Hjulmands fortsatte virke - med rette - komme til debat igen.”
“Spillerne har selv vaeret med til at saette baren utrolig højt. Måske endda for højt i forhold til holdets reelle niveau. Mange accepterer nok også, at niveauet daler en smule. Men nok ikke så dybt, som vi så under VM eller flere gange i denne kvalifikation. Jeg tror dog, at holdet kan bibeholde den folkelige opbakning laenge. Vi oplever stadig stor interesse for landsholdet på vores platforme på DR, og der er jo udsolgt i Parken på rekordtid hver gang. Det ville dog vaere lettest for alle, hvis bare vi sparker den ind bag Jan Oblak et par gange fredag aften,” afslutter Andreas Kraul.
Danmark har aldrig tabt til Slovenien, hvor det hidtil er blevet til fire sejre samt det uafgjorte resultat i Ljubljana tidligere i kvalifikationen.
Danmark deltog fra 1984 til 2004 i fem EM-slutrunder på stribe, men har siden misset slutrunden i Schweiz og Østrig i 2008 og i Frankrig i 2016.
Spillerne har selv vaeret med til at saette baren utrolig højt. Måske endda for højt i forhold til holdets reelle niveau