Kommentar: SELV EN KRITIKER KAN SE LYSPUNKTER FOR DBU OG LANDSHOLDET
Tro det eller lad vaere: Jeg er hverken sur eller rasende af natur, når jeg saetter mig til tasterne og hudfletter moderne fodbold, FIFA eller DBU.
Man skulle måske ikke tro det, når man laeser Tipsbladet i dag eller følger vores daekning af FIFA, VM eller det danske fodboldforbund, der er under pres i en fodboldverden i hastig forandring, og et landshold, der efter opturen i 2021 og første del af 2022 har vaeret under pres siden begyndelsen af VM i Qatar.
Men der er faktisk lyspunkter og muligheder, hvis man er DBU, det danske Alandshold og arbejder i dansk fodbold. Dem ser jeg naermere på her.
Kometen Rasmus Højlund
Nogle gange giver fodbold-tilvaerelsen en uventet gave, og så er det bare med at tage imod.
En sådan gave har Rasmus Højlund vaeret. Fra at vaere rotationsspiller og reserve i FC København samt en spiller, der ikke var blandt de baerende kraefter eller største profiler på ungdomslandsholdene, blev Højlund i 2023 et hit på landsholdet og i Atalanta.
Den slags sker heldigvis, og Højlund har ud over sine mål også givet et boost med ny energi til landsholdet.
Det er ikke til at vide, hvad der var sket uden Højlund, men det er muligt, at man ikke havde ligget med to matchbolde i november, på trods af at holdet har så tydelige problemer, som det har.
Med mindre der igen sker noget meget uventet med Rasmus Højlunds karriere, har landsholdet en frontløber i de naeste 10-12 år, ja helt frem til det famøse VM i Saudi-Arabien i 2034, og det vil mange kolleger misunde den siddende danske landstraener.
De gode ungdomsårgange
Det er naturligvis svaert at spå, hvem der bliver de helt store kanoner som voksne, som vi lige har vendt med Rasmus Højlund.
Men ser vi lige bort fra slutrunde-resultaterne på ungdomslandsholdene, er der god grund til optimisme for både danske klubber og landshold.
Et vaeld af teenagere og spillere i U/21-alder er ikke blot i udlandet men spiller flittigt på et højt niveau, og hjemme i Danmark er der også mange dygtige spillere på vej.
I DBU vil man naturligvis tage en del af kreditten, hvilket er i orden.
Men det store ryk er sket i det både det daglige arbejde i klubberne og deres strategiske satsninger på ungdomsarbejdet, faciliteter og uddannelse af traenere.
Fra at der for ti år siden var flere Superliga-klubber, der knapt nok havde fuldtidsansatte traenere og ledere i ungdomsafdelingen, er der i dag flere klubber med ungdomsarbejde på højt europaeisk niveau.
FC København, FC Nordsjaelland, FC Midtjylland og Brøndby IF har omfattende talentsatsninger med egne transferbudgetter og omkostninger på højde med de mindre Superliga-klubbers førstehold.
Konklusion: Det giver gode muligheder fremover for både landsholdene og klubholdene, samtidig med, at man sørger for, at det ikke kun bliver dyre udlaendinge, man kan se på det lokale Superliga-stadion.
En staerk Superliga I det hele taget ser fødekaeden ret staerk ud.
FCK spiller Champions League, en håndfuld klubber ser staerke ud, og holdene kan i det hele taget spillere hurtigere og mere teknisk fodbold end for bare få år siden.
Stort set alle hold og spillere kan klare 90 minutter for fuld damp uge efter uge, og det giver bare en sund liga.
Laeg dertil, at man på overordnet plan har langt staerkere klubber økonomisk, end man havde for 10-15 år siden. Der er naturligvis undtagelser som AaB og Sønderjyske, der har haft nogle drøje år.
Men samlet set er man langt foran resten af Norden, mens de største klubber sagtens kan måle sig med klubberne i Benelux, Østrig-Schweiz, hele Østeuropa og de mindre klubber i Frankrig, Tyskland og Spanien.
Det giver dansk fodbold et godt fundament, der på den lange bane faktisk er langt vigtigere og fylder mere både for DBU og klubfodbold, at der har vaeret et år med dårligt og staekket spil på A-landsholdet.
Stor interesse for fodbold i Danmark Når Danmark fredag aften spiller hjemme mod Slovenien, er det foran et udsolgt Parken.
Det er 13. gang i traek, der ikke er ledige pladser til en landskamp i Parken, og det er uanset hvad godt skuldret af fagfolkene i DBU, landsholdet og fansene.
Og det ser også godt ud i Superligaen, hvor der har vaeret tårnhøje tilskuertal efter corona, og hvor det at tage på stadion ligesom for 15 år siden er blevet noget, mange danskere gør, også uden at man er benhård følger, der laeser samtlige Superliga-nyheder på Tipsbladet.dk.
DBU og klubberne har sammen et ansvar for at bevare en god kobling til resten af dansk fodbold, så man ikke bare er Superliga-hold og landshold.
Men der er mange derude, også børn og unge, der synes, fodbold er fedt, og der har dansk fodbold bare et rigtig godt afsaet i de her år, selv om konkurrencen om de unges opmaerksomhed er voldsomt hård.
En chance for at vaere modpol
Der er et hav af problemer med fodbold anno 2023, i hvert fald hvis man spørger mig.
FIFA og UEFA sejler, og jeg mener også, DBU har betydelige interne problemer og forklaringsproblemer.
Vilde klubejerskaber og nationalstater truer med suge ilten ud af atmosfaeren omkring fodboldspillet og dets rødder, som hverken er landskampe eller Champions League, men derimod når vi mødes til hyggebold, eller vores unger tonser afsted med en bold året rundt i al slags vejr.
Når jeg har hamret løs på DBU og dansk fodbold for at tage klarere stilling og afstand til eksempelvis Saudi-Arabiens VM i 2034 og vaere i langt skarpere opposition, er det jo ikke fordi, jeg tror, Jesper Møller og de danske fodboldledere har opfundet eller billiger alle problemerne.
Men for mig at se har man i disse år en gylden mulighed for virkelig at repraesentere fodboldspillet og de vaerdier, fodbold og sport oprindelig handlede om og vel stadig gør.
I DBU vil man helst operere i kulissen og mener, man får reel indflydelse der. Jeg er uenig.
Gør som det norske forbunds forkvinde Lise Klaveness og tal magten i FIFA og UEFA ret imod – Danmark får alligevel ikke slutrunder og skal jo ikke tie stille af angst for at traede nogen over taeerne.
Der er brug for et opgør med fodboldkulturen og fodboldverdenen, og der har DBU og dansk fodbold en unik mulighed for at stå på den rigtige side i historiebøgerne, nemlig sammen med fansene, i stedet for at respektere Omertaen, tavshedens lov, der vel mere end nogensinde før er kulturen og grundvaerdien i international fodbold.