Smidt i faengsel under VM: ”DET VAR SÅ YDMYGENDE”
Et hav af migrantarbejdere fik aldrig den løn, de var lovet på arbejdspladser i Qatar, og blev udnyttet og i nogle tilfaelde faengslet og smidt hjem uden kompensation. Et år efter VM 2022 begyndte i Qatar, har Tipsbladet talt med en af de migrantarbejdere, vi mødte i Doha sidste efterår, som har ar på krop, sjael og bankkontoen efter at vaere blevet snydt i VM-vaertslandet.
Jeg er begyndt at spille fodbold igen. Jeg skal ud og spille med mine venner i morgen!” John er glad, når han taler om fodbold. Det gaelder isaer, når det handler om Liverpool eller landsholdet, mens han mindre tilfreds med, hvordan det går i den hjemlige favoritklub i Ghana, Hearts of Oak.
Kontrasten til tiden i Qatar er enorm. John, der er omkring 170 centimeter høj og spinkel af bygning, blev mod sin vilje og mod aftalen sat til at arbejde på en byggeplads i bragende hede.
Og det endte, bogstavelig talt, i tårer og en hjemsendelse, der stadig nager den ghanesiske mand.
”Sammenlignet med, da du mødte mig i Qatar, smiler jeg hele tiden. Sådan var det virkelig ikke dengang. Jeg har det godt nu. Men jeg var jo ved at dø de sidste måneder i Qatar,” siger John, der har bedt om anonymitet af hensyn til sine jobmuligheder og en eventuel erstatningssag.
SNYDT
Mens mange af de arbejdere i fysisk kraevende jobs, Tipsbladets udsendte mødte i Qatar sidste år, var store, staerke unge maend eller senede, erfarne arbejdere, var John meget bevidst om, at han ikke er skåret til et job på en byggeplads. Så han og familien havde betalt flere tusinde kroner til en rekrutteringsagent oven i flybilletter og andre udgifter til over 10.000 kroner, penge John lånte af familien med en plan om at betale det hele og meget mere tilbage via jobbet i Qatar.
John fik lovning på et job i rengøringsbranchen, og han taenkte ikke videre over det, da han ved ankomsten til lufthavnen i Doha blev bedt om at underskrive et papir på arabisk og på at udlevere sit pas. Der klappede faelden.
Det viste sig, at han havde underskrevet en ansaettelseskontrakt, og ikke et stykke papir, der som lovet skulle give ham et qatarsk ID-kort.
I stedet for et rengøringsjob var resten af siderne i kontrakten, som John ikke fik vist den dag i lufthavnen i slutningen af 2021, som arbejder på en byggeplads i et helt andet firma.
”Jeg forklarede, at jeg havde en uddannelse, og at det slet ikke gav mening. De kunne saette mig til et andet job,” siger John, der tidligere har arbejdet som laerer i Ghana og har laest på universitet.
”Men jeg fik besked på at arbejde på byggepladsen i syv måneder. Det gjorde jeg så, selv om det var livsfarligt, og jeg blev så syg af det. Selv efter al den tid fik jeg aldrig det sundhedskort, jeg havde krav på juridisk, og som jeg skulle have for at kunne komme til laegen. Vi havde arbejdet uden sikkerhedsudstyr og under livsfarlige vilkår. Og så skyldte de oven i købet mig og mange andre meget løn, i mit tilfaelde tre måneders løn.”
John slaebte cementsaekke, der var naesten lige så tunge som ham selv, og på trods af, at han havde dårlig ryg.
Der var støv og snavs i luften, sikkerhedsudstyr eller forsvarlige stilladser var der ifølge John ikke noget af, og han blev mere og mere syg og skidt tilpas.
Da Tipsbladets udsendte mødte John i efteråret 2022 i Qatar, var han smilende og imødekommende men også traet og slidt.
Ingen af de løfter, han var blevet givet undervejs, var blevet indfriet, men det skulle blive vaerre endnu.
SNYDT IGEN
Selv om han vidste, det kunne gøre arbejdsgiveren vred, gik John og nogle af hans kolleger i samme situation til arbejdsretten i Qatar og klagede over den dårlige behandling. Det er vel at maerke en retsinstans, Qatar skabte i årene op til VM-vaertskabet, som var målrettet mod migrantarbejdere og for at forhindre dårlig behandling af de mange udenlandske arbejdere.
John havde af egen drift fundet et andet, mindre fysisk kraevende job i Qatar, der også var klar på at betale ham en bedre løn, og der manglede kun en underskrift og tilladelsen til at skifte job.
Men den ville byggefirmaet ikke give men kraevede i stedet, at John og hans kolleger arbejdede videre, selv om firmaet skyldte dem flere måneders løn.
Da VM-slutrunden var helt taet på, naegtede John og flere af hans kolleger at tage på arbejde, før de havde fået deres løn og de dokumenter, de havde krav på.
Som svar blev John og kollegerne politianmeldt af firmaet for at vaere stukket af og dermed vaere kriminelle på flugt i Qatar, og i korrespondance under VM fortalte John om situationen, og at han var bange for at blive arresteret, selv om han intet ulovligt havde gjort.
”De kom efter os 8. december. Den dato vil jeg aldrig glemme. Jeg har fødselsdag 25. december, så jeg havde fødselsdag i faengslet,” siger John.
”En af lederne i lejren kom faktisk over og forklarede politiet, at vi ikke havde gjort noget som helst forkert. Politiet spurgte, hvor vi var fra, og vi fortalte dem, vi var fra Ghana. Vi forklarede, at vi adskillige havde bedt firmaet om at få en NOC, et dokument, der giver os ret til at skifte job, og som vi juridisk har krav på, når vi arbejdet for et firma i et halvt år. Men at vi ikke havde fået det dokument, selv om vi havde krav på det,” siger John.
”De kunne jo bare have tjekket overvågningskameraerne eller spurgt lejrchefen der, hvor vi boede, for at finde ud af, at vi overhovedet ikke var stukket af. Vi var i firmaets lejr, hvor vi hele tiden havde boet, vi
var ikke forsvundet nogen steder hen. Vi kraevede bare at få adskillige måneders løn, som de skyldte os. Men politiet og myndighederne tjekkede intet,” siger John.
”Politiet sagde, at de ville tage os med til deres kontor, og der skulle vi nok få vores NOC. Og der er det vigtigt for mig at sige, at det var rent fup. Det var et trick til at få os til at gå med. For da vi så kom ud til deres vogn, fik vi håndjern på,” siger John.
”Jeg var taet på at dø i faengslet. Gud holdt hånden over mig. Vi blev smidt i håndjern, og vi fik ikke at vide, hvad anklagen var, hvad det var, vi skulle have gjort. Jeg blev sat i et lokale med tre andre, jeg kender, og vi anede ikke, hvad der skulle ske. Jeg følte mig død indeni,” siger John om faengslingen, som Tipsbladet har set dokumentation for.
I FAENGSEL
Alt dette skete under VM.
Danmark var for laengst røget hjem, da John blev anholdt, men kvartfinalerne på de stadions, der var bygget af Johns landsmaend og andre migrantarbejdere, skulle spilles, ligesom hoteller, veje og stort set alt andet, der blev brugt under VM, også enten var bygget af eller blev hørt kørende af udenlandske arbejdere.
”Det her var jo under VM. Jeg kan huske, at Argentina og Holland skulle spille kvartfinale dagen efter, og jeg glaedede mig til at se den kamp. Men den kunne jeg så ikke se. Mit hjerte slog så staerkt de dage, jeg var bange for, at jeg skulle dø,” siger John.
”Jeg havde så svaert ved at rumme det, der var overgået mig. Det traume, det var at blive smidt i faengsel. Det var så uendelig svaert, så ufattelig svaert for mig. Jeg kunne ikke spise noget på den første dag. Siden gav de os bare fladbrød, intet andet. Og jeg kan ikke tåle det af helbredsmaessige årsager. Det var et rent helvede for mig. Jeg var ikke i bad i en uge, og det blødte, når jeg var på toilettet,” siger John.
Den ghanesiske mand havde det skidt, holdt sig til sine kammerater, og var bange for, hvad der skulle ske med ham. Uvisheden var det vaerste.
”Ingen forklarede os noget som helst. Vi var overladt til os selv. Jeg og de andre, jeg kendte, talte tingene igennem med nogle af de andre afrikanere, der var der. Det var en hjaelp for os, de forklarede hvordan tingene fungerede. Men det var også uhyggeligt at høre dem fortaelle deres oplevelser.”
”Nogle af dem havde siddet der i sekssyv måneder. Jeg var så raed, da jeg hørte det. Hvad ville der ske med mig, hvis jeg skulle sidde der i så lang tid? Vi var totalt overladt til os selv,” siger John.
RACISTISK SYSTEM
”Faengslet var et uhyggeligt sted. Mange folk der var vrede. Nogle røg. Det var indenfor, og der var ingen udluftning, og jeg havde allerede svaert ved at traekke vejret efter det hårde slid på byggepladsen. Der var slagsmål mellem fangerne, maden var dårlig. Alle os, der var der, var enige om, at vi aldrig nogensinde igen ville rejse til Qatar eller et lignende land for at arbejde. For arbejdsgiverne og myndighederne er fuldstaendig ligeglade med os. Det er fuldstaendig umenneskeligt,” siger John.
Efter tre uger kom politiet igen til faengslet en dag i slutningen af december 2022.
”Igen fortalte de overhovedet ikke, hvad der skulle ske. De ville ikke sige vores navne i faengslet, vi fik et nummer. En dag kom de og råbte mit og nogle andres numre op. Vi blev ført vaek i vores faengselstøj, og husk på, at de ikke sagde noget som helst om, hvad der skulle ske. Vi blev ført ud til den her varevogn, du ved, sådan en, man fragter hårdkogte kriminelle i. Alle vinduerne var lukket til, der kom ingen luft ind, og jeg anede ikke, hvad der skulle ske. Jeg havde i forvejen svaert ved at få vejret på grund af en arbejdsskade, jeg havde fået på byggepladsen, så det var så ubehageligt. Jeg var allerede alvorligt syg efter tre uger i faengslet, så jeg hev og sled efter vejret og følte igen, at jeg kunne ende med at dø.”
”Det viste sig så, at vi skulle i retten igen. Dommeren spurgte, hvorfor vi var stukket af. Jeg forklarede, at vi ikke var stukket af. Jeg forklarede, at jeg havde fået en operation i Ghana, og at jeg havde sagt ja til at tage til Qatar under forudsaetning af, at jeg skulle have et rengøringsjob, som agenten havde lovet mig. Men så viste det sig at vaere et arbejde på en byggeplads,” siger John.
”Og husk lige på, at jeg selv betalte min flybillet for at komme til og hjem fra Qatar for at arbejde for dem. Jeg blev lovet at få det NOC, det dokument, der gav mig lov at skifte job, efter et halvt år, og så igen flere gange efter det. Men jeg arbejdede der ni måneder. Naesten et år. Og jeg fik aldrig tilladelsen til at skifte job, selv om jeg havde fået lovning på et andet job op som sikkerhedsvagt.”
Og der i retten kunne John ikke mere. ”En af de andre i faengslet, en kenyaner, havde fortalt mig og mine kammerater, at de ville holde os i faengslet i tre måneder, hvis vi blev ved med at insistere på at få vores løn og på at få lov til at skifte job. Nogle af de andre, vi mødte i faengslet, havde også vaeret der i fire-fem måneder, og i laengere tid end det for nogles vedkommende, uden der var sket noget som helst,” siger John.
”Så der i retten, der brød jeg sammen. Jeg gav op. Jeg sagde, at jeg hellere ville hjem, og det samme vil de andre, jeg var i retten med.”
”Vi blev kørt tilbage til arbejdslejren, hentede vores ting, og før jeg anede mine levende råd, sad jeg på flyet hjem til Ghana og stortudede. Jeg var fuldstaendig knust. Hvad skulle jeg spise? Hvordan skul
le jeg få et arbejde? Hvad ville mine venner og bekendte dog sige om mig? Nyheden var allerede ude derhjemme. At jeg kom hjem efter at have vaeret i faengsel, og at jeg ikke havde nogen som helst penge med. Gud, hvor graed jeg meget. Jeg havde end ikke penge til at tage den obligatoriske COVID 19-test, da vi landede i Accra,” siger John, der som sort mand oplevede racistisk adfaerd regelmaessigt.
”Jeg maerkede racismen mange gange på grund af min hudfarve, og hvor jeg er fra. Og de ville ikke tale engelsk til mig og mine kolleger. Vi måtte have hjaelp af andre afrikanere, for arbejdsgiverne og myndighederne ville kun tale til os på arabisk eller hindi,” siger John, der også følte sig skidt behandlet den dag i slut-december 2022 i retten.
”Vi havde ikke en advokat. Vi havde en oversaetter. Som vi ikke vidste om oversatte det, vi sagde, korrekt til dommeren og politiet på arabisk. Vi var vores egne advokater, hver mand måtte forsvare sig selv, også i retten,” siger John.
YDMYGENDE
Hjemme i Kumasi, en af Ghanas største provinsbyer, havde John det endog saerdeles dårlig fysisk Men ydmygelsen og skammen over, at det var gået så katastrofalt, som det var, gjorde lige så ondt.
”Tankerne fløj afsted, mens jeg sad i faengslet. Jeg var helt fra den. En af mine venner kom og besøgte mig i faengslet. Han havde talt med mine foraeldre og mine søstre hjemme i Ghana, og de havde graedt så meget, da de hørte, hvad der var sket med mig. Det sårede mig så dybt, det Qatar gjorde mod mig. Det har efterladt nogle voldsomme ar,” siger John.
”En af mine venner fortalte derhjemme i min hjemby, at jeg var blevet arresteret. Da jeg kom hjem, var jeg fast besluttet på, at jeg en dag ville rejse tilbage til Qatar og have genoprejsning for den ydmygelse, myndighederne og landet har påført mig. Jeg kan simpelthen ikke leve med det, jeg vil ikke have det siddende på mig.”
”Det er så ydmygende. Folk kender mig heldigvis godt, de ved, at jeg er et godt menneske, en god kristen, der aldrig kunne finde at gøre noget forkert. Jeg kan ikke leve med, at de på den måde bare smed mig i faengsel som en forbryder,” siger John.
”Jeg var på hospitalet i en lille måned herhjemme i Ghana. Jeg var så mørkt et sted i mit liv, jeg var så svaekket og så ked af det. Da jeg kom hjem, placerede mine søstre mig på et vaerelse i familiens hus og sørgede for mig i to måneder.
Købte medicin, lavede mad, og plejede mig, så jeg kunne komme mig. Men det tog tid. Jeg blødte, når jeg skulle på toilettet, jeg mistede så meget blod, at det var farligt. Og jeg havde så ondt i ryggen. Jeg graed så meget i de måneder,” siger
John.
SLAVESYSTEM FINDES STADIG
I dag arbejder John for sin onkel, der har en vekseler-butik, der også håndterer pengeoverførsler.
Han har det langt bedre nu, men oplevelserne i Qatar sidder i ham.
”Alene i løn skylder de mig 4.500 qatarske riyal [8.600 kroner]. Så kan vi laegge dertil, at jeg selv betalte for mit fly ved at låne af min mor [for cirka 10.000 kroner], og jeg betalte cirka 500 amerikanske dollar [3.500 kroner] i honorar til den agent, der hyrede os,” siger John.
”Jeg synes simpelthen ikke, det er i orden, at Qatar og andre lignende lande med Kafala-systemet får lov at hente udenlandske arbejdere til. De ser os simpelthen ikke som mennesker. Jeg udførte et stykke arbejde for dem, men min arbejdsgiver og myndighederne så mig som et dyr. Der var ingen medmenneskelighed eller empati.”
”Jeg knoklede måned efter måned på en byggeplads i et job, der gjorde mig syg, og som var livsfarligt. Og når vi så naermede os slutningen af måneden og jeg og mine kolleger skulle have løn, fandt arbejdsgiveren på den ene undskyldning efter den anden for ikke at betale os. Vi blev simpelthen ikke behandlet som mennesker,” siger John, der overhovedet ikke køber Qatars forklaring om, at Kafala-systemet, der har holdt millioner af udenlandske arbejdere på slavelignende vilkår, er afskaffet.
”Kafala-systemet er der stadigvaek. 100 procent. Det forsvinder aldrig, det har vaeret der i generationer, i århundreder. I Kafala skal man tjene sin ejer. Den person eller det firma, der har hentet én til landet. Som har hentet én som en vare. De kan draebe dig, og de kan draebe dig langsomt med det arbejde, du bliver sat til. Og kravet i Kafala er stadig, at du tier stille og bare arbejder. Gør praecis, hvad arbejdsgiveren og cheferne kraever,” siger John.
Når de skal have VM-vaertskabet i 2034, kunne jeg forestille mig, at de hyrer udenlandske arbejdere til forberedelserne til turneringen. Jeg har hørt, de allerede er i gang
DUR IKKE SOM VM-VAERT
Som fodboldinteresseret har han fulgt med i, at Qatars store naboland Saudi-Arabien er ved at få VM-vaertskabet i 2034. Og det går John på.
”Når de skal have VM-vaertskabet i 2034, kunne jeg forestille mig, at de hyrer udenlandske arbejdere til forberedelserne til turneringen. Jeg har hørt, de allerede er i gang, jeg kender folk, der er taget til landet for at arbejde. Så kan man jo kun forestille sig, at det samme sker, fordi Kafala også findes i Saudi-Arabien. At der bliver hentet arbejdere ind, som bliver behandlet dårligt, og som ikke får løn for deres arbejde. Og hvis man så ikke gør, hvad de kraever, fordi man bliver behandlet dårligt, så bliver man smidt i faengsel,” siger John.
”Hvis det ikke var for fattigdom, der lokker folk til at tage de her job i lande som Qatar og Saudi-Arabien, ville jeg opfordre alle mine ghanesiske og afrikanske brødre og søstre til aldrig at tage job som arbejdere i de lande. Det er det samme system i Saudi-Arabien som i Qatar. Jeg kender kvinder, der arbejder i Saudi-Arabien, og jeg kender til den behandling, de får der. De lider på grund af Kafala.”
”Der var jo mange andre lande, man kunne have givet det VM i 2034 til end Saudi-Arabien. Hvorfor giver man det til dem og ikke til et land, der behandler arbejdere og mennesker bedre? Jeg forstår det simpelthen ikke,” siger John.
Nu håber den unge ghanesiske mand, at han en dag kan komme udlandet igen for at spare penge op eller fortsaette sine studier. Men det skal ikke vaere i et land, hvor udenlandske arbejdere behandles som i Qatar.
”Jeg håber, jeg en dag får både den løn, de skylder mig, og kompensation for det, jeg blev udsat for. Det vil jeg tage imod med god samvittighed. Men hvis jeg ikke får det, jamen så overlader jeg resten til gud. For gud dømmer vores handlinger, og en dag skal vi alle stå til ansvar for, hvad vi har gjort. Og så er der nogen, der kommer til at bøde for, hvordan de behandlede mig og så mange andre mennesker,” siger John.
”Jeg håber på, at jeg en dag kan fortsaette med mine studier. Jeg vil meget gerne vaere advokat. Så jeg håber, nogen kan hjaelpe mig, at jeg en dag får et stipendium til at laese videre.”