DERFOR VAR DER IKKE STRAFFE TIL FC KØBENHAVN

Jeg skal ellers love for, at det er blevet efterårsvejr. I hvert fald her på matriklen har det stormet og regnet i uhyrlige maengder – dog intet at regne for de steder i det jyske og fynske, hvor der decideret kan tales om oversvømmelse.

Lad os trøste os med, at der kun er fem uger, til året vender igen. Lige nu føles Henrik Nordbrandts berømmelige November-digt meget naervaerende. Det, som vi trøster os med her i huset, er, at de maengder nedbør, som kommer, i det mindste ikke skal skovles. Og hvad har det så med fodbold at gøre ?

Jo, en venskabskamp mellem Belgien og Serbien har måttet flyttes til et andet stadion, fordi nationalstadion er regnhaerget. Så vi er ikke alene i kurven.

Ellers er det jo på papiret en fredelig uge, fordi der er landskampspause, men sådan er det ikke nødvendigvis på denne side af skrivebordet. Vi er ikke vejrafhaengige på den måde, og spørgsmålene er der fremdeles.

Ellers har det vaeret en relativt fredelig uge trods københavner-derbyet. Lige akkurat det kastede et par situationer af sig, som efterfølgende har vaeret genstand for lidt diskussion (om end ikke så meget på banen).

Begge situationer falder i første halvleg og har VAR involveret. En FCK’er faeldes lige omkring kanten af straffesparksfeltet. Ingen tvivl om benspaendet, men det store spørgsmål er, om det er indenfor eller udenfor. Er det udenfor, kan VAR ikke gøre noget som helst ifølge protokollen. Er det indenfor, er der måske en sag.

Denne viser sig at vaere udenfor, og det er så det. Den naeste kommer i slutsekunderne af første halvleg med et sammenstød i straffesparksfeltet mellem en BIF-forsvarer og en FCK-angriber – og den er mere tricky. Det er selvfølgelig også derfor, at VAR bruger godt to minutter på at tjekke den igennem.

JEG HAR HAFT lejlighed til at lytte på VARkommunikationen, og det kører helt efter bogen. De kan simpelthen ikke efter de forhåndenvaerende vinkler afgøre, hvem der spiller bolden først, før sammenstødet kommer. Og så er vi tilbage ved VAR's udgangspunkt: der skal vaere en klar og åbenlys dommerfejl, før VAR kan komme i spil.

Vi har en forsvarer, som løber efter en bold og prøver at sparke til den – og en angriber, som kommer bagfra og stikker benet ind for at erobre bolden. Nu er det jo på ingen måde en livsforsikring at spille bolden først. Der kan sagtens ske grimme ting bagefter med det haengende ben.

Jeg har set situationen rigtig mange gange, og for mig ligner det, at forsvareren er først på bolden, hvorefter angriberen stikker benet ind og i forsøget og så får ramt forsvareren med knopperne på foden.

Omvendt kan man haevde, at forsvareren sparker op i angriberens fod. Men forsvareren har allerede svinget benet og er i faerd med at cleare, da angriberen kommer forbi. Det ender med et frispark til forsvareren, da angriberen synes at vaere sidst på.

DET ER SVAERT at få et straffespark ud af det, når man selv er i hvert fald delvis skyld i kontakten. Så med fare for at rage uklar med en frygtelig masse mennesker vil jeg mene, at kendelserne er korrekte. Men det er et prima eksempel på, hvad VAR kan og ikke kan. Når man ikke selv med en grusom masse kameravinkler kan afgøre, om vi skal den ene eller anden vej, er det ikke nogen klar og åbenlys dommerfejl, uanset hvad afgørelsen måtte vaere. Havde dommeren nu dømt straffespark, ville VAR ud fra disse argumenter heller ikke have interveneret. Men under alle omstaendigheder er det en ualmindelig giftig situation. For nu at blive i Parken var der en kamp mod Manchester United tidligere på ugen. Der var en god del VARinterventioner. Én ting er, at jeg fra den bløde laenestol ikke var voldsomt imponeret over dommerens afvikling, men det er der jo heldigvis folk på stadion til at tage sig af.

Men der er i hvert fald tre situationer, som man skal bemaerke sig. Der er et par straffespark for hånd på bolden. Ét til FC København, som må vaere fuldstaendig indiskutabelt. Bolden kommer til armen – men armen er i unaturlig stilling og foretager en selvstaendig bevaegelse mod bolden, hvilket gør det meget lettere for dommeren.

Og så er der ét til United, som jeg ikke er ubetinget begejstret for. Armen er ind til kroppen, og der er ikke nogen bevaegelse, selv om bolden kommer fra relativt kort afstand. VAR kalder et on fieldreview, og det synes jeg heller ikke er nogen god idé (man burde bare holde snuden vaek) – og da slet ikke, når dommeren efter gennemsyn vaelger at dømme straffespark.

Og så er der udvisningen af Rashford. Tacklingen kommer med stor kraft og med knopperne forrest. Min første indskydelse fra laenestolen var advarsel, men de langsomme gentagelser, også fra andre vinkler viser, at tacklingen ikke sidder på foden (som jeg troede), men over. Og så er der kun én vej.

Bringer man en modspillers sikkerhed i fare, er taksten en udvisning. Det kunne snildt have kostet en braekket ankel. Så er det egentlig ligegyldigt, om Rashford ikke kan gøre for, at han lige lander det sted – nej, men saetter man en sådan tackling ind, spiller man med en risiko.

Det er ligesom at spille i lotteriet – nogle gange går det godt, men går det ikke godt, må man også betale prisen. Det interessante her er, at Rashford ikke protesterer, men bare går sin vej, for han ved godt, at den er gal.

Jeg er helt med på, at denne udvisning har afført en god del diskussion. Formentlig fra de samme United-fans, som har brokket sig over TV-daekningen med et påstået fokus på FCK. Jeg kan ikke genkende det – og kunne det heller ikke under udsendelsen.

SELVFØLGELIG KAN MAN ikke forlange af danske kommentatorer, at de skal vaere 100 % neutrale, når danske hold er involveret. Det ville man heller aldrig forlange af landsholdskommentatorer (naeste test er her fredag aften).

Vi dommermennesker er jo dresseret til at vaere neutrale, uanset hvad, fordi fokus er på dommerpraestationen – men det kan man ikke forlange af journalister og eksperter, som jo også skal saelge varen til seerne.

Sidste udkald i denne uge bliver kampen mellem AGF og Viborg. Vi har en situation umiddelbart før AGFs 2-0 mål, hvor Viborgs målmand efter en dødbold kommer ud i feltet, støder sammen med en AGFspiller og bliver liggende på jorden. Under to sekunder efter bliver bolden sparket i mål fra paent lang afstand. Der er to ting i det her.

For det første er Viborg-målmandens udfald af en kaliber, som snildt kunne udløse et straffespark og et gult kort. Målmaend har ikke bare frit lejde til at gå efter en bold (selv om mange tror det). Dernaest er der problemet med, at målmanden bliver liggende.

Ifølge efterfølgende udtalelser mener målmanden åbenbart, at når en målmand ligger ned, skal spillet afbrydes. Det ville jo vaere vidunderligt, hvis verden var så sort eller hvid, men det er den ikke.

Spillet skal afbrydes, hvis målmanden ikke er funktionsdygtig og har brug for at vaere det. To eksempler: målmanden kaster sig efter en bold, brager ind i målstangen, og splitsekundet efter sparkes bolden i mål. Der dømmes mål.

Eksempel 2: samme situation, men bolden spilles herefter rundt i straffesparksfeltet med målmanden liggende. Spillet skal afbrydes. Så der er ingen automatik i dette – og AGFs mål er fuldstaendig efter reglerne.

Én ting er, at jeg fra den bløde laenestol ikke var voldsomt imponeret over dommerens afvikling, men det er der jo heldigvis folk på stadion til at tage sig af.

NOVEMBER ELLER EJ – det er nu, det hele skal afgøres. Hvis vi overhovedet har et hold tilbage, hedder det Slovenien i Parken fredag aften (dette skrives som saedvanlig onsdag). Jeg krydser alle legemsdele i den berømte dybe laenestol.

JAN CARLSEN ER TIDLIGERE DOMMER-OBSERVATØR OG EN AF EUROPAS MEST VELANSETE FORTOLKERE AF FODBOLDLOVEN.