HUMLEBIERNES KAMP
Brentfords danske manager Thomas Frank var ikke i tvivl, da Premier League for første gang ventede på London-klubben. ”Vi er som en humlebi. Den er ikke skabt til at flyve, men vi har alligevel vaeret i stand til at flyve ind i Premier League, og vi vil konstant gøre alt, hvad vi kan, for at flyve så højt som muligt,” sagde Frank før saesonåbneren i august 2021 på det nye stadion hjemme mod Arsenal.
Og det gik jo meget godt. Arsenal blev besejret 2-0 i Brentfords gensyn med den bedste raekke, som man ikke havde vaeret forbi siden 1947 og kun tilbragt i alt fem saesoner i gennem klubbens historie, og siden har man etableret sig som et solidt midterhold, der ikke laengere overlever udelukkende via store spillersalg, men har vaeret i stand til at forstaerke klubbens fundament via de store tv-penge, der nu strømmer ind i klubkassen.
Humlebien har fået solide vinger og er ikke laengere den store sensation i Premier League. Man flyver stabilt og sikkert og ligger aktuelt på 11. pladsen, taettere på drømmen om en tur ud i Europa end frygten for en nedrykning, så nu er status som humlebi overgået til en ny klub i den bedste raekke. For hvad laver Luton Town dog der med en trup af ukendte spillere og en hjemmebane fra fortiden – og har de overhovedet en chance i lørdagens kamp ude mod netop Brentford?
EN NEDTUR OG ET DIGT
Rent historisk er Luton en større klub end Brentford, for de har tilbragt hele 16 saesoner i den bedste raekke og har vaeret i tre pokalfinaler, hvor Liga Cup-finalen mod Arsenal endda også blev vundet i 1988. Det var i den absolutte storhedstid, hvor Luton var at finde blandt de bedste 10 saesoner i traek fra 1982 til 1992, hvor man i seks af saesonerne fra 1985 til 1991 spillede på en meget primitiv form for kunstgraes og fra 1989 til 1991 tillige havde Lars Elstrup som målfarlig frontløber.
Men da Premier League blev født, kom Luton Town ikke med på vognen. Tvaertimod sank man ned gennem raekkerne, indtil et sats gav comeback i The Championship i midten af nullerne, hvilket så bare kostede så dyrt, at alt faldt fra hinanden rent økonomisk kort efter. For der var også problemer med nogle agentudbetalinger, som fodboldforbundet slog hårdt ned på, så i 2007 rykkede klubben ud af The Championship, og året efter gled man videre ned i League
Two efter at have fået 10 minuspoint i straf i 2007/08-saesonen, hvilket så blev opgraderet til minus 30 i saesonen efter på grund af den dårlige økonomi.
Det var selvfølgelig mere, end klubben kunne klare, selv om man faktisk vandt den lille pokalturnering FA Trophy i den saeson med en 3-2 sejr over Scunthorpe på Wembley, hvor 40.000 tilhaengere buhede lige så meget af fodboldforbundet, som de tiljublede deres lokale helte. Så i 2009 faldt Luton helt ud af divisionerne, og tingene så mere end svaere ud på Kenilworth Road – og på Nørrebro i København, hvor digteren Jesper B. Korndal havde genopdaget en gammel passion.
”Luton var jo sådan en klub, der altid havde spøgt lidt i baghovedet fra Tipslørdag, isaer fordi Lars Elstrup var der i slutfirserne, men i slutningen af nullerne dukker de så op igen for mig, og jeg ved faktisk ikke hvorfor. Men de røg jo ud med et brag i 2009, og så begyndte jeg rigtigt at følge dem.”
”Man har jo altid sagt, at Conference League er den svaereste raekke at komme ud af, og det var det også, og man begyndte at taenke, at det aldrig ville lykkedes, efter de tabte to oprykningsfinaler på Wembley. Det var svaert at komme ud af det morads, men undervejs lavede de jo så et par gode runs i FA Cuppen og vandt blandt andet over Norwich fra Premier League som det første Conference-hold i mange, mange år.”
”I 2014 lykkedes det så endelig at komme tilbage i divisionerne, efter jeg havde siddet lørdag efter lørdag på Nørrebro og fulgt dem i Conference på et eller andet super-dodgy stream. Og så er de virkelig fløjet af sted siden da,” siger Jesper B. Korndal, der også i 2014 skrev et digt til aere for Luton og specielt firsernes storhed med forsvareren Steve Foster med pandebåndet og trøjesponsoren Bedford på brystet i samlingen 'Europa Cup onsdage som jeg husker det...'
Da Thomas Frank rykkede Brentford op i Premier League, sammenlignede han bedriften med humlebien, der ikke kunne flyve. Nu har London-klubben i den grad fået luft under vingerne som et etableret mandskab i den bedste raekke, hvor man på lørdag møder arvtageren til titlen som humlebi. For hvad laver Luton dog i Premier League, og hvordan skal det ende? Alt tyder på godt – også selv om de skulle rykke ud igen med det samme.
NERVEPIRRENDE OPRYKNINGSFINALE
Så de på Nørrebro så magiske lørdage i Conference League blev afløst af knap så romantiske divisionskampe, mens livet udviklede sig videre for digteren, der tabte naerkontakten med favoritklubben men fortsat fulgte dem på afstand. Og det gik fint.
Man placerede sig med det samme godt i League Two, og da den walisiske manager Nathan Jones kom til i januar 2016 begyndte det for alvor at gå fremad med oprykning til League One og videre til The Championship i 2019, selv om Jones un
dervejs var blevet plukket af Stoke. Men han kom tilbage med sin entusiasme og offensive spillestil, og Luton fortsatte fremgangen og gik fra en 19. plads til en sjetteplads og en tabt semifinale om oprykning til Huddersfield på tre saesoner, før det hele på forbløffende vis faldt i hak i sidste saeson, der endte med en sensationel oprykning til Premier League via en tredjeplads i raekken og en afsluttede sejr på Wembley efter straffespark mod Coventry. Og det selv om Nathan Jones igen var blevet plukket, denne gang af Southampton i Premier League, og var blevet afløst af Rob Edwards, der ellers kom fra en managerposition hos lokalrivalen fra Watford nord for London.
”Den der playoff-finale mod Coventry var fanme nervepirrende. Jeg skulle putte min datter og endte med at ligge at se straffesparkskonkurrencen på lydløs på min telefon,” fortaeller Jesper B. Korndal om den aften sidst i maj, hvor holdets anfører Tom Lockyer tidligt måtte køres på hospitalet, efter han faldt om med hjerteforstyrrelser, men hvor Luton alligevel og for første gang blev en del af det fineste selskab i Premier League som klub nummer 51 i historien, som den er blevet skrevet fra 1992.
Det betød også, at den gamle hjemmebane Kenilworth Road nu pludselig skulle vaere vaert for Premier League-modstandere og store tv-transmissioner, så man fik mere end travlt hen over sommeren for at få opgraderet det foraeldede og meget mystiske stadion med fem tribuner til de nye tider. Og det lykkedes, selv om det kostede knap 100 millioner kroner, hvilket dog også udvidede kapaciteten med mere end fem procent, omend det blot var fra 10.356 til 11.050 tilskuere.
Men selv om der ikke er plads til så mange, så sidder de fleste meget taet på banen med en vanvittig stemning til følge, mens de gaestende Premier League-stjerner ryger en tur tilbage til fortiden i omklaedningsrummene, og udebanetilhaengerne stadig skal gå under et raekkehus og op ad nogle trapper på kanten af nogle baghaver for at komme på plads.
”Der var ikke nogen, der forventede, at Luton ville kunne rykke op, så de har gjort det fantastisk. Og det lader til at de tager deres nye situation ret roligt. De vidste godt, at det ville blive svaert, og de går efter at få det bedste ud af det hele.”
”På en eller anden måde må vi få plads til alle i omklaedningsrummet, som jeg har hørt ikke er saerlig stort, men vi skal nok få skiftet, og så er det en fodboldkamp, og det er alt, hvad jeg har brug for - en bane, en modstander og vores hold,” som Jürgen
Klopp beskrev det, da Liverpool lagde vejen forbi Kenilworth Road for en måneds tid siden og måtte nøjes med 1-1 – endda på en sen udligning af Luis Diaz.
STADIONDRØMME
For selv om Luton i den grad var undertippede og også har taget det roligt, selv om sejren over Coventry garanterede en indtaegt på minimum 1,45 milliarder kroner over tre år, så er det gået ganske fornuftigt for oprykkerne, der har arbejdet videre i samme spor, der skaffede dem hele vejen til Premier League.
Det handler om hårdt arbejde, det handler om dødbolde, og det handler om at udnytte energien fra hjemmebanen – og selvfølgelig også fra fornemmelsen af at vaere en del af den bedste raekke, som der ikke er så mange Luton-spillere, der har prøvet før.
”Der er ret mange penge i at komme i Premier League, og så kan man jo gå to veje. Man kan bruge det hele og håbe det bedste, men Luton gik den anden vej og forlaengede med den stamme, der har vaeret der gennem årene, mens man også har foretaget nogle okay dispositioner med de spillere, der er kommet ind. De har ikke taget for mange transferfri lottokuponer på høje lønninger,” som Jesper B. Korndal beskriver sommerens transfermarked, hvor Luton hentede 13 nye spillere for i alt 170 millioner kroner.
De største navne var Ross Barkley (tidligere Chelsea) og Andros Townsend (senest Everton), der begge kom på en fri transfer, mens det dyreste indkøb, Wolverhamptonbacken Ryan Giles, ikke har slået til, og danske Mads Juel Andersen, der også var et af de større indkøb fra Barnsley som forstaerkning i centerforsvaret, desvaerre har vaeret plaget af skader. Men det er altså gået ganske fornuftigt for Luton alligevel.
Starten var godt nok svaer med nederlag ude til Brighton og Chelsea på 1-4 og 0-3, mens man ventede på, at Kenilworth Road skulle blive kampklar til Premier League, hvorefter man så tabte 1-2 hjemme til West Ham og 1-0 ude til Fulham. Men siden da har man fundet formen. Det er blevet til ni point i de seneste ni kampe med sejr ude over Everton og hjemme over Crystal Palace sidste weekend, og da Everton fik 10 minuspoint for overtraedelse af Financial Fair Play-reglerne, rykkede Luton også op over nedrykningsstregen med fire point ned til Sheffield United.
SVAERT
Men ni point for 13 kampe er stadig ikke meget og indikerer en total på 27, hvilket er langt under de 34 point, der er det hidtil mindste pointtal, et hold har overlevet en bundstrid i Premier League med (West Bromwich 2004/05). På den anden side er der aldrig tre oprykkere, der er rykket direkte retur til The Championship igen, og lige nu virker Luton staerkest af de tre foran Sheffield United og skuffende Burnley, og det varer naeppe heller laenge, før man i hvert fald har overgået de 11 point, som Derby rykkede ud med i 2008.
”Jeg synes, de har fået arbejdet sig ind i det, og det er jeg sgu imponeret over, for jeg var i tvivl om, det kunne holde vand. Det er jeg så egentlig nok også stadig vaek, for der kommer altid en hård jul og en hård påske i England. Men umiddelbart er jeg ret fortrøstningsfuld,” som Jesper B. Korndal siger det.
Og selv om det skulle ende med at gå galt, tegner fremtiden alligevel lys for Luton, der for 10 år siden spillede non-league kamp mod Alfreton med den stadig aktuelle midtbanemand Pelly Mpanzu på banen, men nu har sikret sig en økonomi, man kan leve af i mange år, hvis man går fornuftigt til tingene. Og det har man gjort, også med tanke på det naeste projekt for fremtiden, der minder om det nødvendige skridt, Brentford tog for tre år siden, da man sagde farvel til Griffin Park og flyttede ind på det moderne Gtech Community Stadium.
For Luton drømmer også om et nyt stadion. Navnet er Power Court Stadium med plads til 19.500 tilskuere og med et håb om åbning i 2026 afhaengig af tilladelser og økonomi. På den anden side har man snakket om at forlade nu 118 år gamle Kenilworth Road i flere årtier, uden det er lykkedes, så vi må se...
Og indtil videre har den gamle hjemmebane gjort det fornuftigt i det fornemme selskab, der i de kommende dage også kommer til at taelle Manchester City og Arsenal. Men først skal humlebien fra Luton altså op imod Brentford på lørdag.
Det lader til at de tager deres nye situation ret roligt. De vidste godt, at det ville blive svaert, og de går efter at få det bedste ud af det hele