Drop den blåøjede naivitet, og flygt fra galehuset
Det ville vaere en løgn, hvis jeg haevdede, jeg var overrasket. I denne uge kom det frem, at UEFA’s praesident Aleksandar Ceferin laver regelbogen i UEFA om, så han kan blive siddende som praesident en periode ekstra, end de gamle regler tillod.
Lidt mere overrasket blev jeg, da jeg kunne laese, at DBU-formand Jesper Møller har vaeret i front for den komité, der formelt har arbejdet med aendringerne, uden at råbe op om sagen.
Ikke så meget, fordi danskerens opbakning til Ceferin er overraskende.
Nej, det handler mere om, at DBU-formanden i UEFA-regi igen risikerer at havne i en klemme mellem det, DBU og Danmark mener, og det UEFA og Ceferin vil, praecis som i Rusland-sagen i efteråret. Men ok, er det så overraskende, når det kommer til stykket? Som chef for den juridiske komité i UEFA kunne man måske anføre, at Jesper Møller kunne have gået imod forslaget. Men den tankegang kraever, at man tror på, beslutninger i fodboldtoppen bliver til på baggrund af faglighed og hvad der er godt for spillet.
Nej, regelaendringen ligner et diktat fra praesidenten og hans maend, som en lignende aendring i FIFA var.
Så nej, overraskende er det ikke.
MEN TRIST ER det selvfølgelig at se DBU havne i denne klemme igen, hvor man har én mening i Danmark, når der skal tales demokrati, åbenhed og gode processer, og én når Jesper Møller og Danmarks på mange måder fornuftige tankesaet bliver kørt midtover ude i den store verden.
Det kommer som et vintervådt, trist efterskrift på 13 brutale måneder for DBU, landsholdet og alle, der har vaeret involveret undervejs.
FIFA og Qatar opførte sig svinsk i regnbue-anførerbindssagen op til VM 2022, mens DBU var uforberedt.
VM blev et mareridt, hvor jeg må genbruge ordet ’uforberedt’ om alle involverede. Tristessen blev båret med ind i 2023 på banen, og udenfor blev det ikke bedre, da formand Jesper Møller og DBU fik kritik for ikke at støtte norske Lise Klaveness som kandidat til UEFA's eksekutivkomité i foråret.
Og helt farceagtigt blev det i september og oktober, da netop Ceferin og UEFA forsøgte at snige russiske fodboldholds retur til europaeiske turneringer igennem.
Jeg troede simpelthen ikke mine egne ører, da Møller ligesom flere andre ude i Europa som veltraenede papegøjer lirede UEFA's (og Ruslands?) talepunkter af sig og minsandten haevdede, at det handlede om at beskytte børns rettigheder - altså teenagere på 1617 år, der spiller professionelt på fodboldakademier i europaeisk topklasse i Moskva og Sankt-Petersborg.
Vi og flere andre efterlyste Møllers afgang for det stunt, og her set i bakspejlet virker den UEFA- og Ceferin-aktion grundigt koordineret med det flertal i IOC, der nu tillader russiske atleter at deltage i OL 2024. Tragikomikken blev endnu større efter Rusland-skandalen, da FIFA anført af praesident Gianni Infantino egenhaendigt foraerede VM 2034 til Saudi-Arabien og gav VM 2030 til lande på hele tre kontinenter for at have en undskyldning for at foraere slutrunden til Infantinos bedste ven i Riyadh, kronprins og statsoverhoved Mohammed Bin Salman.
Aner man et mønster?
Det gør jeg.
FIFA og UEFA er tabt.
Der er ikke mere at komme efter.
De er blevet til diktaturer drevet til aere for verdens rigtige diktatorer, der vil afholde VM, have lov til at spille fodbold, selv om deres land fører morderisk angrebskrig i Europa, og som kalder al kritik og al snak om demokrati og menneskerettigheder for racisme og vestlig arrogance.
VM blev et mareridt, hvor jeg må genbruge ordet ’uforberedt’ om alle involverede
JEG KAN IKKE se, hvordan DBU kan blive ved med at haevde, at man aendrer tingene indefra, når tingene år for år, nu måned for måned, fjerner sig stadigt laengere fra sportens egne selverklaerede vaerdier og aldrig har vaeret laengere vaek fra fans og almindelige mennesker i hele verden.
Så drop posterne i komitéerne og laeg i stedet al energi på at skabe en alternativ alliance i sport, som Englands UEFAvicepraesident David Gill faktisk prøver lige nu i rasende protest mod Ceferins diktator-tendenser ved at opstille en modkandidat til naeste praesidentvalg i UEFA.
Den blåøjede naivitet og tro på, at tingene aendrer sig ved at arbejde indefra, er slået fejl. Flygt fra det galehus.
Der er ikke mere at komme efter, og tavsheden er ikke det vaerd for at hive store sportsbegivenheder til Danmark. På et tidspunkt risikerer man også at blive medskyldig i for meget, som Jesper Møllers seneste kattepine viser.