DUKSEN ER BLEVET DET DÅRLIGE EKSEMPEL
Der var en tid, hvor Lyon ejede fransk fodbold. Hvor Karim Benzema, Juninho og Florent Malouda drev gaek med modstanderens bagkaede og sikrede klubben sølvtøj år efter år. Den tid synes nu ganske fjern, og alarmklokkerne ringer efterhånden så højt, at selv kvaeget på bjergskråningerne i Massif Central er orienteret. Men hvordan kom det så vidt, at de mangeårige franske mestre i år kaemper for deres eksistens på øverste hylde?
Frankrig har gennem tiden haft et vaeld af store konger. “Solkongens” enevaelde i 1600-tallet forplantede sig i den fodboldmaessige arv, hvor store spillere som Raymond Kopa, Michel Platini eller Zinedine Zidane gennem årtier blev tituleret og overdynget med royale gloser.
Fra 2002 til 2008 var Lyon, eller Olympique Lyonnais, som klubbens fulde navn er, de ubestridte konger af fransk fodbold. “Les Gones”, knaegtene, blev voksne i disse år, og i foråret 2010 duellerede man mod maegtige Bayern München. Ikke i en duel til døden eller om land eller territorium, men om en plads i klubfodboldens mest prestigefyldte kamp, Champions League-finalen.
Semifinalen blev højdepunktet og kulminationen på flere års skarpe og modige beslutninger. Jean-Michel Aulas var manden bag disse beslutninger. Klubpraesidenten overtog nøglerne til det gaeldsramte indbo i 1987 og løftede på rekordtid Lyon fra den naestbedste raekke til storhed.
Via et minutiøst og struktureret talentarbejde blev Lyon ikke bare en magtfaktor i fransk fodbold med syv mesterskaber på stribe. De var i mange år konkurrencedygtige og en skraekmodstander for den mest etablerede, europaeiske fodboldelite. Og stod Real Madrid eller Chelsea klar til at plukke esserne fra Le Guen eller Houlliers hånd, havde Aulas sørget for, at en vaerdig arvtager fra akademiet stod klar i kulissen.
Den faste forhåndsaftale med byens bedste gravør har dog vaeret udsat på ubestemt tid. Eller rettere siden Alain Perrins mandskab formåede at holde Bordeaux fire point bag sig i saesonen 2007/08.
Siden er resultaterne og talentmassen stagneret, og med Qatar Sports Investments engagement i Paris SG, tippede magtbalancen mod de røde og blå fra hovedstaden i begyndelsen af 2010’erne.
Sidste år endte Lyon helt nede på syvendepladsen - svimlende 23 point efter pariserne, der tog sit niende mesterskab på 11 år. I denne saeson er bunden så for alvor slået ud af de syvdobbelte mestre. Klubbens vaerste saesonstart siden 1966 har allerede efterladt to traenere i gabestok til offentlige skue på torvet og nyansatte Pierre Sage, der er forfremmet fra egne raekker, har i første omgang til opgave at spille Lyon over den nedrykningsstreg, de aktuelt befinder sig under.
BLODRØDE TAL EFTER CORONA
Spørgsmålet er så, hvordan en ellers så succesfuld og veldrevet klub er endt på randen af fallit og befinder sig i overhaengende fare for at ryge ud af det fineste franske selskab - mindre end 20 år efter én af de største nationale dominanser i nyere fodboldhistorie?
Corona-virussen har i et eller andet omfang berørt os alle i løbet af de seneste år. For visse brancher har smitten vaeret direkte ødelaeggende, og kulturelle og underholdningsorienterede erhverv såsom fodbold og sportsbegivenheder generelt har fået en tur eller to i guillotinen.
Da pandemien satte en stopper for saesonen i 2020, indtog Lyon en skuffende syvendeplads. Det førte til klubbens første “Europa-løse” kampagne siden 1996/97, og virussen fra fiskemarkedet i Wuhan blev mere end noget andet katalysator for slingrekursen, Lyon fortsat befinder sig på.
Med efterfølgende placeringer som nummer fire og otte spyttede Lyon blodrøde regnskaber ud i 2021 og 2022. 160 millioner euro, eller taet på 1,2 milliarder kroner, havde forladt klubkassen, og i frygt for at sive laengere ned af Rhone-flodens intetsigenhed rystede Aulas og hans betroede for en sjaelden gangs skyld på hånden.
Op til corona-pandemien havde Lyon, trods flere magre år langt fra mesterskabet, ellers formået at beholde sin position i det økonomiske fodboldhierarki. I en opgørelse fra starten af 2020 påviste KPMG, det store, internationale revisionsfirma, en stigning på 193 procent i forhold til klubbens vaerdi forrige år - noget kun et par af de førende Premier League-klubber kunne naerme sig.
En tilfaeldig, naermest lemfaeldig, strategi på transfermarkedet har efterfølgende gjort ondt vaerre i Lyon, ligesom det med seks traenere på under fire år har vaeret svaert at spore sig ind på Lyons spillemaessige identitet i nyere tid.
Og selvom egenudviklede spillere som Bradley Barcola, Castello Lukeba og Malo Gusto har indbragt klubben paene summer på det seneste, står det på ingen måde mål med det vi tidligere har kendt Lyon for.
Holdet, der i 2020 spillede Lyon i en ny Champions League-finale, indbragte kun klubben 530 millioner kroner, hvoraf halvdelen af beløbet kom fra salget af Bruno Guimarães til nyrige Newcastle.
Spillere som Memphis Depay, Moussa Dembélé og Houssem Aouar, der alle har haft en anslået vaerdi på mere end 400 millioner kroner jaevnfør Transfermarkt i løbet af deres Lyon-tid, har forladt den synkende skude uden at indbringe franskmaendene noget til bundlinjen, og kun fire af de 23 spillere i truppen til City-kampene for tre år siden er stadig at finde i Lyons velkendte hvide dragt.
KREATIVE AMERIKANSKE EJERE
De plettede regnskaber førte på denne tid af året i fjor til et ejerskifte. Ind kom den amerikanske forretningsmand John Textor og selskabet Eagle Football Holdings.
Inden Textors indtog i klubben, købte en kinesisk privat fond godt en femtedel af Lyon-aktierne tilbage i 2016, men den til
førte kapital var nogle år senere ikke tilstraekkelig. Nye, større kraefter måtte til.
I forbindelse med overtagelse af den franske traditionsklub proklamerede den amerikanske rigmand, at Aulas var sikret sin rolle i minimum tre saesoner, som den stabilisator og faderfigur han nu engang var. Ikke desto mindre annoncerede den 74-årige praesident i begyndelsen af maj, at han efter 36 år på posten følte sig svigtet af de nye investorer og trådte tilbage.
Textor, der primaert har bygget sin formue streamingtjenester og digitalisering af medier, har gennem Eagle Football Holdings også ejerandele i Crystal Palace fra Premier League, Botafogo fra Brasilien og belgiske Molenbeek, der i sommer rykkede op i den bedste raekke. Textor kalder dog Lyon for “projektets epicenter og hjørnestenen for fremtidige investeringer”.
Og netop én af sommerens store investeringer tiltrak sig mange overskrifter. Både i Frankrig, det store udland og herhjemme i lille Danmark. For da FC Nordsjaelland annoncerede sit flotte salg af den ghanesiske kantspiller Ernest Nuamah, havde mange nok ikke gaettet navnet på hans nye arbejdsgiver.
Nuamah var rygtet til store klubber i de største ligaer, men alligevel løb upåagtede Molenbeek med ghaneserens signatur. Textor var dog ikke sen til at forklare konteksten. Nuamahs skulle til Lyon via de nyoprykkede belgiere, så de franske licensmyndigheder ikke kunne vende tomlen ned til handlen. Lejeaftalen mellem de to søsterklubber inkluderer en købsoption. En købsoption, nogle tvivler på matcher den reelle vaerdi, Nuamah havde på selve tidspunktet for handlen. Sagen voksede sig større og større i løbet af efteråret, hvilket fik FIFA og andre instanser til at gå ind i sagen.
Den amerikanske ejer lader ikke til at angre og udtalte, “at det var frygteligt svaert at lede efter guld i junglen, med den ene hånd bundet på ryggen”.
Textor symboliserer altså på mange ledder og kanter den desperation, klubben aktuelt befinder sig i.
SKOLERET FORAN VIRAGE NORD
“I dag er vi Olympique Lyonnais fra 2023/ 24. Vi er ikke Olympique Lyonnais fra 2002/03. Vi vil ikke holdes op mod andre. Og i dag er Olympique Lyonnais fra 2023/ 24 glade for det point vi har fået”.
Sådan lød det fra Corentin Tolisso tilbage i slutningen af august efter nulløsningen mod Nice på fremmed graes. Tolisso vendte efter fem år og fem mesterskaber i Bayern München tilbage til barndomsklubben i 2022, men også han er med ugidelig attitude blevet symbolet på den deroute, Lyon selv har igangsat.
Pointet Tolisso refererede til var saesonens første efter nederlag til Strasbourg og Montpellier indledningsvist. Siden formåede Lyon kun at hente tre point i syv kampe, og efter 1-4 nedsablingen hjemme mod PSG udspillede der sig samme scener, som da OB fik voksenskaeldud af sin egen capo efter et pokalnederlag i Fredericia.
“Andre har tidligere vaeret med til at glorificere trøjen i baerer. I har ingen ret til at svaerte den til”, lød budskabet blandt andet fra den opstemte tribune, mens Lyonspillerne paent stod skoleret og tog imod.
Skideballen fra Virage Nord står ikke alene hvad angår lavpunkter i denne saeson. Senere på efteråret gik billederne af en blødende Fabio Grosso viralt, da afstumpede fangrupperinger af Lyon og Marseille endnu en gang udtrykte deres foragt for hinanden med kasteskyts, nazihilsner såvel som homofobiske og racistiske tilråb i gaderne.
Urolighederne førte til en udsaettelse af kampen, men da spillet skulle genoptages, var det ikke med en sammenlappet italiener på sidelinjen. Det blev nemlig ikke til mere end syv kampe i spidsen for Les Gones for VM-helten fra 2006, der står tilbage som en af de korteste ansaettelser i Ligue 1 overhovedet.
I løbet af sin korte tid i klubben blev Grosso, der ellers formåede at spille Frosinone tilbage i Serie A denne sommer, latterliggjort i den franske presse og omtalt som klubbens oprindelige femte-eller sjettevalg samt en traener uden taktisk dybde eller forståelse.
Og selvom kritikken kan virke hård og en anelse for direkte, er der måske noget om snakken. Grosso overtog uomtvisteligt en rodebutik efter Laurent Blanc tilbage i september måned, men italieneren efterlader, om muligt, Lyon i et endnu større morads nogle måneder senere.
Uden for banen svirper Aulas og Textor stadig med halen og kaemper både en kamp på ord og pengepung. Én af klubbens største traekplastre, det 20-årige stortalent Rayan Cherki, er efter sigende utilfreds med rigets tilstand og vil gerne af sted til januar. Og selvom lappeløsningen med klubmanden Pierre Sage senest kastede en tiltraengt 3-0 over Toulouse af sig, må de syvdobbelte mestre anses for vaerende seneste skud på stammen i det efterhånden svulstige raedselskabinet af klubber med såkaldte multi clubs ownerships.
Efter saesonens første 15 runder er Lyon sidst i Ligue 1 med sølle 10 point. Inden nytår venter svaere opgaver ude mod Monaco og hjemme mod Nantes. Når virkeligheden at indtraeffe hos ledelsen, spillerne og tilhaengerne, før det er for sent? Eller oplever Lyon samme skaebne som aerkefjenden gennem årtier, Saint-Ètienne, der i sommeren 2022 sagde au revoir til tilvaerelsen på øverste hylde og rykkede en raekke ned?
En fuldstaendig utopi tanke tilbage i starten af dette årtusinde, hvor spillere som Karim Benzema, Alexandre Lacazette, Samuel Umtiti, Anthony Martial og Hatem Ben Arfa blev spyttet ud af akademiet og gjorde klubben fra det sydøstlige Frankrig til én af de mest baeredygtige i hele fodboldeuropa.
Sandheden er desvaerre den, at de to planlagte koncerter med Taylor Swift i juni måned, meget vel kan blive sommerens største attraktion og afviklet på et stadion tilhørende et hold i landets naestbedste fodboldraekke..