EMILIANO MARTÍNEZ OG DEN LANGE METER
Aston Villa holder fast på den forbløffende outsiderposition i kampen om det engelske mesterskab, og det gør de også på grund af argentinske Emiliano Martínez i målet. Men hvordan endte Villa med en verdensmester på holdet, hvorfor kunne Arsenal ikke bruge ham, selv om de havde 10 år til at se ham an, og hvorfor er det kun Messi, der er over målmanden hjemme i Argentina?
Der var mange grunde til, at Leicester blev en sensationel engelsk mester tilbage i 2016. Der var Jamie Vardy på toppen, Riyad Mahrez på kanten og N'Golo Kanté på midtbanen for bare at naevne tre nøglespillere, men der var også en enorm styrke på hjemmebanen, King Power Stadium, hvor man kun tabte en enkelt kamp i løbet af saesonen, og en mand nede i målet, der havde taget den lange vej til toppen af Premier League.
Dengang var Kasper Schmeichel 29 år gammel og kunne kigge tilbage på et fodboldliv, der nok var begyndt i Manchester City, men siden var fortsat med lejemål laengere nede i raekkerne hos Darlington, Bury, Falkirk, Cardiff og Coventry, før han var forbi Notts County og Leeds United, inden han fandt sit fodboldhjem i Leicester.
Det var en lang rejse, der var med til at styrke den danske landsholdskeeper og gøre ham til en bedre målmand på vejen, og selv om Aston Villa lige nu kun kan regnes som en outsider til det mesterskab, der har Manchester City som favorit, Liverpool som førsteudfordrer, og Arsenal som staerk bejler i aktuel formkrise, så er der stadig visse lighedstegn med Leicester.
Man er for eksempel umulige at slå hjemme på Villa Park, og nede i målet står den 31-årige argentiner Emiliano Martínez, der har vaeret på en lige så saerpraeget fodboldrejse som Kasper Schmeichel – og har toppet danskeren rent landsholdsmaessigt med både et VM og en Copa América i de seneste fantastiske år.
Men inden det blev godt, skulle Emiliano Martínez ligesom Kasper Schmeichel tage den lange vej til toppen.
ET KNAE I HOVEDET PÅ BENDTNER
Emiliano Martínez blev født i badebyen Mar del Plata godt 400 kilometer syd for Buenos Aires, men det var ikke det rene strandliv, for familien var fattig, og ifølge en portraetartikel på The Athletic voksede han op med tre brødre og en søster i et hus uden toilet. Der var ikke altid mad til hele familien, så foraeldrene lod børnene spise først, hvilket var med til, at den unge Emiliano fastholdt en fysik, der gjorde, at han blev bemaerket som målmand.
Han var kun 12 år, da han blev opdaget af storklubben Independiente, så han flyttede op til hovedstaden og boede med andre talenter udefra, mens han sjaeldent så sin familie, der ikke havde råd til den benzin, der skulle til for at tage den lange vej fra Mar del Plata. Men selv om det var svaert, gjorde den unge keeper det så godt, at han i 2009 kom på det argentinske U/17-landshold og spillede med i en turnering, hvor han blev spottet af en Arsenal-scout, der sagtens kunne få øje på det rå talent.
Så den 17-årige målmand fik tilbud om en prøvetraening i London, og selv om det var et voldsomt skridt at tage, sagde han ja tak.
”Pepe Santoro [legendarisk Independiente-målmand] sagde til mig, at det tog kun kom forbi én gang. Min agent og min familie mente det samme, så min beslutning var mere for dem end for noget andet. For jeg ville ikke afsted. Jeg fortrød det ikke, men jeg ville jo spille for Independiente. Jeg taenkte, at jeg ville få debut i løbet af et par år, hvis jeg blev, men min familie manglede noget økonomisk støtte, så jeg gjorde det mere af den grund end rent sportslige,” som Emiliano Martínez fortalte det til El Pais i efteråret 2021.
Så teenagekeeperen tog på den lange rejse over Atlanten i selskab med legenden Santoro, der blev sammen med ham i de 10 dage, som opholdet varede, og vel hjemme igen tog det ikke laenge, før Arsenal vendte tilbage med et ønske om mere. Emiliano Martínez var stadig ikke sikker, men pengene var gode for familien, så i sommeren 2010 rejste målmanden tilbage til London uden returbillet, men dog med hjaelp hjemmefra. Hans mor boede nemlig hos ham i de første seks måneder, og derefter kom hans storebror over et halvt år, og året efter mødte han så den pige, han er gift med i dag, så selv om det var svaert, gik det alt sammen alligevel.
Og den unge Martínez holdt sig ikke tilbage på traeningsbanen, hverken med de jaevnaldrende eller med førsteholdet, når han et par gange om ugen fik lov at traene med Robin van Persie og de andre stjerner.
”Jeg nød det virkelig, og når jeg står på mål til traening, så taenker jeg kun på, at der ikke er nogen bolde, der må passere mig. Det er bare sådan, jeg er. I den første uge var jeg ved at slå Nicklas Bendtner ud med et knae i hovedet efter et indlaeg. Jeg var kun 17-18 år gammel, men jeg var ligeglad med, hvem jeg spillede mod. Jeg giver altid 100 procent, når jeg traener eller spiller kamp,” som målmanden siden fortalte det til Readings hjemmeside, da han var på lån der i foråret 2019.
Men selv om han havde højden og fysikken med sig, bevaegede sig sikkert på både stregen og i feltet, var god med fødderne og undervejs fik traenet de nødvendige teknikker til livet som målmand, var det ikke
Jeg nød det virkelig, og når jeg står på mål til traening, så taenker jeg kun på, at der ikke er nogen bolde, der må passere mig. Det er bare sådan, jeg er
sådan lige at komme på holdet i Arsenal. I stedet endte han på en rundrejse, der minder lidt om den, Kasper Schmeichel i sin tid var på, da han var ved at finde sig selv og sit liv som målmand.
KONKURRENCE
De første saesoner var det de polske målmaend Wojciech Szczesny og Lukasz Fabianski, der kaempede om pladsen i målet, som Szczesny endte med at vinde frem til 2015, hvor 33-årige Petr Cech så kom til fra Chelsea. Tjekken stod de naeste tre saesoner, før han blev slået af og gik på pension i løbet af 18/19-saesonen til fordel for Bernd Leno, der kom til Arsenal den sommer, hvor London-klubben også sagde farvel til managerlegenden Arsene Wenger.
Undervejs var Martínez at regne som tredje-/fjerdemålmand, så han blev lejet en del ud for at bygge på og blive bedre, hvilket også betød, at flere mindre engelske klubber kunne skrive artikler om en verdensmester på banen, da den argentinske keeper gik hele vejen med Lionel Messi og kompagni i Qatar for godt et år siden.
Det begyndte med et nødlån i maj 2012 til en enkelt kamp for Oxford United i den fjerdebedste raekke under ledelse af den nuvaerende Sheffield United-manager Chris Wilder og med et 0-3 nederlag til Port Vale som den triste start, men allerede i efteråret 2012 fik han som 20-årig faktisk debut for Arsenal. Det gjorde han i et par vilde Liga Cup-kampe (6-1 over Coventry og 7-5 over Reading via et hattrick af Theo Walcott, to mål af Marouane Chamakh og et enkelt af den nyerhvervede franske angriber Olivier Giroud), før han saesonen efter blev lånt ud til Sheffield Wednesday, der havde skadesproblemer på keeperpladsen. Men selv om Chris Kirkland blev klar, forlaengede Wednesday aftalen, hvilket endte med at give den unge argentiner 11 Championship-kampe og fire FA Cup-opgør på cv'et.
Den naeste saeson blev en meget blandet landhandel, for den nu 22-årige Emiliano Martínez fik chancen i Champions League og vandt 2-1 ude over Anderlecht og 2-0 hjemme over Dortmund, mens der også faldt fire Premier League-kampe af i november 2014, efter Szczesny blev skadet en time inde i en hjemmekamp mod Manchester United.
Men chancen forsvandt lige så hurtigt, som den opstod, og så sluttede den argentinske målmand saesonen af med otte kampe, der reddede Rotherham i bunden af The Championship, og som de stadig snakker om på New York Stadium, som hjemmebanen i Rotherham nu hedder, efter man forlod klassiske Millmoor i 2008.
Så kunne man tro, at det var starten på noget godt, men sådan gik det ikke. De naeste fire saesoner spillede Emiliano Martínez kun seks kampe for Arsenal bag Petr Cech, David Ospina og Bernd Leno, mens lejeophold i Wolverhampton og Getafe heller ikke blev nogen succes. Først i januar 2019, da han kom på lån i Reading, fik han igen et forløb med mange kampe. Opgaven var igen i bunden af The Championship, men Reading tabte kun fire af de 18 kampe og klarede frisag, mens den 26-årige målmand nu var klar til at tage det naeste skridt.
”Da jeg tog til Reading i sidste saeson, sagde jeg til mig selv, at det her var min sidste lejeaftale. Min krop var altid traet, når saesonen var slut, fordi jeg havde rejst så meget uden at vide, hvad jeg skulle saesonen efter, så jeg udfordrede mig selv med, at det skulle vaere min sidste lejeaftale, og at jeg skulle gøre det godt.”
”For helt aerligt har det vaeret op og ned med min Arsenal-karriere, og der var noget inden i mig, der spurgte om, hvorfor jeg aldrig fik chancen i den klub, jeg elskede,” som Martínez sagde det Sky Sports i sommeren 2020, da saesonen stadig var i gang på grund af corona, og argentineren endelig havde fået sin chance.
GRAEDENDE MÅLMAND
I december 2019 før coronaen ramte, havde Arsenal skiftet manager fra den uheldige Unai Emery til den gamle anfører Mikel Arteta, men det var nu ikke derfor, at Emiliano Martínez fik chancen. Den kunne han takke den ofte overgearede angriber Neal Maupay for. I en kamp mellem Brighton og Arsenal den 20. juni 2020 gik franskmanden nemlig hårdt til Bernd Leno i form af en skulder- og albuetackling, efter tyskeren ellers havde sikret sig bolden, hvilket betød, at Leno landede forkert og overstrakte sit knae. Og så var det endelig Martínez' tur efter knap 10 år i Arsenal.
For der var stadig otte ligakampe tilbage, mens Arsenal også kunne få noget ud af en ellers elendig saeson via FA Cuppen, hvor man var nået til kvartfinalen mod Sheffield United. Og det gik godt for Martínez, der holdt nullet tre gange i ligakampene, vandt de fem og lukkede syv mål ind, mens FA Cuppen var endnu bedre.
Det blev 2-1 over Sheffield United i kvartfinalen, 2-0 over Manchester City i semifinalen, før den lange saeson sluttede den 1. august, da Pierre-Emerick Aubameyang gjorde som i semifinalen og også scorede to gange i finalen mod Chelsea, der blev besejret med 2-1. Og selv om der ikke var
Helt aerligt har det vaeret op og ned med min Arsenal-karriere, og der var noget inden i mig, der spurgte om, hvorfor jeg aldrig fik chancen i den klub, jeg elskede
nogen tilskuere på Wembley, var det selvfølgelig en fantastisk kulmination for den laenge ventende målmand, der simpelt hen brød graedende sammen, da BBC spurgte ind til følelserne efter kampen.
”Det er utroligt. Min familie... Nej, jeg kan ikke sige noget,” sagde han, mens det gik lidt bedre, efter pokalen var blevet løftet foran et tomt stadion.
”Jeg graed bare hele tiden, men nu er jeg faldet ned, så måske kan jeg få lov til at løfte pokalen igen. Men det er svaert at saette ord på. Jeg har ventet meget, meget laenge, og min familie har støttet mig hele vejen. Min kone og min dreng. Nu har jeg fået en familie i Europa, og jeg gør det for dem. Jeg gør det aldrig for mig selv.”
”Min familie i Argentina er i lockdown, så min bror så kampen i et hus, mens min far så kampen med min mor. Det er hårdt for dem, for de ville så gerne vaere her, og det er også hårdt for mig, for efter al den tid ville jeg så gerne se dem her og give dem et knus efter min lange kamp. For jeg gør det altid for dem,” sagde målmanden.
Så var det store spørgsmål, hvad Mikel Arteta ville gøre i den nye saeson, der allerede begyndte med Community Shield den 29. august. Martínez havde i alt spillet 23 kampe for Arsenal i saesonen med Europa League og Liga Cuppen inde over også, men Leno havde stået staerkt og ikke spillet sig af, og knaeskaden var helet hurtigere end ventet.
Martínez spillede fra start i den klassiske saesonåbner på Wembley mod Liverpool, som Arsenal vandt efter straffe, og efter kampen gjorde han det klart, at han enten ville spille eller saelges. Men Arteta kunne ikke love noget, og så bød både Aston Villa og Brighton ind på den argentinske keeper, der blev holdt helt ude af saesonåbneren mod Fulham, som Arsenal med Leno på mål besejrede 3-0 på Craven Cottage.
Fire dage senere nåede Aston Villa først op på de 20 millioner pund, som Arsenal forlangte for Emiliano Martínez, og så skiftede den nu 28-årige argentiner efter 10 år og 38 kampe for London-klubben, mens Aston Villa-manager Dean Smith kunne glaede sig over mere end Jack Grealish' femårige kontraktforlaengelse den samme dag.
”Vi gik efter ”Emi”, da vi kunne se, at der var en mulighed, for det er meget sjaeldent at kunne købe en topklassemålmand, der ikke har nået sin bedste alder endnu, og derfor kan vaere en nøglespiller for os i mange år,” lød det fra Dean Smith.
Martínez var også købt til at stå, for Tom Heaton var knaeskadet, mens Pepe Reina kun havde vaeret på lån fra Milan, og allerede i den første kamp beviste argentineren også, at det var ham, der var den nye førstekeeper, da han snuppede et straffespark mod Sheffield United, så Villa kunne vinde 1-0.
Han spillede alle kampe i den første saeson, og selv om han lukkede 46 mål ind undervejs, og Villa kun blev nummer 11, så holdt han også nullet 15 gange, hvilket var tredjebedst i Premier League og gjorde ham til Villa-tilhaengernes valg som Årets Spiller. I 21/22 og 22/23 missede han to kampe per saeson og holdt nullet 11 og 13 gange, mens holdet kom på ret kurs, efter
Dean Smiths afløser, Steven Gerrard, blev fyret og afløst af Martínez' gamle Arsenalmanager Unai Emery. Hvilket også gav målmanden et gensyn med en gammel kending i form af den kvinde, der laerte ham at tale engelsk mange år tidligere.
”Hun var en virkelig god laerer, og nu underviser hun Unai i engelsk. Jeg havde ikke set hende laenge, og nu er hun på traeningsanlaegget hver dag. Jeg er glad for den hjaelp, hun gav mig, det hjalp mig helt enormt,” sagde den veltalende målmand ved den lejlighed.
Og med Ollie Watkins som topscorer, Leon Bailey som farlig kant og Douglas Luiz som en fremragende midtbanespiller er Aston Villa i denne saeson kravlet endnu laengere op end sidste saesons syvendeplads. Lige nu er kun Liverpool bedre i tabellen, mens Arsenal ligger nummer fire efter at have gået gennem Bernd Leno, Aaron Ramsdale og David Raya i målet siden afskeden med Emiliano Martínez. Han er nu blevet den staerke keeper på Villa Park, men måtte også gå meget igennem, før han endelig blev førstekeeper det rigtige sted.
Og det er selvfølgelig kun en del af historien om den argentinske målmand.
DEN ARGENTINSKE FORTAELLING
Efter de kampe på U/17-landsholdet, der tilbage i 2009 banede vejen til Arsenal, blev Emiliano Martínez kaldt ind til det rigtige landshold som reserve i to kampe mod Nigeria og Polen i juni 2011 uden at komme på banen – og så gik der ellers otte år, før han igen kom i betragtning.
Det blev dog stadig kun til baenkepladser i 2019 og 2020, mens Argentina både forsøgte at finde sig selv efter de store skuffelser ved VM i Rusland i 2018 (tabt 1/8-finale til Frankrig) og ved Copa América i Brasilien i 2019 (tabt semifinale til vaerterne) og få løst målmandssituationen efter afskeden med Sergi Romero, der havde vaeret førstekeeper i et lille årti fra 2009.
Umiddelbart lå det til River Plates Franco Armani, men det var ikke helt godt nok, indtil der pludselig skete noget i England.
”Emiliano Martínez var ikke en spiller, man overhovedet snakkede om i Argentina, for han spillede jo ikke. Han fik den her unikke mulighed, som alle siger ja til som 17-årig, men så røg han til de her sekundaklubber rundt omkring og var aldrig i naerheden af landsholdet. Men så blev Bernd Leno skadet, og resten er historie,” som Viasat-kommentator og argentinsk gifte Jonas Schwartz siger det.
Og historien kunne ikke vaere flottere. Emiliano Martínez spillede sin første kamp for Argentina efter sin første fulde saeson for Aston Villa, hvilket endte med 1-1 hjemme mod Chile, og 10 dage senere spillede han så fra start i den første Copa Américakamp. Turneringen blev igen spillet i Brasilien, modstanderen var igen Chile, og Martínez snuppede et straffespark i åbningskampen, men kunne ikke forhindre, at returbolden blev sparket ind.
Men så var han i gang, og siden blev det 1-0 over Uruguay og Paraguay og 3-0 over Ecuador i kvartfinalen, før Luis Diaz blev den naeste modstander, der passerede den
Vi gik efter ”Emi”, da vi kunne se, at der var en mulighed, for det er meget sjaeldent at kunne købe en topklassemålmand, der ikke har nået sin bedste alder endnu
nye argentinske målmand i semifinalen. Den sluttede 1-1, men i straffesparkskonkurrencen begyndte Martínez på den psykologiske krigsførsel, som han også er kendt for, og som colombianerne slet ikke kunne håndtere.
De braendte tre, og så var Argentina i finalen mod Brasilien, som de vandt med 1-0 på mål af Angel Di Maria.
Så i sin ottende landskamp vandt Emiliano Martínez den Copa América, som Argentina ikke havde vundet siden 1993 – og det var kun starten. I Argentina elskede de den nye målmand, der slet ikke blev ramt af den samme tvivl, der i mange år havde forflugt Lionel Messi, fordi han allerede skiftede til Barcelona som 13-årig.
”Det kan slet ikke sammenlignes. Mange argentinere har jo haft det svaert med Messi, fordi han aldrig har fået hele sin fodbolduddannelse i Argentina, for argentinerne ser sådan på det, at hvis du klarer den argentinske fodbolduddannelse, så viser du også noget karakter, fordi den er så speciel, så barsk.”
”Det er et vildt raes i Argentina, og der er en voldsom konkurrence, fordi der er så meget økonomi og prestige forbundet med at blive fodboldspiller, og fordi det lynhurtigt bliver til et familieprojekt, hvor alt bliver sat på ét braet for, at det her teenagetalent lykkes. Så når en spiller kommer på landsholdet, ved argentinerne godt, hvad der gået forud. Den her opofrelse.”
”Og det har Martínez vaeret igennem modsat Messi. Messis familie har så på andre måder sat ting på spil, men han har ikke vaeret igennem den samme barske, primitive ungdomsuddannelse som fodboldspiller. Så selv om Martínez som 17-årig forlod Independiente, så er han godkendt.”
”Argentinerne har taget ham til sig fra dag ét, også fordi han har gennemgået alle de her besvaerlige år i Europa og endelig set lyset. Det gør jo kun fortaellingen om ham endnu staerkere i den argentinske bevidsthed. Han er så fantastisk en historie for argentinerne, fordi han på en eller anden måde er den argentinske fortaelling. Det her med aldrig at give op, altid tro på dig selv. Det karriereforløb, han har haft, elsker argentinerne, fordi de kan spejle sig selv i det.”
”Så han kom ind som sendt fra himlen med hele sin historik og også den fraekhed, han har i sin vaeremåde. Han er en rigtig argentiner,” siger Jonas Schwartz, før han forsøger at forklare, hvad der ligger i det.
”Det er jo det der med at skaere nogle hjørner og gå over nogle graenser, som man egentlig ikke bør, men som man bliver nødt til for at klare den. Hver en meter i Argentina er en lang meter. I alle livets gøremål bliver man nødt til at vaere klar på at give det hele lidt elastik og forme reglerne lidt efter hvordan og hvorledes og bruge alle de tricks, man kan. Det ligger så dybt i argentinerne, og det er jo også det, han gør.”
”Og så er der også det her med, at Argentina jo har en form for storhedsvanvid i forhold til de andre lande i Sydamerika, men et mindrevaerdskompleks i forhold til Europa, fordi de føler sig egentlig europaeiske på mange måder. De føler jo, at de er placeret på det forkerte kontinent, fordi de har den her historik med isaer italienere, der kom til landet. Argentina er helt klart det land, som de andre sydamerikanske lande mindst kan lide, fordi de har den her kultur, der er mere kompetitiv, den her arrogance.”
”Den arrogance har Martínez også, uden at han har mistet sin kontakt til baglandet, og det er også vigtigt for argentinerne. At man trods arrogancen stadig udviser en ydmyghed over for det, der egentlig har gjort én til det, man er. Og hver gang Martínez er i Argentina, så snakker han om Independiente, og hvor meget den klub har betydet for ham, for det var jo der, han blev formet,” siger Jonas Schwartz om Copa América-vinderen, der 17 måneder senere tog det et historisk skridt videre ved VM i Qatar.
Argentina startede skidt med at tabe 1-2 til Saudi Arabien, men så fik de fat og slog Mexico, Polen og Australien, før det gjaldt kvartfinalen mod Holland, hvor Martínez igen fik lov til at køre det psykiske spil mod de hollandske straffesparksskytter. Og efter 3-0 i semifinalen over Kroatien var man så klar til den store finale mod de forsvarende verdensmestre fra Frankrig.
Den kamp blev selvfølgelig Lionel Messis store, argentinske kulmination som anfører, tomålsskytte og klippe i den modgang, der ramte undervejs. Men det blev også Emiliano Martínez' finale, for i sidste minut af overtiden fik han på fantastisk vis gjort sig så bred, at Kolo Muani ikke fik sendt det afgørende skud forbi ham, og i straffesparkskonkurrencen kunne der kun vaere én sejrherre. For Martínez smed bolde vaek og klagede til dommeren over boldens placering, og så tabte Frankrig 4-2 på straffespark, og Argentina var verdensmester for første gang siden Diego Maradonas 1986-mandskab.
Så når argentinerne taenker på det forjaettede VM, så taenker de selvfølgelig først på Lionel Messi, men der er heller ikke nogen tvivl om, hvem der er nummer to i det hierarki. Det er Emiliano Martínez.
”Ja, han er klart nummer to, for der er kampen mod Holland og redningen mod Kolo Muani til allersidst i finalen. Der er jo argentinere, der får tatoveret den redning på samme måde, som de får tatoveret Messis kontrafej,” siger Jonas Schwartz.
Så nummer to i Argentina som både verdensmester og Copa América-vinder og en sikker nummer et i Aston Villa. Det må siges at vaere meget godt gået af Emiliano Martínez efter 10 hårde år i Arsenal.
Det er et vildt raes i Argentina, og der er en voldsom konkurrence, fordi der er så meget økonomi og prestige forbundet med at blive fodboldspiller