ET HALVT ÅRHUNDREDES HISTORIE I KAELDEREN
Erling Brønnum fra Holbaek har samlet på Tipsbladet i 50 år. Samlingen rummer flere tusinde udgaver, og den har skabt den hel del besvaer for ham gennem årene. I dette interview fortaeller han om sin enestående samling, der nu ikke bliver udvidet laengere.
For år tilbage fik Erling Brønnums hustru pludselig travlt. Mens han var ude at rejse, satte den nyeste udgave af Tipsbladet sig fast i hendes støvsuger, der ødelagde aegtemandens avis. Og så var gode råd dyre.
Brønnum havde troligt samlet på Tipsbladet gennem årtier, og hun vidste, at han ikke ville blive glad, hvis han kom hjem til en maltrakteret udgave – og dermed en ukomplet samling.
Så hun kontaktede i al hast udgiveren og forklarede sammenhaengen, og udgiveren kvitterede ved at tilsende den seneste udgave af bladet. Så da Erling Brønnum kom hjem igen, anede han ikke uråd.
”Det fortalte hun mig først flere år senere,” fortaeller Erling Brønnum med at grin.
Dermed forblev hans samling komplet, og nu, hvor Tipsbladet ophører med at udkomme på print, er den forblevet intakt: Hans aeldste udgave er fra februar 1974, og fra 1975 og frem taeller den samtlige udgaver. I forbindelse med tilblivelsen af denne sidste udgave tager han imod Tipsbladets udsendte i sin lejlighedsopgang i Holbaek.
Vi begynder i kaelderen. I et aflåst rum ved siden af beboernes cykler står der nogle grå arkivskabe, en reol med kasser, poser, vinflasker og andre ejendele, som er gemt vaek, og bagerst fylder 16 brune flyttekasser det meste af endevaeggen. Erling Brønnum har lagt gipsplader mellem kasser, der er stablet oven på hinanden, for at de nederste ikke skal bukke under for vaegten af de øvrige kasser. På hver kasse står der ”TIPS 1974-1980”, ”TIPS 1981-1984” og så videre.
Normalt står de i kronologisk raekkefølge – den aeldste nederst til højre, og den nyeste øverst til venstre – men i dagens anledning har Erling Brønnum flyttet den aeldste kasse op, hvor vi kan komme til den. Da han åbner den, åbenbarer der sig en guldgrube af gamle kampprogrammer, billetter, en pamflet med titlen ”Betalt fodbold – hvorfor nu det?” og ”Fortegnelse nr. 1 over system-nøgler til 13 kampe” med Tipsbladet logo øverst.
Og så er der selvfølgelig alle de gamle udgaver af Tipsbladet.
Kassen er tung. Avisens udsendte løfter på den og bliver enig med Brønnum om, at den må veje 20-30 kilo.
Det hele begyndte i starten af 70’erne, da Erling Brønnum og hans bror fattede interesse for engelsk fodbold og for at tippe. De så Tipslørdag og udfyldte tipssystemer, og så havde de jo brug for at blive klaedt på til begge dele. Siden da har han vaeret førstehåndsvidne til den forandring, som Tipsbladet har gennemgået.
”For det første begyndte det at blive tykkere end det her,” siger Erling Brønnum og peger på sit aeldste blad fra 1974, da vi er kommet op i hans lejlighed.
”Og så kom der endnu flere artikler i det, og tipningen gled lidt i baggrunden. Det har aendret karakter. Fra at vaere dagsaktuelt til naermest kun at vaere ugeaktuelt. Der er jo aldrig reportager eller karakterer fra landskampe laengere for eksempel.”
De gamle udgaver ligner mere det, man ser i et dagblad: Flere mindre historier på hver side end det nuvaerende Tipsbladet, hvor der er faerre, men laengere artikler.
Og så handler for meget for Brønnums smag om andet end det sportslige.
”Jeg synes egentlig ikke, at man skulle bruge så meget tid på at blande politik ind i fodbold. Det har de jo brugt meget tid på at skrive om. Det er selvfølgelig på sin plads nogle steder, men jeg synes, det gik lidt amok omkring Qatar. Det, syntes jeg, var i overkanten. Vi var jo mest interesserede i at laese noget om fodbold.”
Det er jo et helt flyttelaes. Det har de også drillet mig med mange gange, både flyttefolkene og vores omgangskreds
ET ÅR I FYRRUMMET
I Erling Brønnum kaelder er der stor forskel på, hvor mange årgange de enkelte flyttekasser rummer. Den ene rummer eksempelvis årene 1974-1980, men i takt med at hver enkelt udgave gik fra 20 sider
i 1974 til 40, og Tipsbladet i 90’erne begyndte at udkomme to gange i ugen, kunne der vaere faerre og faerre årgange pr. kasse. Fra 1996 til 2011 er der kun to årgange i hver enkelt. I alt bliver det til anslået 3.400 aviser plus et vaeld af kampprogrammer fra kampe, som Erling Brønnum har overvaeret gennem årene.
De 16 flyttekasser fylder godt i det lille kaelderrum, og de har gennem årene skabt problemer, når familien Brønnum har flyttet.
”Det er jo et helt flyttelaes. Det har de også drillet mig med mange gange, både flyttefolkene og vores omgangskreds,” fortaeller Erling Brønnum.
”Der er to typer [i omgangskredsen], fordi halvdelen af dem har jo samme interesse. De har selvfølgelig ikke en samlerinteresse, men interesserer sig for fodbold og kan vel naermest huske de samme ting, som jeg kan. Og dem, der ikke har den interesse – og der taler vi også min viv – kan jo slet ikke forstå en skid af det.”
Mest besvaerligt var det, da han havde kasserne opmagasineret i et kaelderrum ved kontoret. Da han en dag kom derned, efter han ikke havde vaeret der i månedsvis, viste det sig, at et varmerør, der løb gennem rummet, var utaet, så kasserne var blevet våde. Og dermed bløde.
”Da jeg kom derned, var hele lortet sunket sammen,” husker han.
”Så jeg måtte tage dem med hjem. Jeg havde hus med fyrrum dengang. Der måtte jeg jo så laegge dem ud, så de kunne tørre, alle sammen. Ellers begyndte de jo at lugte. Det tog et år, før jeg kunne få det tilbage igen.”
Det blev til gengaeld en glimrende anledning til at købe en masse ens kasser til at pakke alle de gamle, gulnede aviser i, så de er lettere at stable. De står dog stadig på gulvet i kaelderen, og lejlighedsbygningen ligger taet på Holbaek Fjord. Der var også en enkelt gang, hvor vandet stod ind i nogle kaelderrum en halv etage laengere nede i terraenet, men foreløbig holder Erling Brønnums kasser sig tørre.
KLAEBEHJERNEN OG KAERLIGHEDEN
Det er måske meget godt, for kasserne rummer potentielt stor vaerdi.
Brønnum fortaeller i hvert fald, at han for et par år siden var i kontakt med en anden, der var saerligt interesseret i årgang ’81. Den kunne han godt købe, svarede Erling Brønnum, men så skulle han købe alle de andre årgange også. Til 2.000 kroner pr. årgang.
”Jeg skrev tilbage, at det var dem alle sammen eller intet. Det var så naermest 100.000 kroner. Så skrev han: ’Jeg havde regnet med 75.000’!” griner Erling Brønnum.
Derfor blev handlen ikke til noget, og Brønnum fortsatte ufortrødent med at laegge hver uges udgave til side. Som han nu har gjort i knap 50 år.
”Det har jo vaeret på grund af interessen for fodbold generelt. Tipningen faldt jo vaek, men jeg holdt fast for at få nogle informationer om fodbold og så videre. Jeg holdt ikke hverken BT eller Ekstra Bladet eller nogle af de der. Så det var det, der ligesom kunne holde mig orienteret,” begrunder han det.
”Og som du kan høre, så har min omgangskreds jo brugt mig som opslagsvaerk engang imellem, hvis de skulle vide, hvornår Søren Busk spillede sin første divisionskamp. ’Jeg går lige i kaelderen!’ Du kunne jo du se, at det er lidt svaert at komme til nu, men førhen kunne jeg godt lige bladre lidt i det og sige: ’Det gjorde han den og den dato’; Ellers vidste jeg det.”
Ja, Erling Brønnum har naeppe vaeret nødt til at gå i kaelderen og bakse rundt med kasserne, hver gang familie og venner skulle vide noget. Oppe i lejligheden breder han en håndfuld gamle kampprogrammer og -plakater ud på bordet og åbner en ad gangen. Han har selv spillet divisionsfodbold, blandt andet i IF 32 i Glostrup sammen med den senere europamester og landsholdsanfører Lars Olsen.
I det ene kampprogram kan vi se, at de spillede mod Lars Bastrup, før han blev professionel i Tyskland, og i en anden stod Brønnum over for Michael Manniche.
Historierne vaelter frem, og detaljerne sidder der tilsyneladende stadig, selv om det meste er over 40 år siden. Men Brønnums indre arkivskab er fyldt med resultater, modspillere og fakta fra en svunden tid.
Han fortaeller, at han engang var til en afslutningsfest, hvor nogle holdkammera
ter havde arrangeret en quiz. Et af spørgsmålene til Erling Brønnums gruppe lød, hvem der blev dansk mester i 1964. Det kunne han selvfølgelig svare på. Og mere til.
”Det var B1909. De vandt 1-0 mod KB, og det er den danske klubkamp, der har vaeret flest tilskuere til i hele fodboldhistorien. Der var 43.000, og der stod 6.000 udenfor. De skulle vinde den dag for at blive mester. Hvis KB vandt, så ville de blive mestre. Og hvis det blev uagjort, var AGF blevet mester. Så taet var det. Det var jo topointssystem.”
Hvis man var i tvivl, er det alt sammen korrekt. Men for Erling Brønnum er den slags trivia ikke noget saerligt.
”Mange burde jo kunne huske det, fordi det en historisk kamp,” som han siger.
De sidste kan lige vaere der På forsiden af Erling Brønnums aeldste udgave af Tipsbladet står der, at det er ”Det nye Tipsblad”, men i løbet af de 50 år, siden det var nyt, er der sket meget. Eksempelvis fokuserer indholdet langt mere på tipning end i dag. Fem af syv historier på forsiden handler eksempelvis om netop det, herunder DM i tipning: ”Har De lyst til at konkurrere mod tusinder af andre tippere om at blive danmarksmester?” står der med store bogstaver midt på forsiden.
Men selv om meget af forandret, ligner et par af historierne til forveksling noget, der kunne bringes i danske medier i dag. Der er eksempelvis en artikel om den italienske målmandslegende Dino Zoff, der forbereder sig grundigt på de angribere, han står over for, og endda har et kartotek med oplysninger på dem.
Derudover fylder det en del på både forsiden og inde i avisen, at Birmingham har solgt Bob Latchford til Everton ”for hele 350.000 pund”.
Det følges op af en artikel om klubskiftet og en om ”De dyre drenge i engelsk fodbold”, hvor Tipsbladet gennemgår alle klubber i 1. divisions største indkøb.
De skal alle regnes i hundredtusinder af pund.
Interessen for transfersummer er mildest talt ikke blevet mindre siden. Og forhastede beslutninger på transfermarkedet er tilsyneladende heller ikke noget nyt faenomen.
”Handlen kom meget uventet og understregede, at der er ved at gå panik i Birmingham-lejren,” konkluderer skribenten K.F.
Han slutter sin artikel af med at konstatere, at Latchford kvitterede for prislappen med to mål i sin debut mod West Ham United.
Angriberen endte med at spille i Everton frem til 1981 og fik 289 kampe med 138 mål til følge.
Selv om det er svaert at komme til kasserne i kaelderen, nyder Erling Brønnum stadig at bladre i de gamle blade, når muligheden byder sig. Og de nye, dem har han fortsat glaede af.
”Jeg laeser dem selvfølgelig på et lidt andet grundlag nu end at tippe. Men jeg laeser de artikler, der er, og bruger dem til at slå stillinger op. Nu om dage er der også en lang liste bagerst med tv-kampe. Det er jo svaert lige at stampe op nogen steder, hvor man kan se dem samlet. Så de bliver brugt stadigvaek,” fortaeller han.
KNIBER MED PLADSEN
Alligevel er det måske fint nok, at naervaerende udgave af Tipsbladet er den sidste. For det kniber efterhånden med at få plads til flere end de 16 flyttekasser, som Erling Brønnum allerede har stående.
”Jeg bor i lejlighed, så det er jo svaert at få et kaelderrum, der er stort nok. Og man kan jo ikke have det stående heroppe. Så det er lige før, selv om det irriterer mig lidt, at de går digitalt, at det er det rigtige at gøre nu. For der er ikke plads mere,” siger han med et grin.
Spørgsmålet er så, hvad der skal ske med det lille stykke dansk mediehistorie, som Erling Brønnum har stående inde bag arkivskabene og reolen i kaelderen.
”Hvis ikke der er nogen, der kan få glaede af dem, så vil den blive stående dernede, og så vil jeg måske plukke lidt i den en gang i mellem og laese om sjove ting fra 1978 eller sådan noget. Den bliver ikke smidt ud. Det bliver i hvert fald ikke mig, der smider den ud,” siger han.
”Min søn siger også gerne, at ’det er mig, der kommer til at smide dem ud en dag, for du gør det ikke’.”
Fra og med i dag vokser samlingen ikke laengere.
Efter 75 år i alt og 50 år for Erling Brønnum har den sidste udgave af Tipsbladet forladt trykken, og når han er faerdig med at laese, bliver den naturligvis arkiveret sammen med alle de andre.
”Så må jeg jo leve med at laegge den sidste derned. De kan lige vaere i kassen. Og så er det jo slut.”
Den bliver ikke smidt ud. Det bliver i hvert fald ikke mig, der smider den ud