Satser hele butikken Vind eller forsvind
og Helle ThorFOR LARS LØKKE RASMUSSEN ning- Schmidt startede i går den mest afgørende periode i deres politiske liv: Kampen om en statsministerpost, hvor den ene tager det hele, og den anden er færdig i dansk politik.
Vinder Løkke det kommende valg, vil Helle Thorning være ude hurtigere end lynet. Også selv om hun sikrer et rimeligt valgresultat for S. Formentlig sætter hun sig ned på bagerste række i den socialdemokratiske folketingsgruppe og sikrer sig fire års clearing fra Folketinget. Ingen udvalgsposter, ingen større synlighed.
Vinder hun, vil Lars Løkke til gengæld være tvunget til i løbet af sommeren at finde et nyt job ude i det virkelige liv. Han vil få hele skylden for, at fire års enstemmigt blåt flertal i meningsmålingerne blev tabt på gulvet.
Begge satser de hele butikken. MEN DE HAR MERE tilfælles: Løkke og Helle bryder sig ikke specielt meget om hinanden, men de har på mange måder haft samme politiske skæbne de seneste år: Få toppolitikere har skullet tage flere tæsk i medierne, fra vælgerne fra eget bagland og tillidsfolk.
Socialdemokratiske borgmestre ville ikke se Helle i deres by under kommunalvalget. Venstre- borgmestre bad Løkke pakke sammen og overlade formandsposten til en anden. Begge er blevet hånet, bagtalt og til dels forsøgt kuppet fra egne rækker – men har overlevet.
Thorning har været involveret i skattesager, leasing- sag, skole- sag og andet skidt. Og Løkke huskes kun alt for tydeligt for GGGI- og bilagssagerne. Taberen skal ikke regne med megen tak fra partifællerne. Vinderen vil blive hyldet for et historisk comeback. Men hvad kan Helle gøre for at vinde valget? Hun skal først og fremmest bruge sig selv meget. Hverken Morten Østergaard, Pia Olsen Dyhr eller Johanne Schmidt- Nielsen kan vinde det kommende valg. Heller ikke Uffe Elbæks sære Alternativet. Der er kun et parti, som har styrken til at trække stemmer over midten – nemlig S.
Thorning er den eneste, der kan få DF’s og Venstres vælgere i tale – især de, der tidligere stemte S, men de seneste år er passeret til DF. For den gruppe vælgere er der to temaer, som tænder: en stram udlændingepolitik og mere velfærd. De gider ikke hørte om flere nedskærings- reformer, halvering af dagpenge og slagtning af efterlønnen.
Thorning er nødt til at køre parløb med de radikale og forsøge at bagatellisere de radikales krav om flere reformer. Og så skal tonen i forhold til SF og EL være i orden – uanset at de to partier vil hamre løs på S på grund af dagpengene og flygtningepolitikken.
Thorning står i alle personmålinger stærkere end Lars Løkke, hvilket er godt for hende, men kun i begrænset omfang kaster stemmer af sig til hendes parti. Hun må prøve at skabe en bro mellem sin egen relative popularitet og partiets magre resultater – og så også bruge de stærkeste på S- ministerholdet, bl. a. Mette Frederiksen og Nicolai Wammen.
Nick Hækkerup skal også i store omdrejninger på sundheds- politikken, som vil veje tungt. Og så må hun gerne virke lidt mere humørfuld i de store tv- debatter. Thorning har let ved at fremstå noget fornærmet og påståelig – rager let i mundhuggeri med andre. Især Lars Løkke.
– nu i stærkt slanket VENSTRES FORMAND og solbrændt udgave – er kommet godt fra start med meningsmålinger, der fortsat viser blåt flertal og med den verbale styrke, som hans skarpe retorik og betydelige saglige ballast giver ham. Løkke er simpelt hen en formidabel debattør, der kan vælte tal og statistikker ud over enhver åndeligt svagere kørende modstander.
I modsætning til Thorning er hans regeringsprojekt uskarpt. Både når vi taler detaljer i Venstres politik, og hvem han i givet fald vil gå i regering med. Altså: Hvad vil en blå regering egentlig kunne enes om? Det ved Løkke ikke engang selv.
Løkkes ’sager’ har slidt på facaden, og derfor skal han primært tale politik. Han må frem for alt ikke fremstå arrogant og nedladende. Han må udvise en passende ydmyghed, men ikke så meget, at det bliver pinligt. Danske vælgere stemmer ikke på folk af medlidenhed. Og hvad sker der så, når enten Helle eller Løkke vinder? Helle vil blive en stærk, formentlig særdeles kontant statsminister. Der vil komme en ministerrokade – formentlig ikke helt lille. Hun skal forhandle regeringsgrundlag med R, men det bliver ikke Det Sorte Tårn om igen. Morten Østergaard vil stille krav – også besværlige krav – men S vil denne gang kunne forhandle ud fra en anden styrkeposition end i 2011. Altså hvis der er rødt flertal.
Lars Løkke vil som regeringschef i første omgang styre efter en regering med DF, og han kommer til at give store indrømmelser, hvis det skal lykkes. Herunder afgivelse af centrale ministerier til Thulesen Dahl. Løkke vil også være tvunget til at fordele Venstres minister- poster på en måde, så Kristian Jensen- fløjen føler sig fuldt ud tilgodeset. Alternativet er konstant ballade på bagsmækken., Og det har Løkke ikke råd til. Siger DF nej til ministerposter, kan han vælge at køre alene eller invitere Søren Papes konservative med. Men selv da vil han mangle 50 mandater for at opnå et flertal.
Løkke kan gøre det mest indlysende – nemlig at invitere alle fire blå partier ind i regeringen. Det siger DF nej til. Thulesen Dahl vil ikke med 20 pct. af vælgerne behandles sideordnet med Papes fem pct. Og det hele vil kræve så mange indrømmelser og kompromiser, at ingen af de fire partiers vælgere gider det. Konklusionen? At vi kan stå over for en langt mere ustabil periode i dansk politik, end vi har oplevet de seneste 30 år.
Der er tre uger til det kommende valg. Og måske kun halvandet år til det næste igen.
Begge er blevet hånet, bagtalt og til dels forsøgt kuppet fra egne rækker – men har overlevet