Maratonmanden
or en af verdens største nude kunstnere slæber rundt band, der aldrig skulle haladt Las Vegas. Cartney har råd til at hyre
som helst, og med billetr på mellem 750 og 1400 kror han næppe blevet fattigeat vende hjem et smut.
ede Lennon
originalversionernes ådige klang blev det klassimateriale underligt ordi
men undtagelsesvis var ennemslagskraft i ’ Helter er’, og McCartney kvidrede øn udgave af ’ Blackbird’ soed publikum som kor. ndgåeligt blev der brølet gennem på ’ Hey Jude’, men ens mest øredøvende bifald dt John Lennon, som Sir
Tamt højrehåndarbejde
FOTO: OLLY STABLER / BARCROFT MEDIA Paul opfordrede forsamlingen til at hylde inden ’ Here Today’, der er en kærlighedserklæring til Lennon fra McCartney.
Elvis Presley lavede George Harrisons evergreen ’ Something’ noget bedre end McCartney, som fremførte den fesent på ukulele.
Symptomatisk for bandets ret svulstige smagløshed egnede Wings- numrene ’ Let Me Roll It’ og ’ Band on the Run’ sig bedre til lydbilledet end klenodierne fra The Beatles’ katalog, mens to sange fra McCartneys solokarriere faldt helt igennem. Elektroniske ’ Temporary Secretary’ var pinligt akavet, og ’ Hope for the Future’, som han minsandten har skrevet til et com- puterspil, er simpelt hen bare håbløs.
McCartney skiftede mellem flere strengeinstrumenter og tangenter, men lige meget, hvad han rørte ved, så bar det præg af højrehånds- arbejde.
Med venstre har han skrevet nogle af de smukkeste kærlighedssange, verden har hørt, og det er i grunden endnu mere imponerende, når man tænker på, at kvinderne i Liverpool ligner Robbie Fowler.
Showet bar præg af æresrunde, og hvis han var fodboldspiller, så havde det været en testimonial- kamp.
Man kan flytte McCartney tilbage til Liverpool, men man kan altså ikke tvinge The Beatles tilbage i McCartney.