DEN ONDESTE DISCIPLIN
Holdløbet er en lidelse, men mange betragter det alligevel som en af cykelsportens smukkeste discipliner
Bjarne Riis med åben mund i Gewiss- Ballans berømte og berygtede ’ blå tog’, der senere viste sig at køre på andet end kildevand og proteinbar.
Når rytterne i årets Tour de France begiver sig ud på 9. etape, så er det ikke rutens beskedne 28 km, der er årsagen til, at mange af rytterne helst havde været foruden.
For 9. etape er et holdløb. En disciplin kun få elsker. Flertallet accepterer holdløbet, men en stor gruppe af ryttere betragter det med afsky.
Fælles for dem alle er dog, at de med én mund betragter holdløbet som den ondeste af cykelsportens mange discipliner.
Hvorfor? Jo, for i modsætning til en enkeltstart kan den enkelte rytter ikke lige slække på tempoet, hvis pulsen er for høj. Det går jo ud over holdet. Det kan blive decideret katastrofalt, hvis man ikke evner at holde hjul og bliver sat af. For jo flere ryttere jo lettere bryder man vinden og holder farten høj.
Og det er lige netop fart, der gør denne disciplin så ond. Typisk er gennemsnits- hastigheden ca. ti km/ t. højere end på en individuel tidskørsel – det betyder, at man overhovedet ikke kan tillade sig at puste ud. Selv når rytterne ligger bagerst i lyntoget, skal der trædes så meget til i pedalerne, at syren i musklerne ikke forsvinder.
De svageste til tempokørsel ved, at de skal yde deres absolut maksimale, mens de gode temporyttere skal sørge for ikke at træde deres holdkammerater bagud. Det kan splitte gruppen og koste holdet dyrt. Derfor vil det stærkeste kollektiv vinde.
Strategien i et holdløb er enkel. Rytterne skal blive samlet så længe som muligt, men det kan være aftalt, at ryttere med vilje slipper, når kræfterne er sluppet op. Der er trods alt ingen grund til at holde igen for at slæbe en træt holdkammerat i mål – det er nemlig femtemandens tid, der tæller.
Eksekveringen af et holdløb er blevet stadig mere raffineret. Rytterne kører som en kæde, hvor den forreste slår ud efter en føring og lader kædens næste led komme til.
Når man har slået ud, får man de eneste pauser under et holdløb. Her lader man sig falde tilbage i vindsiden ( så man kan skærme for holdkammeraterne), og så hægter man sig på kædens bagerste led, når man når så langt.
Kørsel på flad vej foregår med over 60 km/ t., og det kræver hyppige skift at holde hastigheden så konstant høj.
Selv om mange ryttere hader holdløbet, så er der lige så mange, der betragter det som den smukkeste disciplin af alle – også selv om det gør ondt hele vejen til mål.
Kampen mod uret var ikke på programmet i Tour de Frances barndom. Først i 1927 blev forløberen for holdløbet introduceret. Den idé- rige løbsarrangør Henri Desgranges havde opfundet et nyt koncept, der skulle puste liv i de 16 flade etaper det år. Holdene startede ganske enkelt hver for sig med et kvarters mellemrum.
Den måde at køre på fortsatte i tre år og derefter med et års pause igen i 1931, inden Desgranges hev idéen af tegnebrættet. Men han havde alligevel ikke parkeret den fjernt i hjernebarken.
For i 1935 – et år efter indførelsen af den individuelle tidskørsel – blev holdløbet med kortere distancer som på en enkeltstart indført i Tour de France. Og det endda hele tre af slagsen. Tydeligt populært, men alligevel gik ledelsen fra 1938 over til kun at prioritere individuelle tidskørsler.
Det markerede en ende på holdløbet for en tid. Det kom tilbage på programmet i 50’ erne og 60’ erne, hvor den altid optrådte som halve etaper, som vi i dag kender fra blandt andet Post Danmark Rundt.
Det ændrede sig sidst i 70’ erne, da strækningerne blev længere, og holdløbet blev kørt som en hel etape. Der blev det en fast del af Tour de France, men i 1996 forsvandt det. Formentlig efter at Gewiss- Ballan med kaptajn Bjarne Riis i 1995 satte ’det blå tog’ i omdrejninger og smadrede alt og alle og kørte det hidtil hurtigste holdløb nogen sinde.
Det kom tilbage i det nye årtusind, hvor især duellen i 2005 mellem Discovery og danske Team CSC skinnede i øjnene. Begge mandskaber formåede det år at køre over 57 km/ t. på den 67,5 km lange rute – med store tidforskelle til de øvrige hold som konsekvens.
Derefter var holdløbet mindre fast på programmet – men dog som en tilbagevendende begivenhed.
Senest i 2013 i Nice hvor Orica- GreenEdge i den ba- gende varme brød vinden perfekt og satte hastighedsrekord for et holdløb med 57,8 km/ t. Gennem hele Touren vil Ekstra Bladets cykelreportere, Brian Askvig, Jimmi Willemoes Jensen og Jonas Sørvin Kristiansen, tage dig med på historisk udflugt i verdens største cykelløbs enorme arkiv. Følg med her på siderne, eller læs alle kapitlerne på ekstrabladet.dk/ekstra, hvor der hver dag kommer en ny historie.