Skinnet bedrager
Beyoncés image er mere imponerende end hendes nye album
Beyoncé Lemonade (Parkwood/Sony)
Med forventet uforudsigelighed udgav Beyoncé i går karrierens sjette soloalbum, ’Lemonade’.
Det er heller ingen overraskelse, at pladen er endnu et forfejlet udspil fra det amerikanske paradoks af en superstjerne, der bare ikke evner at leve op til sit selvskabte image som Guds gave til menneskeheden.
’Lemonade’ er foreløbig kun tilgaengelig på streamingtjenesten Tidal, der har gemalen Jay Z som primus motor, men Beyoncé bruger ikke desto mindre omtrent halvdelen af numrene på at fortaelle, hvor utilstraekkelig en aegtemand selvsamme rapmogul er.
Det er i hvert fald svaert at opfatte teksterne anderledes.
Gode sange savnes
Musikalsk formår den 34årige texaner dog sjaeldent at forløse sin frustration på yderligere et afdaempet album, der savner dynamik samt noget så elementaert som gode sange med medrivende melodier, omkvaed og hooks.
Det er ikke nemt at komme
i tanke om et mainstream-album, der er mindre egnet end ’Lemonade’ til at blive fremført i Parken, som Beyoncé indtager til sommer. Surt show.
Uspaendende lydbillede
Beyoncé bruger gennemgående sin taekkelige vokal med stor variation, og det kompenserer i nogen grad for pladens ellers uspaendende lydbillede, mangel på temposkift
og trivielle brug af gaesterne James Blake, The Weeknd, Kendrick Lamar og Jack White.
Liver op mod slut
Mod slut agerer Beyoncé pludselig politisk, når hun omsider liver op på den labert vrikkende singleforløber ’Formation’ samt med Lamar og et stort beskidt groove gennem slagsangen ’Freedom’.
Men efter 46 usammenhaengende minutter i divaens selskab sidder man tilbage med et indtryk af, at hun hverken ejer talentet, kreativiteten eller ånden til at gå i fodsporene på forbilleder som Aretha Franklin, Nina Simone og Erykah Badu.
Taenk, hvis Beyoncé lavede et vellykket album naeste gang. Så ville hun vitterlig overraske.