Bagbundet, røvet og truet på livet Birgittes liv smadret
– Jeg føler mig kraenket af systemet, siger Birgitte Eriksen, 53. I dag kaemper hun som tusindvis af andre danskere forgaeves for at få anerkendelse for sin psykiske arbejdsskade
Birgitte Eriksen har altid levet et stille og roligt liv uden de store udskejelser. Ingen skilsmisser, ingen vilde krigseventyr, igen store konflikter. Intet, der har kunnet give hende den svaere psykiske lidelse PTSD (posttraumatisk belastningsreaktion).
Det har en raekke voldsomme oplevelser som ansat i forskellige banker i det østjyske til gengaeld givet hende.
To vaebnede røverier, to røveriforsøg og en kunde, der fremsatte så voldsomme verbale trusler, at han fik en betinget dom, knaekkede Birgitte Eriksens psyke.
Men selv om alle episoderne er sket på hendes arbejde, kan hun ikke få arbejdsskadeerstatning.
– Det synes jeg ikke er rimeligt, siger hun til EKSTRA.
Dermed er Birgitte Eriksen en af flere tusinde danskere, der hvert år oplever at få afvisning på arbejdsskade-erstatning af Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, der er en del af pensionskoncernen ATP.
PROBLEMERNE BEGYNDTE ved juletid i 1989, hvor den dengang 26-årige bankkvinde arbejdede i Sydbank ved Aarhus Banegård.
Efter lukketid fredag 22. december ønskede de ansatte hinanden god jul med et lille glas.
Men da en kollegas mand skulle låses ind i banken for at skåle med personalet, tvang en røver, iført en elefanthue trukket ned over sit ansigt og et oversavet jagtgevaer pegende mod personalet, sig med ind.
Røveren tvang de bankansatte ned i kaelderen og truede Birgitte Eriksen til at åbne bankboksen.
MED RYSTENDE haender fik den unge kvinde indtastet koden og åbnet boksen, hvor der lå godt en million kroner i kontanter.
Men det var ikke nok for røveren. Han ville også have adgang til kundernes private bankbokse. Dem kunne Birgitte Eriksen af sikkerhedshensyn umuligt åbne – heller ikke selv om hun lå på knae og blev truet med et oversavet jagtgevaer.
– Det var så det liv. Nu skyder han mig, taenkte hun.
HELDIGVIS TRYKKEDE røveren ikke på aftraekkeren. I stedet beordrede han alle bankens ansatte ind i bankboksen og bagbandt dem på haender og fødder med plasticstrips og flagline.
Røveren forlod de bagbundne bankfolk med et tørt ’glaedelig jul’.
Allerede da røveren var på vej op ad trappen til hoveddøren, lykkedes det Birgitte Eriksen at komme fri. Det samme gjorde hendes chef.
De trykkede på overfaldsalarmen. Politiet kom hurtigt, men de valgte at køre igen, da de ikke kunne se nogen fare inde i banken. Først anden gang, politiet blev alarmeret, lykkedes det. Betjente rykkede talstaerkt ind, og de ansatte fik efterfølgende tilbud om krisehjaelp.
MEN DEN BARSKE oplevelse blev siddende i Birgitte Eriksen. Knuden i maven voksede sig hver morgen større og større, jo taettere hun kom på banken ved banegårdspladsen.
Men hun er et pligtopfyldende menneske, og hun blev ved med at møde op på arbejdet – blandt andet fordi hendes psykolog sagde, at det var det bedste for hende.
Hun udførte sit arbejde, men hun var kon-
stant i alarmberedskab. Og det blev ikke bedre af de andre røverier og røveriforsøg, hun var igennem i løbet af 90’erne.
DET ENDELIGE KNAEK kom i 2012. Birgitte havde fået sit drømmejob i Jyske Bank i Odder. Men ved en fejl kom hun en dag til at udløse bankens alarm, og med ét var hun mentalt tilbage i bankboksen i 1989.
Efterfølgende blev hun sendt på Arbejdsmedicinsk Klinik i Esbjerg, hvor laegerne hurtigt konstaterede, at hun led af ’PTSD med personlighedsaendring efter katastrofeoplevelse’.
Hverken for de mange laeger eller Birgitte Eriksen selv har der vaeret nogen tvivl om, at hendes psykiske lidelser skyldes hendes arbejde.
– Vi bankansatte er ikke ligefrem kendt for en vild og udfarende livsstil. Hvad skulle ellers have givet mig PTSD end de røverier, jeg har vaeret udsat for?
Men en årelang kamp mod Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og Ankestyrelsen, hvor hun alt i alt har ført fire forskellige sager, er kun endt med det ene afslag på erstatning efter det andet.
PÅ ET TIDSPUNKT i den endelige afgørelse af det langstrakte sagsforløb aendrer en af Ankestyrelsens sagsbehandlere, der aldrig har talt med Birgitte Eriksen, hendes diagnose til en anden, der, ifølge den gaeldende lovgivning, ikke udløser erstatning.
’Vi har lagt vaegt på, at diagnosen posttraumatisk belastningsreaktion ikke kan stilles’, står der i afslaget, hvilket vel og maerke er i modstrid med flere speciallaegers konklusion.
– Det undrer mig, at den laegefaglige konsulent, der er uddannet speciallaege i psykiatri, kan aendre min diagnose – uden nogen sinde hverken at have mødt mig eller talt med mig.
– Sådan en form for faglig magtudøvelse troede jeg ikke, fandtes i vores system. Den konsulent skulle inviteres indenfor i min krop i bare en halv time, og så ville hun løbe skrigende vaek, siBirgitte Eriksen.
– Jeg har gået på arbejde i jeg ved ikke hvor mange år, og jeg har vaeret pligtopfyldende og gjort, hvad der blev forventet. Nu har mit job så på det naermeste taget livet af mig, og jeg kan ikke engang få en anerkendelse af, at mit job har skadet mig. I stedet parkerer de mig i et hjørne, hvor jeg så kan sidde og passe mig selv.
PÅ GRUND AF sine psykiske lidelser er 53årige Birgitte Eriksen i dag på førtidspension. Hun kan ikke passe et arbejde, hun har det ikke godt med store forsamlinger, hun får det fysisk dårligt af at gå forbi en bank, hun er altid i forhøjet alarmberedskab, kan aldrig finde ro, hun kan stort set ikke sove om natten, og hun ser stadig røveren fra 1989 for sit indre blik.
KOMMUNEN, hendes tidligere arbejdsplads og hendes fagforening har behandlet hende helt efter bogen.
Men Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og Ankestyrelsen har hun til gengaeld ikke meget tilovers for.
– Det, der kraenker mig mest, er, at de ikke anerkender, at jeg er blevet syg af at gå på arbejde.
Det kommer jeg aldrig til at forlige mig med.