Børnehaven beskriver Phillip som ’en populaer og intelligent dreng, men han er meget destruktiv’

hvordan retssagen og den endelige dom skal håndteres.

Kirsten viser sin støtte over for Mike ved at vaere til stede i retten.

– Jeg skal derover. Jeg skal have sat ansigter på dem, der skød min dreng. Jeg tror ikke, at det vil gøre det lettere at leve med, men jeg vil bare sidde over for dem for at se, om de har dårlig samvittighed, siger Kirsten, der har lavet et bluse, hvor hun har skrevet ’Mikes mor’ på.

– Så kan de få at se, hvor stolt jeg var af ham – og jeg håber, jeg kan gå med oprejst pande derfra, når de får en lang, hård straf. – Jeg tør ikke, bryder Liselotte ind. – Jeg er ikke interesseret i at få en masse oplysninger

I BARNE- OG UNGDOMSÅRENE

faerdes Mike Vinther og Phillip Rasmussen i de samme kredse i Esbjerg, men fem år adskiller dem og gør, at de ikke kender hinanden andet end perifert.

Alligevel er de veje, de vaelger, naermest helt parallelle: De er begge tretten år, da de problemer, som de begge allerede har vist spirende tegn på, for alvor får lov at blomstre i fuld flor.

Phillip Rasmussen er bare fire og et halvt år, da hans mor beder børnehaven om hjaelp til sin vilde søn. Det resulterer i en underretning fra børnehaven til kommunen – og fra da af er Phillip Leth Rasmussen en del af systemet. I underretningen skriver børnehaven, at de er bekymrede for den lille dreng, der ’ingen samvittighed har over for andre personer, dyr eller ting’. Noget Liselotte dog ikke kan genkende, da Phillip altid har elsket både dyr og andre børn. Børnehaven beskriver Phillip som ’en populaer og intelligent dreng’, men han er meget ’destruktiv, ligeglad med belønning og straf, bevidst og beregnende, når han gør dumme ting, og har svaert ved at kende forskel på dit og mit’.

– Den underretning danner ligesom fundament for resten af hans korte liv. Derfra udvikler han sig kun negativt, siger hans mor, Liselotte Rasmussen, der også kan fortaelle, at hendes søn som femårig får konstateret ADHD og bliver tilknyttet en støttepaedagog i børnehaven, og at han som bare otte-niårig i vrede slår en pige ned med en hockeystav.

Phillip begynder i en specialskole, men heller ikke her trives han. Han er god motorisk og meget dygtig til matematik, noterer skolen i en statusrapport til kommunen. De er dog bekymrede for Philip, der er ualmindeligt graensesøgende, sparker og slår, når han bliver presset, og han er meget udspekuleret.

– Jeg føler ikke, at jeg fik hjaelp til at tage mig af ham. Han fyldte så meget derhjemme, og jeg kunne ikke traenge igennem til ham. Han var ligeglad. Til sidst kunne jeg ikke rumme ham