HEARTB HOT
30 år senere lå han i maj 1977 syg, slagen og bekymret på et hotelvaerelse i den lille by Binghamton i staten New York og blev trøstet af sin sorte korsanger og tidligere kaereste Kathy Westmoreland, der var blevet tilkaldt, efter at hans kaereste, Ginger Alden, havde forladt den igangvaerende turné – traet af den daglige trummerum med rejser, koncerter og Elvis’ humørsvingninger.
– Hvordan vil folk huske mig, når jeg er vaek. Vil de snart have glemt mig, havde han sagt til Kathy Westmoreland og havde naermest forudsagt sin snarlige død.
’På trods af alt det, han havde udrettet, nagede det ham stadig, at han aldrig var blevet en rigtig filmstjerne. Og han omtalte nu sig selv i datid, som om han ikke kunne se nogen fremtid for sig. Han spøgte endda med, at hun skulle vaere klaedt i hvidt til hans begravelse. Kathy trøstede ham stille og roligt. Han skulle ikke dø, sagde hun. Og hun holdt ham i hånden, indtil han faldt i søvn’, skriver forfatteren Ray Connolly i bogen ’Being Elvis – Et Ensomt Liv’, som udkommer på dansk i dag.
Frygten for Graceland
Otte uger senere var Elvis Presleys makabre profeti gået i opfyldelse, da han blev fundet stendød af Ginger Alden på sit badevaerelse, nogle timer før han skulle af sted på endnu en turné, som var blevet ham påtvunget af manager ’Colonel’ Tom Parker for at sikre den fortsatte – og nødvendige – pengestrøm til dem begge to.
’Obersten’ havde spillegaeld over hele Las Vegas, og Elvis selv var – på trods af at have tjent hundrede millioner af dollar i løbet af karrieren – på grund af et ødselt og ukontrolleret forbrug begyndt at kunne se bunden af skattekisten.
En af hans største bekymringer i den sidste tid var faktisk, at han ville ende lige så ludfattig, som han var begyndt et par og 30 år forinden, og at hans elskede Graceland ville blive taget fra ham.
’Det skraemte Elvis. Graceland definerede, hvem han var. Det viste ham, hvor langt han var kommet, og han elskede huset og ejendommen, som kun en person født i den dybeste armod kan elske et hus. Det var det hjem, han havde lovet sin mor, og han var enormt stolt af det’, skriver Connolly om en episode, hvor Tom Parker i utvetydige vendinger havde fortalt ham, at hvis han ikke hurtigt begyndte at tage sig sammen, ville han snart ’ødelaegge sin egen karriere, og hvis han så gik helt fallit, ville han sandsynligvis miste Graceland’.
Elvis er ikke Jesus
Raseriet mod Elvis var opstået, da han langt om laenge var ankommet til Hollywood, ’fed som et svin’, for at indspille sin 20. film, ’Clambake’, og var gledet i sit hjem i Bel Air –’formentlig et resultat af en cocktail af piller, nogle til at sove, andre, så han kunne tabe sig, og endnu andre til, hvad sangeren nu kunne lide’ – og slået hovedet mod badekarret, så optagelserne måtte udskydes.
Det huede ikke manageren, og han bebrejdede også Elvis saedvanlige slaeng af venner og ansatte, den så-
Hvordan vil folk huske mig, når jeg er vaek