Skraemmende ringe AGF
at spillerne i AGF skal kigge sig selv i spejlet og finde den indre svinehund frem og vise, om de er drenge eller maend. Det er ikke folkedans det her, og som situationen er lige nu, er AGF storfavorit til at ende i en afsluttende duel om direkte nedrykning fra Superligaen.
Traekker AGF sig sejrrigt ud af de to kampe, venter nummer to i 1. division i endnu to playoff-opgør, og selv om klasseforskellen på papiret er tårnhøj, skal man aldrig sige aldrig.
I den nuvaerende forfatning virker spillerne så trykkede af situationen, at alt kan ske – og så kan AGF også tabe til Skive, Helsingør, Roskilde eller Vendsyssel.
Det er rystende at se spillerne begå så mange elementaere lilleputfejl og vaere ude af stand til at ramme en medspiller over fem meter. Laeg dertil et forsvar, som kigger fodbold, ikke tager ansvar og slet ikke er i sync, som det var tilfaeldet mod Silkeborg.
Nu havde mange i fodbold-Danmark lige rost AGF for fight, vilje og gejst, da de vendte 0-2 til sejr i Viborg. Et amputeret AGF-mandskab gjorde en god figur i Parken mod FCK i pokalen – og så falder holdet fuldstaendig igennem mod Silkeborg. De spillede noget af det vaerste fodbold, jeg har vaeret vidne til i mine snart 28 år som spiller, assistenttraener og kommentator.
skraemmende ringe, og jeg VED godt, hvad det blandt andet handler om: Presset fra omgivelserne er vildt i Aarhus, og spillerne bliver konstant mindet om det, når de har tabt – om det så er hos bageren eller slagteren. Alle vil snakke. Så kan man vaelge, om man vil snakke eller sulte …
Den der med én sejr og Champions League er en skrøne, men folk i Aarhus ER sindssygt positive, når holdet har vundet – og vanvittig negative, når det har tabt. Det rammer hårdt, og der er intet nyt under solen: Vi så også, Brøndby-spillerne virkede bange, da de var i nedrykningsfare i 2012/13 – og at de spillede bedre ude end hjemme.
AGF har tabt de seneste seks hjemmekampe i traek …
traene, falder det jo i øjnene, at der er masser af kvalitet i den trup. Det er langtfra håbløst det hele. Der er faktisk høj standard over løjerne i Fredensvang, men når jeg så ser de samme spillere i kamp …
De har en målmand, der stort set aldrig har et clean sheet (to i 26 kampe) og for mig at se skaber mere panik end ro i det forsvar, og samtidig spiller man konstant med Dzhamaldin Khodzhaniazov, der er rystende usikker, laver bunker af fejl – og kun har prøvet at vinde syv gange i 35 Superliga-kampe.
Det er da tankevaekkende, at den tidligere Viborg-klippe Mikkel Rask efter skiftet til AGF ligner Bambi på glatis. Er han blevet så dårlig på så kort tid?
De spillere, Glen Riddersholm sender på banen, har jo traenerens Glen Riddersholm og Mustapha Bundu havde god grund til at se slukørede ud efter 1-3-nederlaget til Silkeborg. AGF spillede noget af det vaerste fodbold i tre årtier, konstaterer Stig Tøfting.
Det er rystende at se spillerne begå så mange elementaere lilleput-fejl og vaere ude af stand til at ramme en medspiller over fem meter
fremtid i deres haender, men når de ikke leverer varen, hvorfor flår han dem så ikke bare ud? Den første udskiftning kom efter 62 minutter, og jeg kunne altså godt have fundet er par stykker laenge inden!
Og når man er bagud 0-3, skifter man en forsvarsspiller ind!
I DEN GRAD på Glen Riddersholm. Manden har haft tre transfervinduer, men har stadig ikke skabt et hold, der kan spille under pres. Når de har alt at vinde og intet at tabe, spiller de mere frigjorte som ved 0-2 i Viborg, men så snart de maerker det mindste pres som mod Silkeborg, fejler de big time.
29. januar sagde Glen Riddersholm,
at AGF stod staerkere som hold og som klub – og at der var taget nogle gevaldige skridt. 13. februar gentog han det med de ’gevaldige skridt’, og her to måneder senere kan det godt vaere, at det går gevaldigt – men det er da i den forkerte retning!
Skal han så fyres? Nej! Ikke endnu.
Han har kun vundet ti (10!) af 43 Superliga-kampe som AGF-traener. 1,02 point i snit. Det er skidt. Han er p.t. den fjerderingeste af 15 traenere i klubben siden Superligaens start.
Statistik og resultater taler ikke ligefrem for ham, det kan jeg godt høre, men jeg tror og håber stadig, at Glen kan rette det op.
Forventningerne er naturligvis store til en klub, der har hentet en mesterskabstraener, en af landets dygtigste direktører, en sportschef, der har fungeret fantastisk sammen med direktøren – og så har man ligaens fjerdestørste budget. Stram op!
at timeglasset løber ud på et tidspunkt, hvis man ikke vinder fodboldkampe, og jeg ønsker bestemt ikke for ham, at han ender som ’Komiske Ali’, der står og fyrer floskler af, mens kampvognene tordner forbi i baggrunden.
Jeg må sige, at udviklingen godt nok er svaer at få øje på, og de ’gevaldige skridt’ rimer vist på gevaldigt skidt!