Ingen bronze - kun krykker
HÅNDBOLD
I 90’erne red landsholdet fra den ene katastrofe til den naeste. Da den nu 15 år lange succesperiode for håndboldherrerne blev indledt med EM-bronze i Globen i Stockholm i 2002, så Nikolaj Jacobsen til – iført krykker.
Fynboen var med under hele nedturen og fik aldrig del i flødeskummet, da holdet under Torben Winther endeligt vandt medaljer og indledte en helt ny aera.
– Da de vandt guld i 2008, var jeg 37 år, så det ved jeg sgu ikke rigtigt, om jeg havde nået at opleve, erkender han.
– Den eneste gang, jeg var bitter, var, da de vandt bronze i 2002. Altså, jeg glaedede mig på deres vegne, men det var surt ikke at vaere med, når jeg nu skulle have haft en stor rolle på holdet. Men derefter… Jeg kunne godt maerke, det knae ikke kunne holde, fortaeller den i dag 45årige traener.
På et tidspunkt troede Nikolaj Jacobsen, at en menisk var lettere ramt – det viste sig at vaere noget vaerre end det.
Han var forinden stødt sammen med Wallau Massenheims målmand, Zoran Djordjic, i en kontra for Kiel. Brusken i knaeet blev flået af, og det sammenstød kom han sig aldrig over, selv om han forsøgte at spille videre.
– Vi tabte ovenikøbet kampen. Den kontra er nok det, jeg fortryder mest, siger han – men griner trods alt.
– Egentlig har jeg ikke vaeret bitter, men det har også mest vaeret, fordi min klubkarriere har vaeret så god. Jeg har trods alt vundet mere end mange andre i GOG og med Kiel.
– Man kan jo gå og aergre sig over det – eller vende det positivt og sige, at man trods alt har nået noget, ingen andre har, konstaterer Nikolaj Javobsen.
– Jeg var den første dansker i Kiel, og den første i en Champions league-finale, som vi desvaerre tabte. Selvfølgelig kan du saette dig ned og tude – men du kan også kigge på det positive. Jeg gider ikke gå og haenge mig i det. Jeg ville måske have vaeret bitter, hvis jeg var 23.
Jeg glaedede mig på deres vegne, men det var surt ikke at vaere med