Vi i alt for mange år har vaeret udsat for plattenslagere og kriminelle. Marine Le Pen er vores eneste chance
HER ER MAN IKKE
umiddelbart dus. Fruer – isaer fremmede fruer – har krav på respekt. Så George, der er i midten af 70’erne, taler tillaert høfligt, selv om det ene glas rødvin tager det andet. Han daemper stemmen lidt, når han bruger ord som lort eller kalder magthaverne i Paris for en bande ludere. Efterhånden som eftermiddagen skrider frem, tager flere stamkunder på Café de la Paix mod til sig til at tale om fremtiden. De tror, den bliver lys, hvis praesidentvalget går, som de ønsker. For så kan borgerne tage republikken tilbage ved at stemme sig ud af EU. Front National har lovet, at folket skal afgøre, om det europaeiske samarbejde er vaerd at samle på. Stikordet er nej.
Borgmesteren er partiets mand. Valgt med et overbevisende flertal.
– Og taenk engang. Den forrige borgmester var socialist. Han tog af kassen og kom i spjaeldet, uddyber George, der arbejdede i kulminerne, indtil den sidste lukkede i 1990.
Han sidder for sig selv. Slidt. Krumrygget. Og med masser af anekdoter. Han har en grim historie om Emmanuel Macron, manden i midten, der med sin egen politiske bevaegelse En Marche (Fremad) er i skarp konkurrence med Le Pen:
– Er De klar over, madame, at Macron har haft den fraekhed at sige til en arbejdsløs, at han aldrig ville få råd til at gå i et fint saet tøj, medmindre han gav sig til at tjene penge. Tale sådan til en arbejdsløs? Hvad giver De?
TJENEREN PÅ CAFÉ DE LA PAIX
hedder Jacobe. Han haenger bag baren i et krøllet jakkesaet og smiler lidt akavet, når han fortaeller, at han også har også taenkt sig at stemme på Marine:
– Hun er klog. Hun vil arbejde for, at fabrikkerne ikke flytter til udlandet. Jeg har bare ingen forestillinger om et eldorado fra den ene dag til den anden. Og jeg kan ikke acceptere en alt for fremmedfjendsk politik.
– Mine foraeldre kom fra Italien for at arbejde i minerne sammen med polakker, nordafrikanere og alverdens nationaliteter. Der var et utroligt sammenhold i den aeldre generation. Det skal ikke ødelaegges, selv om en del af den yngre generation ikke forstår, at man kan have et venskab med andre end franskmaend.
Han tysser på to maend, der bander ad en tuneser, der står uden for og ryger. George har fået nok for i dag. Han går med sin stok og gør honnør, inden han lukker døren efter sig. Han vil ikke fotograferes.
Vi er ikke fremmedfjendske. Vi er frankofile
praesenterer HéninBeaumont sig i fine farver. Tirsdag og fredag, når markedet åbner på Place de la Republique, er der i bogstaveligste forstand blandede bolsjer. Bøger, tøj, taerter, grøntsager, billige tasker, sokker, chokolade, planter.
Blomstermanden Arnaud har hørt, at danskerne for nogle år siden var de lykkeligste i verden, men det har han ikke fidus til. Han gør sig umage for ikke at haenge lige så meget med