Ungt liv lagt i ruiner

Kundby-sagen drejer sig om en 15 årig paeredansk pige, som ifølge moren har haft en svaer barndom, og som i sin teenagetid har følt sig forladt og indesluttet og haft svaert ved at få venner.

Af årsager, hun åbenbart selv kender, kaster hun sig ud i et eventyr med sig selv i hovedrollen med formål at blive martyr og gøre noget stort.

Politiet finder noget citronsyre med videre, måske en manual for at lave en bombe og noget lekture om ’de vantro’, og at Allah er stor.

Hovsa, siger anklagemyndigheden, det er jo en terrorist – og resten af historien er kendt: I 16 måneder har hun siddet i isolation uden omgang med andre end en paedagog, som prøver at forstå, hvem er hun dog.

Pigebarnet er i afmagt, og i fortvivlelse gør hun vold mod denne – og er det pludselig forsøg på vold og eventuelt manddrab, som i realiteten ikke har noget med sagen at gøre, men alene en følgevirkning af at sidde i isolation.

Det hele ruller for lukkede døre, og imens har offentligheden og pressen siddet med undren, og efterhånden breder spørgsmålet sig ’skulle denne sag overhovedet havde vaeret rejst?’. Anklagemyndigheden aner, hvilken vej vinden drejer, og aendrer pludselig påstanden fra krav om faengsel til indespaerring på psykiatrisk hospital på ubestemt tid for at undgå frifindelse med et stort erstatningskrav som følge. Som bekendt er man uskyldig, indtil andet er bevist, og enhver tvivl skal komme den anklagede til gode, og denne sag har aldrig haft fugls føde.

Havde Holbaek Kommune reageret på morens utallige henvendelser, var det aldrig kommet så vidt.

Går sagen Kundby-pigen imod, skal den selvfølgelig ankes, hvilket desvaerre betyder, at hun skal sidde inde i endnu laengere tid. Det er ikke til at baere, for der er kun et offer – en ung rodløs pige, som i dag er 17 år, og hvis tilvaerelse er lagt i ruiner. Så derfor pure frifindelse, kaere dommere og naevninge.