Laeger har egen agenda
En afgørelse om førtidspension afgøres på basis af en ressourceprofil, hvor en speciallaegeerklaering kan vaere én af 12 parametre, hvor speciallaegeerklaeringen og laegekonsulenten har den vigtigste rolle. Fyraftensklinikker drives typisk af flere hospitalslaeger i faellesskab, hvor de efter endt arbejdsdag tager én eller flere patienter ind til en speciallaegeundersøgelse i forbindelse med deres pensionssag. Patienten har krav på at få en diagnose og at få vurderet skånehensyn og behandlingsmuligheder. Ofte er der meget kort afstand fra jobcentrene og medicinalindustrien til laegekonsulenten, hvor denne tjener ganske betydelige honorarer for udstedelse af speciallaegeerklaeringer, som sparer kommunerne for mange penge til førtidspension.
Ofte har laegekonsulenten sin egen dagsorden – nemlig sin politiske overbevisning, hvor denne ofte er politisk aktiv i Venstre eller konservative, hvilket ikke taler til den syges fordel. Laegekonsulenten er derfor ikke neutral og uvildig og udfaerdiger derfor ikke en objektiv speciallaegeerklaering. Taenk engang, at vi har nogle partier og politikere, der ikke kan blive enige og få en lov igennem, der afskaffer foraeldelsesfristen for anmeldelse af misbrug og mishandling af børn. Hvem kan dog tro, at børn, som har vaeret udsat for nogle afskyelige handlinger, kan have overskud inden for fem år til at laegge sag and mod den skyldige eller dem, der har svigtet tilsynet med børnene?
Norge og Sverige har taget ansvar for deres svigt af børn. I Sverige kan børn, der er født mellem 1920-1980 og har vaeret udsat for overgreb, hente en formular og udfylde den. Så vil staten undersøge sagen og se, om de har svigtet, og udbetale erstatning i forhold til sagens karakter.
Jeg blev selv anbragt, da jeg var fem måneder gammel. Derefter blev jeg anbragt hos en familie. Det var knap 13 år i helvede, med psykisk og fysisk tortur og sult. Jeg er aldrig kommet mig over det. Derefter til en familie, hvor staten anbragte mig, hvor man skulle arbejde fra morgen til aften.
Hvordan kunne staten anbringe mig der? Familien kunne kun vaere glade, staten betalte dem for at have mig, ligesom en plejefamilie får betaling i dag. K. Christensen efterlyser en lov, der beskytter børn, der svigtes.
Fra 1925 til 1976, hvor bistandsloven kom, var der en lov, hvor der stod, at foraeldreløse børn var staten vaerge for, det maerkede jeg
ikke noget til, selv om jeg ved, der er blevet klaget igennem tiden over min situation. Derfor burde staten tage ansvar for, at de har