I en hverdag fyldt med sygdom og død er man pludselig med til at bringe et nyt liv til verden

Desvaerre er det ikke altid muligt for hende at redde de syge patienter, og nogle gange må hun og hendes makker give op.

– Det kan vaere hårdt at acceptere, når man ikke kan hjaelpe mere.

– Men det er ikke de døde, der påvirker mig, det er pårørende. Det er dem, der skal leve med tabet.

– Men jeg bliver nødt til at se det som et arbejde. Hvis jeg ikke kan laegge det fra mig, bliver det svaert at vaere fokuseret, når jeg skal møde min naeste patient, og det kan jo vaere lige efter.

PÅ ARBEJDSPLADSEN

bliver der ikke lagt maerke til, at Kristina er en kvinde, men ude på gaden skal hun til tider forsvare det over for borgerne.

– Vi har vaeret igennem de samme test og skal kunne det samme som maendene. Alligevel tror flere, at jeg ikke kan køre staerkt i bilerne eller løfte tungt, fordi jeg er kvinde. Men det rører hende ikke, for hun ved, at der også følger fordele med i faget, når du er kvinde.

– Jeg tror, vi kvinder har nemmere ved at vise omsorg over for patienterne og de pårørende. I februar stod 22-årige Josephine Damgaard på Politiskolen i Brøndby for første gang.

Det har altid ligget i kortene, at hun skulle arbejde med styrke og motion – for det at sidde stille en hel dag passer hende dårligt.

Først troede hun, at Forsvaret var vejen, og at hun skulle vaere soldat. Men da hun afsluttede sin vaernepligt som årets bedste soldat, var der alligevel noget i hende, som strittede imod.

Hun var ikke parat til at blive udsendt eller for den sags skyld draebe et andet menneske. I stedet ønskede hun at bruge sin person og talegaver kombineret med et fysisk arbejde. Så hun valgte politiet.

– Jeg drømmer om at omvende nogle af de danskere, der har et anstrengt forhold til politiet. Jeg tror på, at kommunikation er vejen frem, og at man med en god dialog kan aendre folks verdensbillede, siger Josephine, der har det godt med at arbejde i en branche, der er domineret af maend.

– Maend arbejder på en helt anden måde end kvinder. I Forsvaret oplevede jeg, at kvinder har det med at diskutere og vurdere alt, hvor maend prøver sig frem og springer ud i det. Sådan har jeg det også bedst.

Omvendt er hun er sikker på, at kvinders måde at vise følelser og omsorg på er en staerk kvalitet, der kan få kvinder rigtig langt i faget.

– Når det handler om at vise omsorg, tror jeg, vi har et medfødt moder-gen, som gør det nemmere for os at tale med psykisk syge og sårbare borgere, siger hun.

Josephine er heller ikke bange for at inddrage sig selv i arbejdet og bruge sin indlevelsesevne i mødet med de borgere. Men hun ved også, at det kan have konsekvenser, hvis forbryderen har set sig sur på hende.

I sådanne situationer frygter Josephine en dag at blive overfaldet eller skudt.

– Jeg er bange for at dø, og tanken om at blive skudt på skraemmer mig, siger hun.

–-Men jeg er ikke i tvivl om, at man i løbet af uddannelsen glemmer det og begynder at se det som et normalt arbejde.