Hendes eneste markante traek er at placere S ganske taet på DF
Naesten alle de mennesker, der kommenterer politik i aviser og tv, er enige om, at Mette Frederiksen saetter sig i statsministerstolen efter naeste valg. Det er jeg ikke så sikker på.
Valget skal holdes inden 18. juni 2019, så meget kan ske. For eksempel kan de borgerlige nå at kvaje sig. Men indtil videre ligger Socialdemokratiet på samme lave niveau som ved 2015-valget, altså 47 mandater – kun tre flere end ved katastrofevalget i 2011, det ringeste i 100 år.
Der er to saet grunde til, at jeg ikke som en selvfølge ser Mette F. som regeringschef: et dansk og et internationalt.
Først den nationale: Mette sider tavs i det fort, hun har forskanset sig i på Christiansborg. Det er moderne at måle politikeres praestationer efter 100 dage. Men Mette har ikke leveret en original idé eller ivaerksat en eneste kampagne i løbet af sine 645 dage som partiformand og skyggestatsminister.
Har hun gennemslagskraft? Har hun demonstreret overblik? Er hun velorienteret om de sager, hun er nødt til at diskutere? Har hun evner som forhandler? Har hun i det mindste humor? Svaret bliver fem gange nej.
METTES ENESTE MARKANTE
traek er at placere Socialdemokratiet taet på Dansk Folkeparti i fremmedpolitikken. Mindre af lyst end af skraek for ny vaelgerflugt. I det forløbne år har hun leveret stemmer til knap 50 stramninger af udlaendingelove. Det er imod det socialdemokratiske gen at vaere hård ved de svageste. Men hun har intet valg.
Det mest bemaerkelsesvaerdige er hendes kompagniskab med Kristian Thulesen Dahl, som hendes forgaenger, Poul Nyrup, nødig ville vaere i stue med. Man vil huske hendes udtalelse forleden om, at ’Socialdemokratiet har et utroligt godt og tillidsfuldt samarbejde med Dansk Folkeparti’.
Hun kan ikke sige det samme om sit forhold til Morten Østergaard og hans lille radikale flok, der satte sig tungt på regeringen Thorning-Schmidts økonomiske politik. Nu drømmer de radikale om ministerposter – efter at have iklaedt Mette håndjern i form af lempelser i fremmedpolitikken til gengaeld for at betro hende Statsministeriet. Men eftergivenhed vil flytte endnu flere S-vaelgere over til DF. Meget taler altså for, at hun kommer til at mangle en del i at nå op på de 90 afgørende mandater.
over socialdemokratiske partiers stilling i Europa, er der ikke meget håb at hente for Mette F. Tendensen er klar: S-partierne er i rivende tilbagegang. Med 23 procent af stemmerne i den seneste rundspørge er danske sosser faktisk blandt de bedst kørende partier.
Kun i Portugal, Sverige, Italien og Frankrig er der socialdemokratisk ledede regeringer. Og i Frankrig er katastrofen total efter første runde af praesidentvalget, som kun gav socialisterne seks procent af stemmerne, så de ikke engang deltager i anden valgrunde i dag.
I Østrig ses samme afvikling: Vaelgerne kunne slet ikke komme til at stemme på en socialdemokrat ved sidste del af praesidentvalget. I Tyskland roder S rundt i omegnen af 20 procent, og i Storbritannien er Labour smeltet ned til de dårligste målinger i 40 år – og et truende valg 8. juni med den håbløse marxist-drømmer Jeremy Corbin i spidsen. Hans fuldstaendige mangel på folketaekke har fået eks-premierminister Tony Blair til at overveje en politisk karriere nr. to i Labour!
194656, H.P. Sørensen, sagde engang: ’Hvis lokummet braender et eller andet sted her i landet, så kan man vaere sikker på, at der sidder en socialdemokrat på det’.
Betragtningen kan i dag udvides til at omfatte samtlige socialdemokratiske formandsrumper i vor verdensdel.
Et andet faelles traek er, at det ikke er de gamle, borgerlige partier, der løber med stemmerne. Det er nystiftede bevaegelser – lige fra superliberalister som Liberal Alliance til hippie-agtige konstruktioner som Alternativet, der i konservativ tysk udgave hedder Alternative für Deutschland. Faelles for naesten alle nyskabelserne er, at de er skeptiske eller direkte modstandere af EU og al dens vaesen.
Deres vaelgere saetter velfaerd for indfødte højt – men de stiller den nødig til rådighed for alle, der kommer rendende over graenserne. Situationen får mig til at mindes en folkeafstemning i Schweiz om muligheden for at tildele isaer italienske gaestearbejdere socialhjaelp og laengere opholdstilladelse. Schweizisk Folkepartis enkle slogan lød: Nicht teilen (’ikke dele’)!