Det var vanvittigt smertefuldt og ubehageligt. Det stod på i to år. Dagligt
– Under krigen var han modstandsmand og en ekstremt hård opdrager, siger Marcel, der på ingen måde kunne finde forståelse for sine ’maerkelige’ interesser hos faderen.
SOM DRENG VAR LILLE,
spinkle Jørgen anderledes. Han var meget artig og gjorde altid, hvad der blev bedt om – og lidt til. Han ville hellere gå til ridning, klaverspil og ballet, end han ville spille bold med de andre drenge i gården på Østerbro. Noget, der bestemt ikke vakte begejstring i hjemmet.
– De var så raed for, at jeg skulle blive homoseksuel. Min far kunne slet ikke tåle det. Min mor lavede altid en scene. Prikken over i’et var, da jeg købte et stort spejl, som jeg kunne øve ballet foran. Det fik hende til at ’gå til sengs’, fortaeller Marcel og slår ud i en stor latter.
– Men de havde slet ikke behøvet at vaere nervøse dengang. Jeg var slet ikke inde på de baner på det tidspunkt. Jeg afskyede sex dengang, uden egentlig at vide hvorfor – noget, han først fik svar på mere end 50 år senere.
DA HAN VAR NI ÅR, BEGYNDTE
en periode i Marcels liv, som han i mange år skubbede i baggrunden, om bag masken, hvor det puttede sig i årevis, indtil det for 20 år siden genopstod i hans hukommelse.
– Jeg ved ikke, hvordan jeg skal beskrive det. Det var vanvittigt smertefuldt og ubehageligt. Det stod på i to år. Dagligt.
I en periode over to år blev Marcel de Sade – dengang stadig Jørgen – misbrugt af tyske soldater, når han var i skole. Under besaettelsen var hans skolegang rykket til Gardehusarkasernen, hvor besaettelsesmagten også holdt til.
Hver dag bad soldaterne om, at ’den lille dreng, der var så dygtig til klaverspil’, kom op til dem og spillede for dem.
– Det var ikke mit klaverspil, de var interesserede i. Jeg tror, de udså sig mig, fordi jeg var den lyseste, den mest forsigtige, nervøse og blide.
– Det tog en times tid hver gang. Det var så raedselsfuldt og nedvaerdigende, siger Marcel, der hver morgen gik ud i mors køkkenskuffe og stjal en vaskeklud, som han pakkede i skoletasken.
– Der var ikke toiletpapir dengang, så jeg måtte have noget med, som jeg kunne have i
EFTER AT HAVE AFSONET
sin faengselsstraf var det et noget andet liv, der ventede på marquisen uden for murene. Hans karriere som bogholder og smykkesaelger var forbi, og resten af arbejdslivet kom han til at tilbringe i plejesektoren.
Han fandt sig en kone, som han fik to sønner sammen med, men aegteskabet holdt ikke, og de blev skilt i 70’erne.
– Min første kone var meget jaloux. Hun havde fuldstaendig misforstået situationen. Vi kunne godt gifte os for børnenes skyld, sagde jeg, men der ville ikke blive tale om noget ejerskab over mig. Et menneske kan ikke eje et andet menneske. Hun var uenig. Det kunne jeg ikke leve med.
Marcels personlige frihed og trang til både at elske maend og kvinder – og gerne samtidig – kunne ikke holdes nede. Derfor var han nødt til at forlade sin første kone.
Siden fik han endnu en kone og to døtre, som han har vaeret en meget naervaerende og kaerlighed far for.
– De er mit et og alt. Jeg har nok forkaelet dem lidt, men sådan er det med døtre og gamle faedre, tror jeg.
Han gav mig noget, som jeg aldrig før havde oplevet. Tryghed
Marcel får stjerner i øjnene, når han taler om Victoria og Louise
– Du taler ikke ret meget om dine sønner. Hvorfor?
– Det gør ondt at tale om. Det smerter mig så meget, men jeg har ikke noget med dem at gøre. Jeg har ikke set dem i mange, mange år.
– Efter skilsmissen fra deres mor vendte de sig mod mig. Jeg vil aldrig nogen sinde forsøge at traekke i dem. De må komme, hvis de har lyst, siger Marcel, der dog er lykkelig for, at han ser sine børnebørn.
– Fortryder du, at du ikke har gjort mere for at vaere far for dine sønner?
– Nej, for det var bedst sådan dengang. Bedst for min ekskone. Drengene har klaret sig flot, de har haft det godt, konstaterer Marcel, mens han tager fat om armlaenene på stolen, hiver sig op og forlader stuen igen.
i livet skulle Marcel de Sade opleve det, som han i virkeligheden nok altid har straebt efter: Den store, altoverskyggende kaerlighed. Den kom i form af den unge, store og staerke jyde Carsten. Han var i 30’erne, havde kone, børn, villa og Volvo i Jylland, men levede i weekenderne et hemmeligt liv som Marcel de Sades elsker.
– Han gav mig noget, som jeg aldrig før havde oplevet. Tryghed.
Carsten var klar til at gå fra kone og børn, men Marcel kunne ikke håndtere hans forslag om at flytte sammen som par, så han afslog ham kort og kontant.
– Det har jeg fortrudt. Jeg ville gerne have tilbragt resten af mit liv sammen med Carsten.
Afslaget tog så hårdt på Carsten, der forlod Marcel samme aften, at han tog sit eget liv.
– Jeg har aldrig nogen sinde kunnet komme mig over det. Det sidder som en kniv, der en gang imellem bliver drejet rundt. Jeg savner ham stadig, og jeg har prøvet at tilgive mig selv det, siger Marcel, der ikke har vaeret forelsket siden – og heller ikke kan forestille sig, at det sker. Hvis jeg kunne gøre en ting om i mit liv, var det mit svar til Carsten. Jeg ville have sagt til ham, at vi nok skulle finde en løsning. Løsningen var i hvert fald ikke døden.
DØDEN BLIVER
inden laenge igen en del af Marcels virkelighed. Han er ikke bange for den, siger han, mens han tager en slurk af sin champagne. Selv om han synes, at den efterhånden er lige vel taet på.