Jeg har takket nej til kemo

jeg har piller til at kunne tage en overdosis, siger han nøgternt, raekker ud efter sukkerskålen og tager en knald mere i den sidste sjat te.

I ET SKRIN

i hans sovevaerelse ligger fire cyanidpiller. Dem fik Marcels mor af sin mand under krigen med ordre om at tage dem, hvis han blev fanget, og de skulle til afhøring hos vaernemagten.

– Hvis de stadig virker, så tager jeg dem, ellers har jeg andre piller i skuffen. Jeg håber ikke, at det bliver aktuelt, men jeg forbereder mig alligevel. Derfor har jeg også købt sådan en rigtig staerk krog, der haenger i loftet ude i køkkenet. Jeg skal bare lige have fat i noget ordentligt reb, siger Marcel og griner højlydt.

– Jeg er nødt til at tage lidt gas med det. Ellers bliver det så alvorligt.

– Jeg forstår selvfølgelig ikke døden, men den skraemmer mig ikke. Jeg tror, at jeg bliver sat fri, når jeg dør. Og noget af det, jeg glaeder mig til at blive fri for, er materialismen, som altid har betydet kolossalt meget for mig. Det har vaeret så vigtigt for mig, at alt så godt ud. Min paradelejlighed med franske borde, et blankpoleret flygel, sølvtøj til hundrede mennesker og skraeddersyede rober. Det har vaeret for meget.

Tiden på toppen af det danske jetset står i skaerende kontrast til den virkelighed, som 83-årige Marcel befinder sig i nu. Hver måned tikker folkepensionen ind, men kan ikke redde ham fra den økonomiske ruin, han sidder i – i en lejlighed, han ikke kan betale og uden penge på bogen. Hans pensionsopsparing er vaek, det samme er hans personlige opsparing, som Løkken Sparekasse tog med sig, da den gik ned under finanskrisen.

– Inden laenge løber smykkeskrinet også tør, og så ved jeg ikke, hvad jeg skal gøre, fortaeller Marcel, der dog er taknemmelig for sine venners hjaelp

– Jeg er tilfreds. Men om jeg er lykkelig ... det ved jeg ikke. Jeg bør nok vaere det.

– Min tilvaerelse har vaeret meget spaendende, synes jeg. Jeg tror, at verden har vaeret et sjovere sted med mig i den.