Elektrochokket

Tvivlsomt comeback-album fra radikalt anderledes Sort Sol

’Stor langsom stjerne’ er magtfuldt produceret af amerikaneren Randall Dunn, men under den dragende vellyd mangler man ofte substans, og episke ’The Weightless’ og titelnummeret har en tendens til at glide ubemaerket forbi med velsyngende Steen Jørgensen i hovedrollen som poetisk bluffmager.

Staerkest er den undtagelsesvis dynamiske ’Nocturnal Creature’, hvor Sort Sol traeder i karakter som et daemonisk Depeche Mode.

Glimtvis minder Sort Sol om sig selv på de romantiske ballader ’… Like a Trance Like …’ og ’A Stroke of Midnight’, men den disciplin har de mestret med endnu mere slående effekt mange gange før.

’Stor langsom stjerne’ er gruppens første album uden det deserterede nøglemedlem Knud Odde, og man efterlades med en snigende fornemmelse af, at den resterende trio har valgt avantgardevejen som en nødløsning, fordi de savner bassistens sans for sangskrivning.

Synker til bunds

Helt galt går det på latterlige ’Søøre’, hvor frontmandens maerkelige monolog synker til bunds som en søgt pastiche af Scott Walker.

Det virker forstyrrende, at Jørgensen både synger på engelsk og dansk, og det river lytteren ud af den besaettende illusion, som lykkes for Sort Sol i stunder som eksempelvis sektionen, der smager af spaghettiwestern i afsluttende ’K-141 Kursk’.

’Stor langsom stjerne’ er et af de svagere album i kapaciteternes diskografi, men det siger mere om ’Minutes To Go’, ’Everything That Rises … Must Converge!’ og ’Flow My Firetear’, og det er dristigt og beundringsvaerdigt, at veteranerne efter 40 års virke udgiver så radikalt og kompromisløst et vaerk.

De har forhåbentlig et nyt klar inden 2033.

Sort Sol dropper groft sagt guitarer og traditionel sangskrivning