Turkish Delight
Forholdet mellem Erdogan og Trump knirker, men Nato kan ikke undvaere Tyrkiet som alliancens bolvaerk mod øst.
Lyndon B. Johnson i 1971 blev spurgt om sin holdning til den magtfulde og kontroversielle FBI-chef J. Edgar Hoover, svarede han, at det var bedre, at Hoover stod inde i teltet og pissede ud, end at han stod uden for teltet og pissede ind. Sådan har jeg det også med Tyrkiets praesident, Recep Tayyip Erdogan, i disse dage. Der er ingen tvivl om, at manden er en brutal og uberegnelig regent, men vi er desvaerre nødt til at beholde ham inde i teltet, så laenge Tyrkiet er en nogenlunde trovaerdig partner i Nato.
Men forholdet mellem Tyrkiet og isaer USA knirker. I de seneste år har Erdogan flirtet mere og mere åbenlyst med radikale islamister og Det Muslimske Broderskab, samtidig med at han har inviteret russerne indenfor i varmen. På hjemmefronten renser han gang på gang brutalt ud blandt dommere, militaerfolk, og embedsmaend, der ikke er trofaste nok, ligesom journalister og akademikere lever en usikker og farlig tilvaerelse.
er åbenlyst at sikre Tyrkiets position som regional stormagt. Erdogan er tilsyneladende fløjtende ligeglad med, hvem han skal samarbejde med, og hvem han skal udradere for at nå det mål. Efter det forfejlede kup i 2016 afsatte han ikke mindre end 168 generaler og 7000 professionelle soldater for at sikre sin magtbase.
Selv for et stort land som Tyrkiet er det et voldsomt indgreb i militaerets operationelle formåen. Når islamistiske selvmordsbombere skaber død og ødelaeggelse ved Tyrkiets turistattraktioner, er det en pris, Erdogan er villig til at betale for at kunne åbne graenserne for transport af IS-krigere til og fra Syrien. Når Erdogan køber olie fra de felter, IS har erobret, er det en skjult støtte til deres sag.
helt rundtosset af at følge med i de vekslende alliancer mellem tyrkerne, russerne, syrerne, kurderne og IS, og det hele kunne egentlig vaere lidt lige meget, hvis ikke Tyrkiet var Natos tredjestørste medlemsland med en betydelig militaer styrke. Tyrkiet har et forsvarsbudget på 132 milliarder kroner, 12 måneders generel vaernepligt og en forsvarsstyrke, som ifølge den tyrkiske generalstab taeller 360.000 mand plus 40.000 civilansatte. Dertil kommer, at Tyrkiet indtil nu har vaernet effektivt om Natos sydøstlige flanke. Incirlirlikflybasen i det sydlige Tyrkiet er livsvigtig for de amerikansk-ledede angreb mod IS i Syrien og Irak, fordi droner og kampfly kan nå ind over IS-territorier, der ellers er uden for raekkevidde.
mod øst, og derfor beholder vi praesident Erdogan inde i teltet, selv om hans arrogante nationalisme saetter resten af Nato på en hård prøve. Tyrkiets premierminister, Binali Yildirim, har for nylig advaret Donald Trump om, at forholdet mellem USA og Tyrkiet vil lide ’alvorlig skade’, hvis amerikanerne fastholder deres plan om at bevaebne, traene og støtte de kurdiske styrker, der bekaemper IS i Syrien. Erdogan opfatter enhver form for støtte til kurderne som en personlig fornaermelse.
at Donald Trump står fast, og bruger sine berømte talegaver til at saette den vaklende partner på plads med et utvetydigt ’suck it up, Erd!’. Kurderne kaemper i første raekke mod de islamistiske mørkemaend i Syrien. Det vil vaere både dumt og uvaerdigt at svigte dem for at undgå at fornaerme en spirende islamist og skabsdiktator forklaedt som demokrat.
Erdogan er tilsyneladende fløjtende ligeglad med, hvem han skal samarbejde med Erdogan opfatter enhver form for støtte til kurderne som en personlig fornaermelse