JEG FANDT SYV LIG PÅ EVEREST
RASMUS BLEV KYSSET AF DØDEN: Som den første dansker uden ilt ville Rasmus Kragh nå toppen af Mount Everest, men den unge bjergbestiger mødte overvaeldende modstand
Fra det ene sekund til et andet aendrede alt sig. Solen, som varmede Rasmus Kraghs fingre, forsvandt. Den sidste energi i kroppen flød ud, og bjergets kraftige vind tog til.
Rasmus hørte stemmer, og personer dukkede op i hans hoved. Rasmus mistede følelserne i sine fødder, og hans fingre fik sorte frostskader.
Verdens højeste bjerg havde taget styringen over den 28-årige bjergbestiger, som ikke bare mistede kontrollen over sin krop, men også hele sin forstand.
Selv om Rasmus havde forberedt sig på at bestige Mount Everest i mere end et år og godt vidste, at det mindste fejltrin kunne resultere i hans død, og at dårligt vejr kunne draebe ham, var han ikke forberedt på de udfordringer, han endte med at møde.
På trods af, at han ville klare turen uden ilt eller hjaelp, havde han aldrig forestillet sig at flyve i telt ned ad bjerget, maerke dødens kolde kys eller ruske i lig.
I naerkontakt med flere lig
Midt i sneen ligger en sort skikkelse. Det er en mand. Rasmus kan kun se det tykke skitøj bule over den hvide sne.
– Jeg tror, han sover. Men da jeg begynder at rykke i ham, kan jeg godt maerke, at han ikke laengere er til stede. Hans krop er helt stiv af kulden, siger Rasmus.
Det er første gang, Rasmus møder en død person på bjerget.
Men det slår ham ikke ud. Han bider frygten i sig og går videre. Og det gør han, hver gang han møder en død i sneen, hvilket sker mindst syv gange på turen.
I over en måned har Rasmus levet på bjerget og traenet sin krop til at klare de tynde luftlag, mens han har klatret op og ned mellem bjergenes tre camps. I en måned har han maerket bjergets hårde natur og rå kulde, men han har aldrig oplevet døden så taet på, som da han ville gå det sidste stykke mod toppen 22. maj.
Han passerer bjergets sidste camp i 8200 meters højde. Her begynder forholdene at aendre sig, bjergsiderne bliver mere stejle, ilten bliver mindre, og hans energi forsvinder for alvor fra kroppen.
Du dør af at sove
Hele hans eksistens bliver sat på prøve, og selv om søvn er det eneste, Rasmus har lyst til, er det, hvad han ikke må.
– Det kan vaere dødsensfarligt at stoppe, når din krop ikke har mere energi. Falder du i søvn, holder du dig ikke laengere varm, og din krop kan lukke ned på et øjeblik. Og så dør du, siger Rasmus.
Han ved derfor, at det vigtigste for ham er at holde sig i gang. Og når han ser de mange lig, bliver han hver gang mindet om, at han ikke må stoppe op.
– Mange af dem sad eller lå ned, som om de var stoppet op for at slappe af. Det kunne meget vel vaere derfor, de døde, siger han.
Men selv om Rasmus ved, at han ikke må falde i søvn, er det svaert at lade vaere.
– Alt i min krop siger, at jeg skal stoppe for at slappe af. Jeg kan naesten ikke bevaege mine ben eller holde mig oprejst, fordi jeg er så traet. Mangel på ilt suger alt energi fra mig.
Derfor kunne Rasmus ikke engang holde sig vågen, når han satte sig for at drikke en tår vand. Selv der gik kroppen i dvale, og kun fordi han tabte flasken fra haenderne, vågnede han og kunne fortsaette.
Døden kalder på ham
Rasmus har for laengst passeret rutens sidste camp, og det eneste, der er foran ham nu, er toppen.
Målet er blot 200 meter vaek. Alligevel virker det naesten umuligt at nå.
Imens alle bevaegelser foregår i slowmotion, begynder Rasmus’ hjerne at spille ham et puds.
Hans rationalitet forsvinder, og traetheden tager over. Han begynder at diskutere med sig selv, og stemmer kommer frem i hans hoved, som beder ham om at stoppe.
– Saette dig ned, sov, og slap af, blev de ved med at sige til ham, selv om Rasmus vidste at det ville vaere hans død.
Imens råber andre stemmer efter ham på bjerget. De kalder på ham. Kalder hans navn. Beder ham vente.
– Hallooo ... Rasmus, hvor er du? Ven!
Men hver gang Rasmus vender sig om, er der ingen.
– Jeg er ved at blive helt skør, taenkte jeg. Jeg ved, det er min krop, som siger fra, men jeg prøver at ignorere det, mens jeg diskuterer videre med mig selv om at fortsaette.
Men ligesom det ser ud til at lykkes, forsvinder solen.
Imens råber andre stemmer efter ham på bjerget. De kalder på ham. Kalder hans navn. Beder ham vente
Det eneste, Rasmus ikke selv kan styre, begynder at spille med sine kraefter. Vinden tager til, og sneen på bjergets top begynder at fyge. Der er et uvejr på vej. Klokken har passeret middag, og de andre bjergbestigere, som nåede toppen om morgenen, er allerede gået forbi Rasmus på vej ned. Han er helt alene, og der er ikke nogen til at hjaelpe ham, hvis han bliver fanget i en storm.
– Alt inde i mig skriger på at nå målet. Men når jeg ser vejret foran mig, ved jeg godt, at der er en stor risiko ved det, siger Rasmus.
Han tager sin radio og ringer til ekspeditionslederen, som befinder sig nede i Advanced Basecamp ved bjergets begyndelse.
Der er ingen tvivl. Vinden, som Rasmus for alt i verden skal undgå, er på vej med hastig fart.
Pludselig er der ikke meget at overveje, Rasmus skal bare ned.
Vinden tager til, og sneen flyver i kraftige stød omkring Rasmus. Han er overbevist om, at det er den voldsomme jetstrøm, der er på vej. Den er dødsensfarlig og kan draebe Rasmus på stedet, hvis den bliver rigtig slem.
Rasmus bevaeger sig hurtigt men sikkert ned ad bjerget og stopper først seks timer senere, da han når Camp 2 i 7700 meters højde. Blaesten er stadig slem, det er blevet aften, og han pakker sig ind i sit telt for at sove.
– Jeg har brug for at hvile mig og komme i lae for vinden. Jeg har ikke spist og drukket i 24 timer, men jeg kan ikke få noget vand, og jeg har kun en energibar tilbage. Det eneste, jeg taenker, er, at jeg hurtigt skal ned i morgen tidlig.
På vej i afgrunden
Rasmus får naesten ingen søvn, fordi vinden rusker så hårdt i teltet. Og da solen endelig står op, har vinden stadig så hårdt fat, at teltet pludselig bevaeger sig.
– Mens jeg ligger i teltet, letter det fra jorden. Det flyver flere meter hen ad bjerget, ind i sten og klipper, og jeg kan intet gøre.
– Jeg ved bare, at nu skal jeg dø.
Efter flere lange sekunder stopper tiden. Vinden er gået i stå, og Rasmus kan stadig traekke vejret.
Han skynder sig at rive lynlåsen op og kaste haenderne ud og klamre sig fast til en klippe. Han taenker på, hvordan han skal komme ned ad bjerget og samtidig holde sig varm. Inden teltet igen blaeser vaek, hiver han sin sovepose ud. Der går få sekunder, og så er teltet vaek. Blaest direkte ned i afgrunden.
På mirakuløs vis overlevede han alligevel, og 23. maj kunne han laegge sig til at sove i sikkerhed ved bjergets nederste camp.
– Det er et held, at jeg er i live, siger Rasmus. Det har vaeret en hård og lang tur med svaere prøvelser undervejs. Der har vaeret mange tanker og følelser, jeg har skullet bearbejde siden, men nu er jeg klar til at komme helt hjem.
Drømmen er ikke forbi
Men Rasmus er stadig aergerlig over, at han aldrig nåede toppen. Specielt fordi han godt kunne have gjort det, hvis han havde vaeret lidt hurtigere.
Da han ved Camp 2 allerede havde fået sorte frostskader på haenderne og fødderne, valgte han at bruge en ekstra dag i lejren for at få varmet kroppen ordentligt op. Samtidig var han i tvivl om, hvorvidt et uvejr var på vej, og derfor holdt han igen med at gå mod toppen, som han havde planlagt.
– Det satte mig en dag tilbage, og det aergrer mig, fordi jeg nu ved, at der ikke var et uvejr at frygte dengang.
Rasmus er derfor ikke et sekund i tvivl om, at han vil gå efter toppen en anden gang.
Inden teltet igen blaeser vaek, hiver han sin sovepose ud. Der går få sekunder, og så er teltet vaek