Sensation: En 'aegte' politiker
tankevaekkende. Dagen før det britiske valg skulle de to landsdaekkende tv-kanalers korrespondenter fra London forklare de danske seere, hvorfor Jeremy Corbyn havde halet ind på Theresa May i slutspurten.
Fordi han er aegte, lød det. Han siger det, han mener. Og han mener det, han altid har ment.
Det siger noget om en afsporet politisk kultur. Vi har vaennet os til, at politikere har to personligheder. Mennesket, den aegte. Og politikeren, den tillaerte.
vi ser, så når der pludselig kommer en, der fremstår mere menneskeligt, er det naermest en sensation.
Da Jens Rhode forleden i et laeserbrev i Politiken erkendte, at han som ung Venstre-politiker var lige lovlig firkantet, blev jeg helt opløftet. Hvor tit hører man en politiker tilstå at vaere blevet klogere? Rohde fortalte også, hvordan aeldre, mere ansvarsbevidste kolleger i partiet sørgede for, at han laerte at opføre sig ordentligt. Som en politiker for HELE Danmark.
Nogle gange står vi der med rullende kameraer, lige når det sker
historie fra Borgens kulisser. Hvorfor hører man ikke flere af den slags? Måske fordi vi journalister har opgivet at beskaeftige os med mennesket i politikeren. Eller måske fordi vi selv er så fedtet ind i den politiske kultur, at det ikke rigtigt rager os mere?
Nogle gange står vi der med rullende kameraer, lige når det sker. Lige når mennesket bryder igennem politiker-facaden og brøler: 'Du skal kraftedeme ikke fotografere mig nedefra' eller 'pis mig i øret'.
og Bertel Haarder blev provokeret af journalister, så det taeller måske ikke helt. Men så taenk på Johanne Schmidt-Nielsens 'regeringenpisser-på-vaelgerne’-raseri, da Thorning indgik skatteforlig med V og K for snuden af Enhedslisten.
Det var den aegte vare. Og godt stof. Lad os dog få noget mere af det. Det kraever blot, at journalisterne interesserer sig for mennesket og er dygtige nok til at få det frem i politikeren. Og at politikere er modige nok til at blotte sig.
det ville vaere, hvis en politiker sagde: 'Det der, det er jeg faktisk i tvivl om'. For er sgu da ingen mennesker ved deres fulde fem, som aldrig nogen sinde er i tvivl. Og da slet ikke når de skal tage så store beslutninger, som politikere skal.
I den politiske virkelighed er det imidlertid skråsikre meldinger, der taeller – ikke oprigtighed.
først imod Brexit. Siden ville hun vaelges på at vaere den, der skulle gennemføre et ’benhårdt Brexit’ på vegne af vaelgerne.
Valget stod således mellem en vendekåbe og en (tilsyneladende) ’aegte’.
Briterne reagerede menneskeligt.