Ensomme radikale på lang ørkenvandring
Sofie Carsten Nielsen og Morten Østergaard må se i øjnene, at ingen rigtig har brug for dem.
tidspunkt på, hvornår de radikale for alvor indledte deres langvarige, ensomme ørkenvandring, må det vaere onsdag 31. maj om aftenen.
Folketinget var i gang med sin store afslutningsdebat, og her skulle det gøres op, hvem der stod mod hvem. Den blå blok sluttede i faelles front med en vedtagelse af DF, V, LA og K. Den røde blok stod sammen omkring en vedtagelse fra S, EL, AL og SF. Teksterne kunne vaere helt ligegyldige. Bare ord. Men vedtagelsen sendte det overordnede signal, at blokkene holder sammen indbyrdes trods en masse bøvl i året.
den radikale Morten Østergaard, der gik rundt helt alene i verden med et forslag til en radikal vedtagelse. R ville ikke vaere med i den røde lejr, og da radikalismen ville saelge sig til de blå, gav Kristian Thulesen Dahl dem en iskold skulder. Der ville ikke komme nogen blå flertals-vedtagelse med DF’s stemmer, hvis de radikale skulle med. Og så var den sag afgjort. Tilbage stod Østergaard med en tekst, der bestemt ikke vil gå over i historien på grund af sit indhold, men fordi forløbet om noget understregede, hvor meget de radikale har isoleret sig fra alle de andre. Det mest ambitiøse, R kunne svinge sig op til, var en formulering om, at ’der er brug for højere ambitioner for et samfund med flere muligheder til alle’. Ordskvalder.
Niels Helveg Petersen er citeret for at have sagt, at ’enten regerer de radikale, eller også er de i regering’. Citatet er forkert. Det var Helveg, der fortalte det, men saetningen kom fra den socialdemokratiske mangeårige minister Ivar Nørgaard, som i irritation over de radikales stivsind gav Helveg dette skudsmål på den radikale indflydelse i dansk politik.
Men det er laenge siden. Meget laenge. I dag har de radikale ikke befundet sig laengere fra regeringsmagt, og i det omfang, de er med til at regere landet, er det isaer, fordi S, DF, V, LA og K synes, det er i orden, at R f.eks. får lov at komme med i en boligskatteaftale eller andet, men det er bare ikke de radikale, der har forhandlet tingene på plads. De får lov at vaere med i noget, de andre har afgjort. Og hvis R ikke vil vaere med, kan de bare lade vaere. Deres mandater spiller ingen rolle, og ingen gider rigtig høre på radikale indvendinger.
Altså mange kilometer fra den placering i dansk politik, partiet ellers har haft i generationer.
For på Borgen spekuleres der i, om de radikale overhovedet har en strategi for de kommende års politik. For nylig forsøgte partiets nummer to, Sofie Carsten Nielsen, en usexet flirt med Venstres Kristian Jensen, hvor R kørte annoncer om, hvor meget de kunne li’ ham og store hjerter. Formentlig et mediestunt for at skabe lidt opmaerksomhed og give Mette og Tulle konkurrence. Helt til grin. Det er muligt, Kristian Jensen godter sig over det radikale bejleri, men han kan ikke bruge det til noget. Tvaertimod bekraefter det en del Venstre-folks opfattelse af Jensen som lidt for venstresnoet i vaerdipolitikken. Og de radikale mandater kan han slet ikke bruge, hvis DF står af. Og mon Inger Støjberg og co. pludselig vil slaekke på indvandrer-politikken, fordi de radikale byder sig til? Selvfølgelig ikke. Den radikale kampagne måtte selvfølgelig lande som et lavkomisk selvmål.
at Mette Frederiksen, Sass og Wammen under ingen omstaendigheder vil gå på kompromis med den stramme udlaendingepolitik, uanset at det kan koste radikal støtte. Så R kommer ikke med i en mulig ny regering. S ville havne i nøjagtig samme katastrofale løftebryder-situation som Helle Thorning, hvis den nuvaerende S-ledelse gav sig. Vaelgerne tilgav aldrig, at S måtte løbe fra alt om blandt andet dagpenge og efterløn på grund af R.
Og hvad skal de radikale mandater så bruges til efter et valg, hvis vi får en ren S-regering? Så kan Mette F formentlig køre med støtte fra DF og den øvrige venstrefløj. Isaer SF har vist sig mere end villige til et sådant nyt samarbejde.
Og et regeringssamarbejde med de blå og R har ingen udsigter. De radikale har på flere områder, isaer i udlaendinge-politikken, placeret sig så ekstremistisk, at de andre ikke kan bruge dem til noget. Men partiet har åbenlyst ikke aflaest det politiske kompas, for de radikale toppolitikere fører sig stadig frem, som om partiet bestemte det hele i dansk politik, og vil isaer gøre det efter et valg.
Når den røde blok er samlet, er der en klar forskel på tonen mellem S og de tre andre partier og så R. Og ved afslutningsdebatten var det verbale opgør mellem Østergaard og Frederiksen af en styrke, der vidner om den dybe kløft mellem de to partier.
spørgsmål er derfor: Hvad har Morten Østergaard egentlig taenkt sig op til og efter naeste valg? Hans mandater bliver ikke så afgørende, at de radikale kan lave samme stunt, som Vestager praesterede, da hun tvang Thorning og Søvndal til en ydmygende kapitulation. Det vil ikke ske med Frederiksen. S-toppen er så hardcore på det tema, at de hellere lader regeringsmagten gå på gulvet end at lade en håndfuld radikale mandater tvinge dem ind i en bestemt politik.
Og de blå kan slet ikke bruge R til at danne regering. I så fald har Tulle og hans 30 mandater for laengst forladt lokalet.
Dermed har Morten Østergaard og Sofie Carsten Nielsen indledt en ørkenvandring, som kan blive meget lang. De må nemlig se i øjnene, at stik mod traditionen fra Zahle, Munch, Baunsgaard, Helveg, Jelved, og Vestager har ingen rigtig brug for dem i dag.
De radikale opfattes i dag som et isoleret, ekstremistisk parti