NYSGERRIGHEDEN
I – Jeg vil vide, hvad der sker lige om lidt. Det er måske hemmeligheden, vurderer Lise Nørgaard, der har fødselsdag på onsdag
Telefonen kimer. Igen og igen. Og er hun ikke i gang med endnu et telefon-interview, er hun til tv-optagelser eller til interview-frokoster ude i byen. Sådan har det kørt i ugevis for 99 år og 362 dage gamle Lise Nørgaard op til hendes runde dag på onsdag. Hun behøver i virkeligheden ikke stille op for ’Gud og hvermand’, for hun skylder ingen noget, men indvilger alligevel i at deltage i de mange portraetter. Primaert af én årsag.
– Det er rigtigt, at jeg har givet en masse interviews her op til fødselsdagen. Nok alle dem, der skal gives, godt og vel. Jeg siger ja til dem, fordi jeg selv kan huske, hvordan det var at vaere ung journalist på Roskilde Dagblad og på Politiken og blive mødt af uforskammede mennesker.
– Det skal man i hvert fald ikke kunne sige om mig, siger ’Matador’s mor, der for omkring 40 år siden skrev de første afsnit af national-tvserien og dermed også manuskriptet til syvende episode, ’Fødselsdagen’, hvis omdrejningspunkt er fejringen af fru Fernando Møhges 100års fødselsdag – indtil det går op for Korsbaeks spidser, at den aldrende dame faktisk ’kun’ fylder 90.
– I betragtning af, hvor populaert afsnittet om fru Fernando Møhges fødselsdag er, så er det egentlig forbavsende, hvor få referencer der har vaeret til netop det ’Matador’-afsnit i alle de fødselsdags-interviews, jeg efterhånden har givet.
– Et oplagt spørgsmål til en 100-års fødselar er vel, hvordan man baerer sig ad med at blive 100 – altså bortset fra at man undlader at dø i utide?
– Ja, til at starte med handler det jo om at holde sig i live. Derudover vil jeg sige, at nysgerrigheden er det, der har vaeret med til at holde mig i live. Jeg vil vide, hvad der sker lige om lidt. Omkring det naeste hjørne. Om en time og i morgen.
– Jeg kan slet ikke lade vaere med at følge med i, hvad der foregår af spaendende ting i livet. Ikke sådan noget med Melodi Grand Prix, det fylder ikke noget hos mig, men inden for kunsten og kulturen, museer, koncerter og helt aktuelt med det engelske valg. Det er rasende spaendende at følge med i.
– Du spilder ikke tiden?
– Nej, det har jeg altid sat en aere i ikke at gøre. Selvfølgelig kan jeg vågne om morgenen og have lyst til at blive liggende i sengen, men jeg siger til mig selv, at jeg skal op og have noget ud af dagen, så jeg står op ved syvtiden, og en halv time senere sidder jeg og spiser min morgenmad på altanen med udsigt over Øresund. Så er dagen startet godt.
– Helt fra barnsben fik jeg indpodet en masse interesser. Den kapital traekker jeg på i dag, og det holder mig i gang, så mine dage aldrig føles lange.
– Ingen af os kender vores egen udløbsdato, men hvis du skal gøre status her og nu over dit liv, har du så fået det ud af det, som du havde håbet på?
– Ingen går igennem et langt liv uden at opleve sorger. Jeg har mistet min mand, min søn og flere hunde, men helt grundlaeggende har jeg haft et privilegeret liv.
– Fordi du var født til et privilegeret liv, eller fordi du knoklede for det?
– Man bliver ikke et privilegeret menneske, hvis man ikke selv gør en indsats, fastslår Lise Nørgaard.
Den runde dag på onsdag bliver fejret med en stor reception på forlaget Gyldendal, mens resten af fejringen kommer til at foregå drypvis over sommeren.
– Jeg havde egentlig besluttet mig for, at jeg ville holde en stor fest, men det gik op for mig, at jeg slet ikke kunne stoppe tilgangen af gaester, og så ville vi pludselig vaere mange hundrede.
– Jeg synes, et selskab er bedst, når man er højst ti gaester, så jeg har besluttet mig for at holde en del mindre selskaber hen over sommeren for mine forskellige vennekredse og selvfølgelig for familien, siger Lise Nørgaard, der ud over sin egen fødselsdag har endnu en glaedelig begivenhed at se frem til i de kommende uger.
– Mit ene oldebarn bliver student fra Øregård Gymnasium 20. juni. Hun har bedt mig om at komme og saette huen på hende. Jeg er så beaeret. Taenk at opleve det som 100-årig. Det er det, jeg siger: Jeg lever et privilegeret liv.
Jeg selv kan huske, hvordan det var at vaere ung journalist på Roskilde Dagblad og på Politiken og blive mødt af uforskammede mennesker Jeg har mistet min mand, min søn og flere hunde, men helt grundlaeggende har jeg haft et privilegeret liv Jeg synes, et selskab er bedst, når man er højst ti gaester, så jeg har besluttet mig for at holde en del mindre selskaber