JEG HAR TILLADELSE TIL AT DRAEBE I FEM LANDE
ELITESOLDATEN ER LAGT PÅ HYLDEN, men det er gevaeret ikke. Den tidligere snigskytte Damien Mander har dedikeret sit liv til at beskytte Afrikas største dyr
Talen er klar, da 37-årige Damien Mander saetter sig til rette i det centrale København, og diktafonen taendes. Han kigger stift ud i luften. Eftertaenksomt, men med en snert af bedrøvelse i ansigtsudtrykket og langt vaek fra Afrika, hvor han har dedikeret sit liv til at beskytte naesehorn og elefanter.
– Det er uheldigt, at en fyr som mig med de egenskaber, jeg besidder, er nødvendig. Men det er den verden, vi har skabt for os selv, siger han tørt.
Hans historie må vaere enhver krybskyttes mareridt. Som 19-årig blev han uddannet i den australske haer og blev en del af Australiens svar på Navy Seals. Efter 11. september kom han i specialenheden Tactical Assault Group East, der var designet til at vaere Australiens første og sidste mulighed i tilfaelde af et terrorangreb på australsk jord. Han specialiserede sig som snigskytte og tilbragte tre år i ’sandkassen’, som han kalder Irak, hvor han blandt andet stod for at uddanne den irakiske politienhed i Bagdad.
Da han kom hjem, faldt han ned i et sort hul.
Tiden i narkorederne
– I Irak gjorde jeg ting, du ikke engang kan gøre i PlayStation-spil. Jeg sprang ud af helikoptere, skød ting med min snigskytteriffel, spraengte ting i luften. Og pludselig stoppede det hele, som det gør for alle soldater. Bagefter skal man integreres i samfundet igen, og det er svaert. For hvem har brug for en snigskytte?
Damien endte i Sydamerika, hvor han indtog stoffer og alkohol, mens han prøvede at finde ud af, hvad der var normalt.
– Der er ikke en manual for soldater, som kommer hjem til kone og børn, og som ikke kan saette sig ind i, hvad han har vaeret igennem. Jeg ramte bunden og tilbragte min tid i narkoreder, siger han.
Hele tiden jagtede han det naeste eventyr, det naeste adrenalinkick, inden hans valg sluttelig faldt på Afrika.
– Jeg taenkte, at mit naeste eventyr kunne vaere at jage krybskytter i seks måneder, siger han, som om det er det mest normale i verden.
Men oplevelserne i Afrika var ikke normale. De aendrede ham, og her fandt han sit kald.
– Det er svaert at blive inspireret i dagens samfund, men da jeg så, hvad de her dyr udsaettes for, og hvor meget de ofte frivillige rangere ofrer for at beskytte dem, blev mine øjne åbnet for en sag, der er større end at rejse rundt og jagte det naeste eventyr, siger han og lyser op.
Vores opgave er simpel
På Damiens trøje kigger et naesehorn frem over ordene ’International Anti-Poaching Foundation’, der er identisk med den organisati-
Der er ikke en manual for soldater, som kommer hjem til kone og børn, og som ikke kan saette sig ind i, hvad han har vaeret igennem
on, han stiftede i 2009. Pengene fik han ved at saelge sine ejendomme i Australien og fra den opsparing, han havde fra sin tid i militaeret.
– Vi er nu aktive i fem lande, hvor vi støtter lokale rangere, der beskytter seks millioner hektar land i det sydlige Afrika. Vores opgave er simpel. Det er at tage ud til frontlinjen og vaere den sidste forsvarsskanse for dyrene, siger han.
Damien Manders organisation er finansieret gennem donationer fra både store organisationer og private bidragsydere. De har decideret traeningsfaciliteter, hvor lokale rangere uddannes til at vaere bedre end de krybskytter, der vil slå ihjel for at få fat på naesehornets horn eller elefantens stødtaender. Hans egen grønne haer.
– Hvis I støder på krybskytter, hvad sker der så?
– Vi har tilladelse til at draebe i fem lande. Først udfordrer vi dem ved at bevaege os i en position, hvor vi har den bedste taktiske fordel, gutterne spredes ud og saetter et bagholdsangreb ind. Vi gør det verbalt, for vi vil helst foretage en anholdelse, men saenker han ikke sit våben, så er vi klar til at angribe.
Jeg ved, hvad der virker, når det gaelder om at skabe sikkerhed i et sikret område
– Det lyder ret hardcore?
– Ja, det er en krigszone. Det er det virkelig. Og nogle gange skydes der. Vores folk er rekrutteret eller har selv skrevet sig op til at beskytte dyrene, men vi er nødt til at bede dem udføre en soldats job, siger han.
Selv om det er småt med midler, og man ifølge Damien Mander bruger udstyr, som militaeret kasserede for årtier siden, er han sikker på, at han har gang i et slag, der kan vindes.
– Vi vinder allerede i de områder, vi opererer i. I et af områderne har vi ikke mistet et eneste dyr i seks år, og det er virkelig utroligt. Jeg ved, hvad der virker, når det gaelder om at skabe sikkerhed i et sikret område. Jeg kan skrive formlen bag på en busbillet, det er ikke kompliceret. Vi vinder slagene, men vi vinder ikke krigen, for den er et globalt spørgsmål, som meget klogere mennesker end jeg prøver at regne ud, siger han.