En solid sejr på point

fra Uganda på hendes foranledning flytter ind i det jyske parcelhus, vaekkes ambitionerne igen til live hos den slagne bokser.

En plaget sjael

Kalule har ellers vaeret blottet for selvtillid og bliver endvidere fremstillet som plaget af en traumatisk barndom, der resulterer i tvangshandlinger – eksempelvis trangen til at vaske fødder i tide og utide.

Som mange nok kan huske, ender historien lykkeligt, da det til alles overraskelse i 1979 lykkedes promotoren Mogens Palle (en herlig Søren Malling) at skaffe den på det tidspunkt 36-årige Hansen en titelkamp mod den ti år yngre – og på papiret langt staerkere – Dave ’Boy’ Green. Som den undertippede Hansen tilmed vinder.

Godt gået!

Det lykkedes faktisk Mikkel Serup og kompagni at undgå mange af de indlysende faldgruber – som at overspille 70’er-tidsbilledet – i denne 1117. (mindst) variant af eventyret om den grimme aelling.

De har skabt en film, der nok ikke er udfordrende kunst, men som både er folkelig (i den allerbedste betydning af ordet) og vedkommende. Det er faktisk ret godt gået.

Måske folk med bedre forstand på boksning end mig kan påpege en fodfejl eller to, men jeg vil nu mene, at der er tale om en solid pointsejr.