NEDKØRSEL I VERDENSKLASSE: Rytterne nåede 130 km/t
I Schweiz Rundt nåede rytterne torsdag over alle tilladte hastighedsgraenser. – Men man skal jo følge med, siger Chris Anker Sørensen, der selv har prøvet det
Feltet kravler i bjerge under torsdagens etape i Schweiz Rundt. Torsdag sprintede Peter Sagan sig til saesonens femte sejr, da rytterne i Schweiz Rundt ankom til Cevio.
Inden da havde feltet tilbagelagt 222 km gennem alpelandet og vaeret lidt op og ned. Eller rettere: Meget ned. For undervejs skulle Simplon Pass forceres – og når det sker, så traeder sportens dristigste i aktion.
På sociale medier
Nedkørslen består nemlig mestendels af brede, gode veje – og så når hastighederne hurtigt motorvejs-niveau.
Flere ryttere var efter etapen hurtigt ude på de sociale medier og vise grafer og kurver over deres nedkørsel.
Den belgiske mester Philippe Gilbert (QuickStep) viste, at hans computer havde registreret naesten 120 km/t, mens Marcus Burghardt (Bora-Hans Grohe) med 126 km/t overgik ham.
Helt i top var dog Team Sunwebs Mike Teunissen, der lige nøjagtig kom over 130 km/t.
Rytterne jokede lidt med de vanvittige hastigheder, men når det kommer til stykket, så har de nok ikke vaeret så kaephøje.
Ikke morsomt
I hvert fald kan Chris Anker Sørensen, der selv har kørt nedkørslen adskillige gange, fortaelle, at det er alt andet end morsomt at køre så staerkt.
– I Schweiz Rundt er der nedkørsler, der er rigtig hurtige. Simplon Pass blandt andet, men jeg har også kørt St. Gotthart, hvor man kører i tunneller. Det er naesten vaerre at køre ned ad sådan nogle end at køre en meget teknisk nedkørsel, fordi det går så staerkt, siger Chris Anker Sørensen.
Dan danske bjergrytter kører i dag for det hjemlig Riwal Platform og kommer ikke laengere til de store løb med de hurtige nedkørsler. Men han kan stadig huske fornemmelsen af at brage af sted kun forbundet til asfalten af to stykker 20 mm brede gummislanger med luft i.
– Ja, det lyder lidt usikkert, men man bliver nødt til at stole på sit materiel.
– Men nogle gang kan det godt gå igennem hovedet på en, at nu skal man altså ikke have en defekt. Men taenker man for meget over det, så traekker man for meget i bremsen.
– Og man skal jo følge med - man vil ikke blive sat på en nedkørsel, siger Chris Anker Sørensen.
Gode forhold
Han vil dog fremhaeve specielt nedkørslerne i Schweiz, der som regel altid er på gode veje - meget i kontrast til de mere tekniske nedkørsler i Italien og Frankrig.
Og netop vejenes beskaffenhed gør en hel del for farten og fornemmelsen af den.
– Det er klart, at kan man se langt frem, eller kender man nedkørslen, så kan man også give den ekstra gas.
– Og så fornemmer man ikke rigtig hastigheden. Jeg har kørt i Norge, hvor vi kørte ned i en tunnel under vandet, hvor vi kørte 120 km/t. Der kunne man se hastigheden pga. lysene. Men udenfor bliver man nok lidt fartblind.
Man bliver nødt til at stole på sit materiel
Om det var det, der skete for Astanas colombianske bjergrytter, Miguel Ángel López, er ikke til at vide. Men sidste års vinder af løbet kunne i hvert fald ikke styre cyklen ved den høje hastighed, så han styrtede og slog sig temmelig voldsomt med flere hudafskrabninger og en braekket tommelfinger som konsekvens.
Lige en kontant huskeregel om, at høj hastighed kraever fuld koncentration.