Forfaerdeligt med curling-børnemagt
Stefan Z. Adeler er traet af brok fra curlingbørn og deres foraeldre. Der var engang et begreb, børnemagt, der gik ud på, at børn, der af naturlige årsager har mindre viden og erfaring end voksne, skulle bestemme det ene og det andet langt ud over deres forudsaetninger.
Den nye tossede trend er curling-børnemagt. Tag Roskilde Festival som eksempel.
Først ankommer curlingbørnene og brokker sig ud over al rimelighed over vejret og indkvarteringen, selv om det er almindelig viden, at Roskilde Festival ikke er for de sarte og sippede, og at man nok gør klogt i at medtage noget robust humør. Og når festen er forbi, har man ikke gode manerer til en smule oprydning. Det klarer nogle brave frivillige så.
I Ekstra Bladet i går fortaeller en af disse, Per Sørensen, at det starter med, at herskaberne vaekkes, inden arbejdet uden disses medvirken kan begyndes.
Hvad der bliver af curling-børnene senere i livet? Et gaet kunne vaere, at de bliver typen, der forventer servicering af krisepsykologer og andre velfaerdsydelser ved den mindste naturlige modgang i livet; de protesterer over nedskaeringer i noget af verdens højeste SU, men glemmer at tage den stort set gratis undervisning i betragtning, de går i panik, hvis de ikke får de højeste karakterer, og forarges ikke over, at man nu kan købe sig til disse.
De afviser at tage reelt arbejde – selv midlertidigt – hvis det ikke ’er meningsfuldt og beriger deres hverdag’, og i det hele taget bliver de eksperter i klynk, brok og offerroller, når de i virkeligheden lever fantastisk i sammenligning med de allerfleste andre lande.