Jeg lavede aldrig nogen sinde mad til mig selv. Jeg orkede stort set ikke at købe ind, og når jeg gjorde, så købte jeg bare pålaeg til mange dage, så jeg ikke behøvede at gå ud saerligt ofte
Hver dag gik med at drikke kaffe og spise rugbrød med pålaeg. Ellers foretog Kim sig ikke rigtig noget. Førhen havde han aldrig problemer med at få tiden til at gå. Der var altid et lille projekt, han kunne arbejde på. Men nu orkede han ingenting, og han begyndte at bebrejde sig selv for ikke at udrette noget.
– Jeg har dyrket rigtig meget sport i mit liv, og der tager man sig bare sammen. Men den der 'kom videre og lad vaere med at pibe', den duede bare ikke rigtig. I sport handler det om at vinde, men det gjorde det her ikke. Jeg havde ingen løsning på mit problem.
Det var vaerst, når han skulle sove. Når lyset blev slukket, og han lå i sengen, havde han kun sine tanker tilbage. Det føltes, som om de tog kvaelertag på ham. Han kunne ikke få de negative tanker, som stressede ham, ud af sit hoved.
EFTER AT HAVE
vaeret sygemeldt i to måneder blev Kim fyret. Til trods for 25 års tro tjeneste modtog han aldrig nogen jubilaeumshilsen fra skolen efter sin afsked. Heldigvis fik han hjaelp af sin fagforening, og det endte med, at Kim fik et år med fuld løn fra den dag, han blev afskediget.
Men det hjalp ikke på humøret. Fyringen tog hårdt på ham, og det føltes, som om verden vaeltede omkring ham. Stress-symptomerne blev vaerre, og han begyndte at føle fysisk smerte i brystet. Det var, som om noget trykkede på hans bryst med en enorm kraft.
EN DAG FANDT
han ved et tilfaelde en brochure om depression. Det forskraekkede ham at laese, hvor mange af symptomerne i brochuren han kunne genkende fra sit eget liv. Det gik op for ham, at følelsen af at vaere stresset var blevet erstattet af noget andet. En underlig og uvant følelse af at vaere angst for de mest basale hverdagsting.
– Jeg følte, at når jeg gik på gaden, kiggede alle på mig. Jeg var konstant mistroisk og skeptisk og kunne ikke tage imod rosende ord, selv fra venner, uden at taenke, at der var en bagtanke.
De naeste fire måneder kunne Kim ingenting. Han lå bare derhjemme og kiggede op i loftet.
– Jeg ville bare have fred og ro. Tankerne kørte derudad, og jeg kunne ikke andet end at ligge med et tomt blik. Jeg håbede naermest, at jeg ville dø. Hvis der kom en ind i mit hus og ville skyde mig, havde jeg nok sagt ’ja tak’.
Kort efter fik Kim lykkepiller, som skulle hjaelpe på humøret, men han maerkede ingen effekt.
FIRE MÅNEDER
efter sin fyring fik han tilbudt psykologhjaelp, og det viste sig at vaere praecis den hjaelp, han havde brug for. Psykologen hjalp Kim med at forstå, hvad der stressede ham. Han fandt ud af, at der var et mønster i hans adfaerd, og han indså nogle af de fejl, han
Der var 26 elever i min klasse, og jeg følte hele tiden, at jeg kunne hjaelpe mere. Jeg ville gerne tale med alle eleverne og spørge ind til, hvordan de havde det, så de følte sig set og hørt. Jeg syntes hele tiden, at jeg manglede tid, og det gav mig dårlig samvittighed, når nogle elever følte sig overset