Jeg pisker lige ud i kulissen, flår den grå kjole ned om hofterne, så den pink kommer til syne, og bliver hjulpet i en spraglet jakke. Det tager få sekunder

NÅR LISBET OG

de øvrige skuespillere kommer stormende ud, sparker skoene af og smider tøj og parykker på gulvet, står påklaederne klar.

Bukser ligger rullet op lige til at springe i. Jakker, bluser, kjoler, kitler – eller hvad der nu skal bruges – står Susanne klar med lige til at stikke armene i. Eventuelle tørklaeder eller andet er sat fast på, så de bare skal bindes, og skoene er parkeret, så Lisbet naermest kan hoppe i dem.

Under de hurtigste skift er ’garderoben’ rykket helt ned foran bagscenen, for så er der ikke tid til at nå helt ned i de rigtige garderober. Men selv disse udflytninger går efter en snor, og Lisbets aeldste søn, Jakob Dahl, der er forestillingsleder, styrer det hele med kyndig hånd. Sådan har det vaeret i mange år.

– Jeg har to pauser, hvor jeg ikke er på scenen. Første gang er en pause på cirka 14 minutter i første akt, og i andet akt skal jeg først på i nummeret ’Lalala’ om Liberal Alliance efter 17 minutter, så her har jeg tid til at få gjort noget ved puslespillet, griner hun.

EKSTRA BLADET

er på besøg på femte spilledag, så alle sketches og tekster er ved at sidde fuldstaendigt i skabet – også Lisbets, som Ulf Pilgaard siger med et kaerligt grin – for hun skal jo ud over at laere sine egne tekster også tage sig af alt det andet i revyen. Sådan er det at vaere instruktør og skuespiller samtidig.

Derfor bliver der lagt puslespil og slappet af, når det er muligt. Det er skide-hyggeligt – og det er stort. Altså puslespillet. 1500 brikker, der set med journalistens øjne alle ligner hinanden.

– Når man er vant til det, er det at laegge så store puslespil en fornøjelse. Jeg sidder her i mine pauser, og hver gang, jeg finder en brik, der passer, er det som at få en orgasme. Så fedt er det, skraldgriner hun.

HUN FORKLARER

tålmodigt den ukyndige journalist, at man jo ikke er nået så langt, fordi