Under Anden Verdenskrig var stålproduktionen målrettet krigsindustrien, og derfor var vaerket et oplagt bombemål
SOM EN MINIPUT
bevaeger man sig ind mellem enorme metalblokke og maskindele.
Der er rød rust overalt. Massive forme til smeltet jern. Tonstunge kroge til kranerne. Blokke af metal, der blev anbragt på jernbanevogne, mens de stadig var rødglødende.
En blød menneskekrop er skrøbelig i labyrinten af hårdt stål og monstrøse maskiner.
Man kan kravle ind i førerhuset på den maskine, der skubbede skrot ind i de glohede og altaedende ovne. Selv om maskinføreren var ti meter vaek fra lugen til ovnen, må heden have vaeret ekstrem. Inde i smelteovnen herskede 1600 graders varme.
Museet er indrettet, så man kan følge hele processen fra metalskrot via ovne til faerdigt stål. Man ser også vaerkets mange små vaerksteder og andre funktioner som kantine og systue.
For eksempel var der altid 41 brandmaend på vagt – døgnet rundt, for stålproduktionen kørte nonstop. Der var endog en kommunistisk avis for stålarbejderne, Roter Stahl.
Man kan også teste det beskyttelses-udstyr, som arbejderne brugte. Og undre sig over, om det overhovedet beskyttede mod den intense varme og smeltet jern.
Vaerket blev bygget i 1914, da den første verdenskrig brød ud. Under den naeste verdenskrig var stålproduktionen målrettet krigsindustrien, og derfor var vaerket et oplagt bombemål. Det betød, at 70 procent af byen Brandenburg lå i ruiner ved krigens slutning.
DE RUSSISKE
magthavere strippede efter krigen vaerket for al brugbart inventar, og først i 1950 kom stålproduktionen atter i gang. I 1975 kørte 12 kraftige ovne for fuld tryk.
Vaerket var ikke bare en arbejdsplads for 10.000 mennesker. Det stod også for at bygge boliger og børnehaver til arbejderne og deres familier. Virksomheden købte også feriebyer, som arbejderne benyttede. I 1989 var den årlige gennemsnitsløn knap 14.000 DDR-mark. Samme år producerende vaerket lidt over 2,5 millioner ton rå-stål.
Allerede i 1960’erne var produktionsmetoden dog foraeldet set med vesteuropaeiske øjne. Derfor fik vaerket heller ikke lov til at overleve mange år efter DDR-styrets fald. Mindre end fire år senere var det slut.
Lukningen af vaerket og andre arbejdspladser fik store konsekvenser for Brandenburg. I 1980’erne boede der over 100.000 mennesker i byen. I dag er tallet omkring 70.000, og det er hovedsageligt kun unge, der har forladt byen.
På vaerket er der også en udstilling om Brennabor, som var Brandenburgs mest kendte fabrik. Brennabor blev kendt for at producere barnevogne og cykler, og før verdenskrigen var virksomheden Tysklands største bilproducent.