’Den mest chokerende dag – jeg er statsminister’
TOG FUSEN PÅ ALLE: Jens Otto Krag overraskede alle med et mesterligt taktisk spil, der gjorde Anker Jørgensen til statsminister
Mandag 2. oktober 1972 blev der skrevet danmarkshistorie. Vaelgerne skulle efter en benhård valgkampagne stemme om medlemskab af EF, og intet var på forhånd sikkert. Statsminister Jens Otto Krag havde kastet hele sin politiske karriere ind i at vinde den afstemning.
I løbet af aftenen begyndte det at ligne et ja.
Men samtidig med at vaelgerne taenkte på EF, havde landets statsminister sit fokus et andet sted. I sin dagbog skriver han:
’Den beslutning, jeg har taget om at benytte et ja til EF som anledning til at gå af, har jeg i sommerens løb kun drøftet med Helle (Krags kone, skuespilleren Helle Virkner, red.). Hun ser skeptisk ud. Tror hun alligevel ikke, jeg vil gøre det, når det kommer til stykket? Det vil jeg.’ Og Krag holder fast. Mens der er larm i gaderne, EFtilhaengerne jubler, og modstanderne graeder, samler Krag de socialdemokratiske ministre i Statsministeriet sent om aftenen. Stemningen er høj, slaget vundet.
Traet af politik
Ved 22-tiden tager Krag fat i sin naermeste rådgiver i regeringen, arbejdsminister Erling Dinesen. I en årraekke er han Krags mest fortrolige. Krag gør stort set intet politisk uden at rådføre sig med Dinesen, og nu beder han ham om at blive tilbage i Statsministeriet, når de andre er gået. Krag tager også fat på den socialdemokratiske folketingsgruppes naestformand, formanden for arbejdsmaendenes forbund, Anker Jørgensen, og beder ham stille naeste morgen kl. 8 i Statsministeriet. Krag vil tale med Anker om sin tale, inden de skal i Folketingssalen.
Ved totiden er den sidste socialdemokratiske minister omsider draget hjem, og Krag orienterer en dødtraet Erling Dinesen: ’I morgen går jeg af som statsminister’. Dinesen ved godt, at han laenge har pønset på at traede tilbage. Krag vil gerne have et andet liv. Han er traet af politik. Traet af alle opgørene. Og han tror hele tiden, at det gode liv venter, den dag han forlader politik. Nu skal det vaere. Krags plan er, at Dinesen konstitueres som partiformand og K.B. Andersen som statsminister.
Anker tror ikke på ham
Anker Jørgensen fører ligesom Krag dagbog og i hans optegnelser står der 3. oktober 1972: ’Dette blev den mest chokerende dag i mit liv – jeg er blevet statsminister’.
Ifølge Anker har Krag dog et par gange tidligere uformelt sagt, at han ville pege på Anker som sin afløser. Men Jørgensen tror ikke på det. Hvorfor skulle Jens Otto Krag i en ung alder af 58 år på toppen af sin karriere forlade politik? Ingen tvinger ham. Krag ligner en mand, der har mindst ti år foran sig som regeringschef og toppolitiker.
Men Krag har besluttet sig. Og han har en slagplan. I timerne inden Folketinget mødes til Folketingets nye samling, og vaelgerne orienteres, holder Krag en stribe møder med Socialdemokratiets og fagbevaegelsens topfolk – det er ikke de mange mennesker, som bliver orienteret, men alle de centrale aktører.
Kl. 8.00 ankommer Anker Jørgensen til Statsministeriet i den tro, at regeringschefen vil drøfte sin redegørelse til Folketinget om EF-afstemningen med ham. Men den tale er for laengst gjort klar.
Krag sagde intet til dronning Margrethe
LO-formand: Den lille lort
Krag meddeler sin beslutning om at gå af. Men han udpeger ikke umiddelbart Anker som sin afløser. Det sker først i løbet af de kommende timer, da Jens Otto Krag viser sig som den overlegne taktiske mester, som over for partiets, folketingsgruppens og fagbevaegelsens top ’anbefaler at man overvejer’ Anker Jørgensen – han presser ikke Anker igennem – men lader de andre stille og roligt naerme sig samme konklusion.
Han saetter dem skakmat. De kan ikke foreslå sig selv, de kan ikke i denne situation starte et stort internt opgør, Krag leder dem med fast hånd frem til den konklusion, han hele tiden er gået efter: Anker Jørgensen.
Den er ikke let at sluge. LO-formand Thomas Nielsen kan ikke fordrage Anker Jørgensen, som han senere kalder ’den lille lort’. S-gruppeformand Orla Møller vil selv vaere partileder. Per Haekkerup har altid ment, at han var bedre egnet end Krag. K.B. Andersen kan ikke se, hvorfor han skal forbigås. Men Krags taktiske manøvre har udmanøvreret dem alle.
Anker siger straks ja
Derefter kalder den afgående statsminister Anker Jørgensen til Statsministeriet og orienterer i fortrolighed Folketingets formand, Karl Skytte, om sin plan.
Anker får derefter praesenteret ønsket om, at han indtraeder som statsminister, og han siger straks ja. Han havde overvejet sagen sammen med sin Ingrid.
Nu var de centrale aktører involveret bortset fra dronning Margrethe. Hun måtte gennem Statsministeriets departementschef og sin kabinetssekretaer erfare, at landets statsminister havde taenkt sig at gå af.
Krag var om nogen kritisk over for monarkiet og også over for den nytiltrådte dronning. Han mente ikke, at han selv skulle orientere majestaeten, selv om det havde vaeret mest i overenstemmelse med de spilleregler, der gaelder mellem
Når Krag var ovenpå, kunne han vaere utålelig – arrogant og fraek
Amalienborg og Prins Jørgens Gård.
Kl. 12 åbner Folketingets formand mødet i Salen. Dronningen sidder stift i sin loge, og journalisterne halvkoger i deres loge overfor efter en hård EF-valgkamp.
Ingen forventer noget saerligt ud over en stolt statsminister, der vil sole sig i sit EF-ja. Når Krag var ovenpå, kunne han vaere utålelig – arrogant og fraek.
Krag holder sin tale og udbringer det traditionelle ’ Danmark leve’, men i stedet for at slutte mødet siger formanden: ’Statsministeren har bedt om ordet for en meddelelse’.
Nu vågner alle. Hvad pokker sker der?
En let smilende, sjaeldent overskudsagtig Jens Otto Krag går på talerstolen:
’Efter afstemningen i går er den parlamentariske situation uaendret. Regeringen fortsaetter. Derimod er det ikke nødvendigt, at statsministeren fortsaetter.’
Derefter meddeler han sin beslutning om at gå af, og ved det efterfølgende pressemøde ser vi en storsmilende, meget glad og lettet Krag, der fortaeller som sine planer med Anker og med resten af sit liv.
Da Politikens Nils-Chr. Nilson spørger ham, hvorfor han har valgt at gå af nu, svarer en drillende Krag: ’Daglig laesning af Nilles artikler i Politiken har overbevist mig om, at tidspunktet naermede sig.’
Alle griner. Krag højest. Han har virkelig taget fusen på alt og alle.
Hans afgang var simpelt hen årets største politiske overraskelse.